ZTE har tilsyneladende løst en af de største udfordringer, smartphone-producenter har kæmpet med i de seneste år.
Da det i sin tid blev afsløret, at Apple ville lancere en iPhone uden Home-knap, og hvor skærmen fyldte hele fronten, begyndte spekulationerne at suse rundt i forbrugertech-verdenen. Hvordan havde de løst problemet med selfie-kameraet?
Rygtet gik, at Apple havde forsøgt at få et kamera til at virke, der sad under displayet, men at det aldrig lykkedes. Som bekendt endte firmaet i stedet med at sætte en midlertidig standard med det famøse kamerahak, der siden er blevet afløst kameradråber, inden det blev Samsungs tur til at sætte en standard med kamerahuller i skærmen.
Men nu ser det ud som om, kinesiske ZTE har gjort, hvad Apple ikke kunne få til at virke for nogle år tilbage. Firmaet har netop annonceret, at de vil fremvise den første, masseproducerede smartphone med et selfie-kamera, der sidder under skærmen.
Det skal ifølge de invitationer, ZTE har sendt ud, ske allerede om et par uger, nærmere betegnet 1. september. Modellen hedder ZTE Axon 20 5G, og dens 6.92” OLED-skærm fylder hele overfladen, uden kamerahuller, kamerahak eller andre former for kompromiser.
Hvordan har de gjort det?
Vi må vente til denne dag med at finde ud af, hvordan ZTE har gjort det og har løst denne teknologiske udfordring. Et andet kinesisk firma, Oppo, har tidligere fremvist en prototype, der også lykkedes med formålet. Men det var som nævnt kun en prototype.
Det er naturligvis derfor, ZTE lægger vægt på, at Axon 20 5G er den første masseproducerede smartphone med kamera under skærmen. Det spændende er samtidig, om ZTE har fundet en bedre måde at gøre det på end Oppo.
Ifølge medier, der fik lov at kigge på Oppos prototype, var selfie-kvaliteten ikke fantastisk. Hvis OLED-panelet skal kunne vise billede på hele skærmen, er det nødvendigt, at det sidder henover kameraet, og siden sådan et panel aldrig bliver helt gennemsigtigt, vil der altid være noget mellem kameraet og glasset på fronten af smartphonen.
Det er denne udfordring, ZTE har skullet løse tilfredsstillende, hvis Axon 20 5G skal sætte en ny trend for mere populære smartphone-brands som Samsung og Apple. Axon-modellerne har tidligere fundet vej til vestlige markeder, så hvis du virkelig gerne vil have en smartphone med kamera under skærmen, behøver du muligvis ikke rejse helt til Kina for at købe den.