I 2030 skal både fremstillingen af Apples produkter og måden, de når forbrugerne på, være helt CO2-neutrale.
Det er ingen hemmelighed, at det kan være svært for tech-firmaer at gøre deres produkter mere miljøvenlige. Den forbruger-teknologi, vi bruger dagligt, involverer som regel en masse underleverandører, og det er langt fra let at få dem alle til at indordne sig under en række nye miljøkrav.
Det gælder især, når underleverandørerne kommer fra nationer, der ikke nødvendigvis er lige så restriktive med miljøkravene som mange vestlige lande er. Samtidig betyder højere miljøkrav som regel, at underleverandørernes kostpris stiger, og den billige fremstilling er jo ellers netop den vigtigste grund til at sende produktionen udenlands.
Alt dette til trods har Apple besluttet sig for at sætte et ambitiøst mål: I 2030 skal alle deres produkter være CO2-neutrale. Med andre ord, hvis du om ti år køber et produkt fra Apple, kan du regne med, at det ikke har tilføjet noget til det samlede CO2-udslip, når du får det i hånden.
Det gælder ikke bare for fremstillingsprocessen. Det gælder også logistikken. Apple vil sørge for at hele kæden fra fabrik til forbruger er CO2-neutral, akkurat som fremstillingen af produkterne skal være det, og de materialer, som bliver brugt i produkterne.
Vil overtale partnerne
Med hensyn til sidstnævnte, vil der i højere grad blive anvendt genbrugsmaterialer, og Apple vil gøre endnu mere for at få sine kunder til at sende gamle produkter tilbage til firmaet, så disse kan komme en tur gennem genbrugsmaskinen.
Dertil kommer, at Apple vil begynde en overbevisnings-kampagne, hvor de vil forsøge at overtale sine produktions- og logistikpartnere til at gå over til udelukkende at få energi fra vedvarende kilder. Det sidste er noget, Apple selv har arbejdet på længe.
Tilbage i april måned opnåede Apple således et mål, de satte for flere år siden, nemlig at gøre sit hovedkvarter i Cupertino og andre kontorer på verdensplan 100% CO2-neutrale. Med andre ord er der ingen Apple-kontorer, der lige nu belaster miljøet – i hvert fald ikke, når det gælder CO2-udslip. Det samme gælder Apples datacentre, der har fået strøm fra vedvarende kilder siden 2014.
Apple forventer dog ikke, at deres samlede proces helt kan undgå at slippe CO2 ud i verden. Målet er at nedbringe det nuværende udslip med 75% gennem de ovenstående initiativer. De sidste 25% kan næppe undgås, men det vil Apple så kompensere for ved at investere i løsninger, der eliminerer CO2, der allerede er sluppet ud i miljøet, for eksempel gennem plantning af nye skove.
Apple går helt klart foran på dette område, og man kan håbe, at klimavenlighed kan blive så meget af en konkurrenceparameter, at andre virksomheder også følger trop. Omvendt er der folk hos Apple, der forventer, at firmaet om ti år laver AR-briller i stedet for smartphones, og med Apples refokusering på online-tjenester som indtægtskilde, kan deres ambitiøse mål måske blive lidt nemmere at nå.