For alle, der kunne tænke sig fed lyd i hjemmet fra et rigtigt HIFI anlæg, er forstærkeren den centrale komponent der binder det hele sammen. Vi tester 10 af de bedste i prisklassen 20-30.000 kroner. DEL 5 af 5.
10 gode HIFI oplevelser – hvad skal du vælge?
I vores store test af 10 integrerede forstærkere i den gode ende, konstaterede vi, at alle deltagerne byder på musikoplevelser i høj kvalitet.
Hvad der er den rette “soulmate” for dig, kan du forhåbentlig komme nærmere efter at have læst vores indtryk og kommentarer.
Sammenligningsskema
Jeg har lavet et sammenligningsskema over de vigtigste features:
HENT SOM som en PDF fil her: sammenligning skema PDF
Eller se på Google Docs
Lad os starte med at adressere nogle af de mest brændende spørgsmål:
Hvem vandt egentlig?
Det kommer nemlig helt an på hvad du sætter mest pris på, og har brug for i dit anlæg. Vi har lavet en top 3 hver især, over de forstærkere vi personligt BEDST kunne lide, samt den forstærker vi kunne lide MINDST. Det var vildt svært, fordi de alle har prisværdige kvaliteter.
Den eneste forstærker der faktisk går igen hele vejen er sjovt nok forstærkeren der inspirerede til testen, nemlig den relativt oversete Technics SU-G700 til vejledende kr. 18.999.- der beskrives i del 4, og også har været på bænken her.
Karsten viser sig til klart at være til de digitale forstærkere lydprofil mæssigt, hvor Jack også har Rega Aethos med i hans top 3. Jeg ender med en fra hver kategori, så der er ikke nogen direkte sammenhæng.
Det er også værd at bemærke, at vi alle tre enten ejer eller HAR ejet en Lyngdorf TDAI-2170.
Jeg sætter selv stor pris på denne forstærkers præcision og muligheder, men jeg ville personligt nok ende med Technics SU-G700, der matcher MIN klang mæssige preference bedre. Sjovt nok, kunne jeg af uforklarlige årsager også virkelig godt lide den lille Naim XS3 måde at spille på, og de to kan rent filosofisk næsten ikke være mere forskellige 😄. Partyboy`en Denon PMA-2500NE gav mig så meget smil på læben med vinylskiverne, at den også endte i min top 3.
Testholdets individuelle Top 3 og bund
Karsten TOP 3 | Jack TOP 3 | Morten TOP 3 |
Lyngdorf TDAI-2170 | Lyngdorf TDAI-2170 | Denon PMA-2500NE |
Arcam SA30 | Rega Aethos | Naim XS-3 |
Technics SU-G700 | Technics SU-G700 | Technics SU-G700 |
Karsten Bund: | Jack Bund: | Morten Bund: |
Parasound HINT 6 | Naim XS-3 | Parasound HINT 6 |
Hvad betyder egentlig mest for lyden?
Nu har vi vurderet 10 forskellige forstærkere rent lydmæssigt på de samme reference højttalere. Forskellene i lytteindtryk er subtile i denne klasse i forhold til forskellen på f.eks to forskellige højttalere, hvilket i den grad blev bekræftet af de forskellige lytteindtryk på hhv. Technics R1 og JBL L100 højttalerne. Det var som nat og dag.
Vanskeligt rum, kompliceret højttalersetup eller placering?
De forstærkere der har rumkorrektion kan dog gøre en meget stor forskel hvis rum eller placering ikke er optimal! Det er værd at prøve for alle der måtte have et vanskeligt rum, eller kompliceret højttaler setup.
Højttalerne gør den største forskel
Højttalerne er klart det, der subjektivt gør den største forskel i den oplevede lyd. Der er en masse forskellige principper, størrelser, udformninger m.v, der alle har fordele og ulemper. Hvordan en højttaler måler, siger sjældent noget om hvordan lyden opleves i det pågældende rum hvor du lytter til den, da rummet, placeringen og din lytteposition alt sammen har kæmpe indvirkning på den lyd der rammer dine ører. Akustikken i rummet betyder virkelig meget, hvis ikke alt, afhængig af din placering.
“Højttalerne gør subjektivt den største forskel i den oplevede lyd”
Hvilke højttalere og højttaler type/løsning du ender med, bør bestemmes af hvor højt du vil kunne spille, hvordan højttalerne kan placeres mest optimalt i forhold til den HIFI illusion du drømmer om, – samt mange andre faktorer der er unikke for dig og mulighederne i dit rum.
Herefter er det kvaliteten af din musik kilde, forstærkningen og i langt mindre grad ting som strøm, kabler og “hifi-voodoo” der bestemmer hvordan det lyder i sidste ende.
Prøv det der frister!
Den komplicerede og tidskrævende lyttetest vi har lavet, afdækker selvfølgelig forskellige personligheder i forstærkerne, – men de er subjektive og kan kun tjene som en guide for dig lidt som parring af mad og vin. I sidste ende, hvis du er i markedet efter en integreret forstærker, vil jeg anbefale at du prøver den, lever med den en uges tid med de højttalere og kilder du vil bruge den med. Spil en masse musik! Bliver du træt af at høre på den? Begejstrer den?
Vær opmærksom på vigtige features for dig
Vær også opmærksom på features der er vigtige for dig, og kan skabe ekstra værdi i længden, så du får maximal musikglæde ud af den nye forstærker. Her kan du igen bruge sammenlignings skemaet som guide.
Tak til alle forhandlere, distributører og producenter der har stillet deres produkter til rådighed for testen!
Hent hele stor-testen samlet i PDF format
Denne artikel er en del af serien: HIFI Stortest
- STORTEST: 10 Integrerede HIFI-forstærkere – DEL 4 – Digitale Troldmænd
- STORTEST: 10 Integrerede HIFI-forstærkere – DEL 3 – “Brobyggerne”
- STORTEST: 10 Integrerede HIFI-forstærkere – DEL 2 – De 100% analoge
- STORTEST: 10 Integrerede HIFI-forstærkere – DEL 1
- STORTEST: 10 integrerede forstærkere – DEL 5 – opsummering (Denne artikel)
- STORTEST: På eventyr i naturlig lyd – Yamaha 5000 serie HIFI
- DOBBELT HIFI TEST: Audio Research I/50 vs. Manley Stingray ll.