Det var angiveligt en lakridspibe der fik Google til at censurere DR app på Android.
Man må ikke opfordre børn til at ryge, så derfor kan der ikke være anvendt lakridspiber, i indhold tilgængeligt for børn, i Googles app-butik på Android.
Det fik DR at sande på den hårde måde. Google fjernede simpelthen adgangen til det populære børneunivers Ramasjang, fordi app’en overtrådte betingelserne for at være i Play-butikken. Det skriver Politiken.
Avisen har set mail-kommunikationen mellem Google og DR, og her påpeger den amerikanske tech-gigant at scenerne i ’Ramasjang Mysteriet’, hvor Kristian Gintberg ‘bapper på’ en lakridspibe, er upassende indhold for børn under 13 år.
Derfor valgte Google mandag at fjerne adgangen til DR Ramasjang app i Google Play Store – app-butikken til Android.
DR Ramasjang app er en portal for indhold fra Ramasjangs univers for børn. Det tæller bl.a. favoritter som Onkel Reje, Motor Mille, Sofus, Kasper og Sofie, Gurli Gris, Hr. Skæg og Sikker og Søn.
“App’en indeholder skildringer af tobak, piber og farlige aktiviteter, der ikke er passende for børn, som er under 13”, lød det i mailen fra Google til DR, ifølge Politiken.
DR er uenig i grundlaget for at tage den app ned på Android-enhederne.
“Skæve, anderledes og grænsesøgende figurer er en stolt og årelang tradition i dansk børne-TV. Selvfølgelig skal vi i DR hele tiden diskutere, hvad der er godt og dårligt børneindhold. Men jeg skal ikke diskutere det med Google”, fortæller Henriette Marienlund, Mediedirektør i DR, til Politiken.
Her onsdag aften er DR-app’en Ramasjang dog vendt tilbage i Google Play-butikken, hvor den kan findes her.