Forside * Featured

Politiet slår til mod pirat-streaming: Anholdelser i Danmark

-
Foto: Shutterstock.com

Bagmandspolitiet (SØIK) anholder tre herhjemme i international aktion mod ulovlig pirat-streaming og -tv.

Den 3. juni i år var der en koordineret international aktion mod tv-pirateri. En ring af pirat-streaming og pirat-tv med tråde til Danmark.

Myndigheder i USA, Canada og Europa var involdveret i aktionen, der fandt sted i 16 forskellige lande, heriblandt Danmark.

Annonce:

Piratringen stod bag udbud af ulovlig streaming af streaming- og tv-signaler til mere end to mio. kunder på tre kontinenter.

Herhjemme blev der ransaget tre adresser og det førte til 3 anholdelser. I alt blev der anholdt 11 verden over under selve aktionen.

“Der er tale om et yderst professionelt, internationale netværk, der har tjent over 100 mio. kroner ved at tilbyde ulovlig og meget billig adgang til tv-kanaler, film samt populære streamingtjenester som Netflix, HBO og Amazon. Tv-pirateri er ødelæggende ikke bare for tv- og filmproducenter”, fortæller vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein fra SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) i en udmelding og fortsætter:

“Det rammer alle dem, som arbejder med at lave film og tv – f.eks. skuespillere, musikere, frisører og makeupartister – fordi indtjeningen falder voldsomt, når rettighedshaverne ikke får betaling for deres ydelser. Samtidig er ulovlig streaming også grobund for et stort, sort marked, hvor der ikke betales moms og afgifter af indtjeningen, hvilket rammer samfundsøkonomien og os alle”.

 

89 kr/måned for +5000 tv-kanaler

I Danmark blev der ransaget hos en 43-årig mand i Hvidovre, en 46-årig mand i Vejle og hos en 40-årig mand fra Billund. De blev alle sigtet for ulovligt salg af film og IPTV-abonnementer.

Et ulovligt tv-abonnement med adgang til bl.a. 90 danske og 5100 internationale tv-kanaler kostede 89 kr. om måneden eller 669 kroner for et helt år, hvilket er langt under markedsprisen for en lovlig adgang, forklarer SØIK.

Under ransagningerne i Vejle og i Billund blev der bl.a. beslaglagt pc- og serverudstyr. Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center deltog i ransagningerne og vil nu forestå nærmere undersøgelse af effekterne for at fastlægge de danske sigtedes rolle i sagen.  De tre anholdte danskere blev løsladt efter afhøring.

 

Biler, ejendomme og luksusure beslaglagt

Den danske sag udspringer af en sag, hvor spansk politi har optrevlet et netværk, der ulovligt har tilbudt mere en 40.000 tv-kanaler, film, dokumentarfilm og andet ulovligt indhold på internationale servere. Indholdet blev solgt til en langt lavere pris end hos eksempelvis streamingtjenesterne og tv-udbydere.

Ved den internationale aktion blev der samlet beslaglagt værdier for omkring 36 mio. kroner – heriblandt ejendomme, biler, kontanter, luksusure, kryptovaluta og elektronisk udstyr. Myndigheder i de forskellige lande har i alt lukket 50 IP-adresser og mere end otte mio. kroner på forskellige bankkonti er blevet indefrosset.

De øvrige anholdelser blev foretaget i Tyskland, Sverige og Spanien.

Myndigheder fra Belgien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Italien, Tyskland, Luxemborg, Nederlandene, Polen, Rumænien, Sverige, Schweiz, Spanien, England og USA deltog i aktionen, som blev støttet af Europol og Eurojust.

I Danmark blev sagen anmeldt til SØIK af Rettighedsalliancen og Nordic Content Protection.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.