Play-Fi er DTS’ ‘Sonos-konkurrent’. Nu kommer det til Philips TV og lydprodukter.
Philips har valgt DTS Play-Fi som nyt multirum musiksystem til deres audio/video-produkter.
Play-Fi er DTS’ ‘Sonos-konkurrent’, et multibruger musiksystem til hjemmets forskellige rum, og tv-lyd med surround.
DTS Play-Fi er en app-baseret platform, som gør det muligt at koble produkter sammen på tværs af mærker, så du får et trådløst system i hjemmet til at spille musik og radio.
Der understøttes op til 32 enheder i et Play-Fi system, hvoraf de 16 kan spille samme nummer, fra streaming musik eller radio. Der kan være 8 forskellige brugere på et DTS Play-Fi samtidig.
Produkter fra Philips med DTS Play-Fi kan spille sammen med andre fabrikanters produkter der understøtter samme.
OLED TV først med DTS Play-Fi
DTS Play-Fi hos Philips introduceres sammen med det nye OLED805 TV i juli måned.
Derefter rulles det ud til en række Philips TV- og audio-produkter. De produkter og produktopdateringer vil ske løbende året ud.
Philips Android TV fra 2019 vil her i 2. halvår modtage en firmwareopdatering der åbner for DTS Play-Fi.
DTS Play-Fi understøtter også trådløs surround og hi-res audio. Så det bliver muligt at lave et trådløst surround-setup til de Philips TV der understøtter Play-Fi.
Der understøttes stemmestyring, via Alexa og Siri (via Apple-produkter).