Tv-distributøren Boxer får ny direktør. Den afgående direktør skal lede et vigtigt projekt hos ejeren Norlys.
Boxer TV, der – sammen med Stofa – er en del af Norlys-koncernen, skifter ud i toppen. Det skriver Norlys i en udmelding.
Efter 5 år på posten som adm.direktør der overlader Ulf Lund nu stafetten til Erik Andersen, der kommer fra en stilling som kommerciel direktør i Boxer. Ulf og Erik har kørt parløb de senere år, og nu tager Erik over.
Norlys så dagens lys i sommeren 2019, som en fusion mellem de store jyske energiselskaber Eniig og SE. Sidstnævnte bragte Stofa og Boxer TV med ind under det nye selskab.
Det er netop for moderselskabet at Ulf Lund nu skal slå sine folder. Han skal stå i spidsen for et indtil videre hemmeligt projekt, noget der skal være med til at definere Norlys fremtid.
“Jeg har håndplukket Ulf Lund til at stå i spidsen for et projekt, som kan blive definerende for Norlys i fremtiden. Vi kan ikke fortælle så meget om projektet endnu, men vi forventer at kunne løfte sløret for det inden sommerferien”, fortæller Niels Duedahl, adm. direktør i Norlys, og fortsætter:
“Ulf har gjort det fremragende hos Boxer, men heldigvis står Erik Andersen med sin meget stærke profil klar som den oplagte afløser”.
Hos Ulf Lund er der glæde over nyt job. Han fortæller:
“Erik Andersen er en gudsbenådet håndværker, og jeg er meget glad for at give Boxer-stafetten videre til ham. Det bliver selvfølgelig vemodigt at sige farvel til Boxer, men jeg synes, at timingen er god, og jeg glæder mig vildt meget til min nye opgave”.
Direktørskiftet i Boxer sker i dag.