I al stilhed er Dolby Atmos og Dolby Vision forsvundet fra streamingtjenesten Amazon Prime Video.
Af endnu ukendte årsager er Dolby Atmos lyd og Dolby Vision HDR forsvundet fra titler på Amazons streamingtjeneste Prime Video. Det skriver avforums.
Amazon Prime Video har dog ikke ligefrem bugnet af indhold med Dolbys bedste formater, men noget var der, og nu ser det ud til at være forsvundet – i al stilhed.
Brugere på avforums opdagede i den forgangne weekend at Dolby Atmos 3D-lyd var forsvundet fra 2. sæson af Amazons originalserie Jack Ryan.
I Sonos community forums nævnes andre titler som ‘Carnival Row’, Bösch season 2 og Suspiria. I stedet for Dolby Atmos, så har de titler nu kun Dolby Digital Plus 5.1 lyd.
Kunder har ved henvendelser til Amazon support ikke kunnet få noget klart svar. En medarbejder talte dog om manglende licenser. Men om det er permanent eller midlertidigt lykkedes det ikke avforums at finde ud af.