Det ser sortere og sortere ud for de store Hollywood-studier, når det gælder chancerne for at deres største 2020-satsninger undgår at blive store Corona-flop.
Før Corona-krisen var det stort set umuligt at gå i biografen uden at støde på to af 2020-sommerens største premierer: ’Mulan’ og ’Tenet’. Begge film er store satsninger fra to af Hollywoods allerstørste studier, henholdsvis Disney og Warner Bros. Og begge er de blevet ramt af Coronavirus.
Disney virker som om, de har masser af penge, men selv de vil kunne mærke det, hvis ’Mulan’ bliver et flop. Og lige nu er der nok en del på gangene i hovedkvarteret i Burbank, der er nervøse. Ifølge Gong Li, der er en af filmens skuespillere, er produktionsbudgettet nemlig på omkring 300 millioner dollar.
Det betyder, at filmen formentlig skal hive allermindst 600 millioner dollar ind ved billetlugen for at tjene sig hjem, når al global marketing m.v. tælles med. Under normale omstændigheder ville det næppe have været et problem. Men ’Mulan’ har været ramt af problemer fra begyndelsen.
Filmen var oprindelig sat til at få premiere sidst i 2018, men blev af bl.a. produktionsmæssige årsager skubbet til marts 2020. Dette tidspunkt blev sandsynligvis valgt for at komme ud over julen 2019, som Disney havde dedikeret til premieren på ’Star Wars Episode 9: The Rise of Skywalker’. Men i marts kom Corona-krisen så væltende.
Warners største satsning i år
Premieren på ’Mulan’ blev flyttet til 24. juli. Men det lader ikke til at biografpublikummerne verden over – og især i USA – er klar til at gå i biografen på et niveau, der kan hive 600 millioner dollar hjem. Og derfor har Disney her i weekenden valgt at flytte ’Mulan’ igen – nu til 21. august. Den får premiere i Danmark dagen før.
Det ser lige så dystert ud for ’Tenet’, der er Christopher Nolans seneste film, og hans tilbagevenden til den fantasifulde og spekulative verden, efter hyperrealismen i 2. verdenskrigsfilmen ’Dunkirk’. ’Tenet’ er nemlig Warner Bros. største satsning i år, med et budget på over 200 millioner dollar.
De to andre er ’Wonder Woman 1984’ og ’Dune’. Den første har været igennem en storm af premieredato-flytninger. Den skulle oprindelig have haft premiere i december sidste år, så blev den rykket til måneden før, inden den – angiveligt på grund af produktionsforsinkelser – blev flyttet til juni 2020. Men så blev den ramt af Corona, og blev skubbet til først august og siden oktober i år.
Vi kender ikke budgettet på del 1 af Denis Villeneuve’s to ’Dune’-film, og den er foreløbig sat til at få premiere til jul. Med andre ord er det ikke til at vide, hvor meget Warner Bros. står til at tabe på den. Men ’Tenet’ er den dyreste film, der kommer inden da, og skal helst blive en succes, hvis Warner Bros.’ regnskaber ikke skal tage alvorligt skade. Men det er ikke det eneste, der gør ’Tenet’ til en vigtig premiere.
Kan få andre konsekvenser
I en tid, hvor ekkoet fra ’Black Lives Matter’-demonstrationerne stadig lyder i såvel København som i Kansas, har det ret stor betydning, at hovedrollen i ’Tenet’ spilles af en sort mand. Det er nemlig en af de dyreste film nogensinde, der har haft en afrikansk-amerikaner i hovedrollen. Kun ’Black Panther’ fra 2018 havde et tilsvarende budget med en sort mand øverst på plakaten.
Hvis den flopper, også selv om det ikke er hovedrolleindehaverens skyld, kan det gøre det sværere for andre sorte skuespillere at få hovedroller i store Hollywood-film fremover. Hovedrollen spilles i øvrigt af John David Washington, der er Denzel Washingtons søn og som brød igennem, da han spillede titelrollen i Spike Lee’s Oscar-vindende ’BlacKkKlansman’ i 2018.
Nogle af ’Tenet’s scener er i øvrigt optaget på Lolland, nærmere betegnet i Rødbyhavn og i havvindmølleparken ved Nysted. Tenet skulle have været årets store sommerbrag med en verdenspremiere 17. juli, men blev så flyttet til 31. juli og i torsdags blev det så offentliggjort, at den er blevet flyttet endnu et par uger til 12. august, hvilket også er den danske premieredato. Vi må se, om det holder.