Telia kan notere sig et plus på 12.000 i antal tv-kunder, men de er fundet internt i systemerne.
Telia har fået flere tv-kunder. Hele 12.000 flere og det er en stigning på 57% i forhold til kvartalet før.
Der er dog ikke tale om en ekstraordinær kundetilgang, men at Telia har kigget de interne systemer igennem, og fundet de ekstra tv-kunder dér. Det skriver Finans.
I første kvartal i år noterede Telia sig at de havde 21.000 tv-kunder og i andet kvartal i år er det tal steget til 33.000.
De ekstra tv-kunder, gemt men ikke glemt, er dukket op i statistikken ved en ændret intern opgørelse.
“Det har vist sig, at der har manglet rapportering på en række tv-abonnementer, så vi har rapporteret for få tv-kunder”, forklarer pressechef i Telia, Mads Houe, om ændringen til Finans.
Telia har indført et nyt IT-system som er bedre til at rapportere de forskellige typer af abonnementer ind til finansafdelingen, så der nu mere præcist kan opgøres hvor mange der har TV, gennem de forskellige Telia-produkter der giver adgang til TV.