Samsung Display har ikke kunnet få Samsung Electronics med på Quantum Dot OLED-displays, men har fundet aftagere blandt kinesiske tv-producenter.
Der lader ikke til at være enighed i Samsung-konglomeratet, om hvorvidt det er en god idé at hoppe på bølgen for OLED TV, men Samsung Display fortsætter alligevel planerne om en masseproduktion af high end OLED-displays. Det skriver erhvervsavisen BusinessKorea.
Samsung Electronics, dem der laver Samsungs konsum-produkter, kører en TV-strategi med to spor for deres premium segment: 8K QLED TV og MicroLED TV.
I den strategi lader der ikke til at være plads til OLED, heller ikke selvom den type OLED-displays som Samsung Display ønsker at lave også er premium. De arbejder på QD-OLED, hvor QD-teknologi (Quantum Dot) og OLED-teknologi smelter sammen.
De OLED-displays som er på markedet nu bygger på en teknologi hvor et OLED-panel lyser hvidt og grundfarverne (rød, grøn, blå plus hvid) dannes af et filter foran kaldet ‘color refiner’. Filteret har dog den bagside at det tager lys, altså dæmper lysintensiteten på skærmen.
Ved Quantum Dot dannes farverne af et aktivt lag, med pixels der lyser op i forskellig farve, ud fra den størrelse de har. I QD-OLED sættes et blåt OLED-panel til at belyse QD-laget bagfra, og så er det de enkelte pixels i QD-laget der lyser op. Quantum Dot på OLED giver bedre farver og mulighed for mere lys på displayet, til fordel for 4K UHD og HDR (High Dynamic Range).
Så QD-OLED regnes for bedre end de OLED-displays der kendes i dag. Bagsiden er at Quantum Dot-teknologien ikke er billig at producere. Analysefirmaet Omdia vurderede tilbage i marts måned, at et 65″ QD-OLED-display indledningsvis ville blive dobbelt så dyrt som et 65″ OLED-display i dag.
I følge BusinessKoreas kilder i industrien, så har Samsung Electronics (dem der laver Samsung TV) ikke ville binde sig til en aftale om at bruge QD-OLED-displays fra Samsung Display, da de lige nu forfølger de andre strategier.
Om vi alligevel vil se Samsung-produkter med QD-OLED senere må tiden vise, men Samsung Display ønsker at komme videre nu, og venter ikke længere på Samsung Electronics, fortæller avisen.
Samsung Display begyndte opførsel af produktionsfaciliteterne for QD-displays i begyndelsen af juli måned og produktionslinjerne forventes færdige inden udgangen af i år. Herefter indledes i 1. kvartal 2021 med en pilotproduktion med forventet masseproduktion fra 2. kvartal 2021.
Masseproduktionen af de dyrere QD-OLED-displays vil dog kun udgøre en meget lille del af verdens displayproduktion.
Samsung Display regner med at have kapacitet til at kunne producere ca. 30.000 QD-displays per måned, hvor den kapacitet er udregnet efter displays i størrelsen 65″ 4K UHD. Til sammenligning kan LG, med deres nyåbnede kinesiske OLED-fabrik, producere 833.000 OLED-displays per måned, udregnet efter 55″ størrelse i 4K UHD. Så QD-OLED bliver et nicheprodukt til at begynde med.