Forside * Featured

’Westworld’-skabere skal lave ’Fallout’-serie til Amazon

-
Fra ‘Fallout 4’.

Jonathan Nolan og Lisa Joy skal stå bag dramatiseringen af en af de mest langtidsholdbare spilserier i historien.

Fans af den mere end 20 år gamle spilserie ’Fallout’ kan godt begynde at glæde sig. Eller måske begynde at forberede sig på at græmmes, afhængig af, hvordan de har det med spil, der bliver lavet til film eller tv-serier.

’Fallout’ bliver nemlig nu til en tv-serie, der skal streames på Amazon Prime Video. Det er også Amazon, der står bag, rent finansielt, og det kan man måske godt forstå, at det store tech-firma har sagt ja til.  De har nemlig fået mulighed for at arbejde med et par af de allerhotteste navne i Hollywoods tv-afdelinger lige nu.

Annonce:

Der er tale om ægteparret Jonathan Nolan og Lisa Joy, der er mest kendt for at styre, have skabt, og i mange tilfælde også have skrevet og instruereret ’Westworld’-serien for HBO. Parrets produktionsselskab Kilter Films skal står for udviklingen og produktionen.

Det er dog tilsyneladende ikke blot de to kreative hoveders team af dygtige folk, der er blevet hyret til at udvikle og producere ’Fallout’-serien. Jonathan ”Jonah” Nolan og Lisa Joy har angiveligt selv hænderne dybt nede i projektet. Spilfirmaet Bethesda, der står bag ’Fallout’-spillene, har officielt meldt ud, at de er ret entusiastiske omkring netop dette faktum.

Fans af spillet

”Vi har i mange år forsøgt på forskellige måder at få ’Fallout’ over på tv-skærmen”, siger Executive Producer Todd Howard fra Betheda Game Studios i en pressemeddelelse, ”…men det stod klart fra starten, da jeg talte med Jonah og Lisa om projektet for nogle år tilbage, at de var de rette folk til at gøre det. Vi er enorme fans af deres produktioner”.

Jonathan Nolan, der er bror til filminstruktøren Christopher Nolan, udstrykker sammen med hustruen Lisa Joy også, at de glæder sig til at begynde arbejdet, for de er tilsyneladende også ’Fallout’-fans: ”Fallout er en af de bedste spilserier nogensinde. De vanvittigt fantasifulde kapitler i denne historie har kostet os talløse timer, som vi kunne have brugt på famillie og venner i stedet”, siger parret.

Hvis du ikke kender ’Fallout’-serien, så foregår spillet i et postapokalyptisk USA, men vel at mærke et, der er låst fast i, hvordan amerikanerne forestillede sig fremtiden i 1940’erne. Det er en stil kendt som ”retrofuturistisk atompunk”, som har vist sig at være ret langtidsholdbar.

Det første ’Fallout’-spil blev lanceret for 23 år siden, i 1997, og siden er der kommet fire spil i hovedserien, det sidste i 2015. Derudover har fans af serien dog også kunnet nyde seks spin-off-spil, der blev udgivet mellem 2010 og 2018.

Hvornår den nye serie lander, melder historien ikke noget om, men Nolan og Joy skal først gøre deres technothriller ’The Peripheral’ færdig. Det er den første produktion, der laver i samarbejde med Amazon og er baseret på William Gibson-bogen af samme navn.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.