Hvis du er fan af Samsungs primære skærmteknologi, kan du nu også få den ombord i din computer.
Samsung holder stædigt fast i deres QLED-teknologi, selv om de både selv er på vej i andre retninger i forhold til fremtidige teknologier i deres tv-skærme, og selv om OLED er dominerende hos langt de fleste andre producenter.
En af de måder, den sydkoreanske elektronikgigant nu forsøger at udvide QLEDs indflydelse på, er ved at stoppe skærmteknologien ind i laptops. OLED-skærme har været tilgængelige på laptops i nogle år nu, og Samsung har oven i købet selv haft OLED-skærme i en af deres Chromebooks.
Men den nye Galaxy Book Flex-serie gør nu kunsten efter med Samsungs egen skærmteknologi, der som altid medbringer løfter om bedre farvereproduktion og dybere sort. Generelt markedsfører Samsung p.t. ikke deres laptops i Danmark, men Book Flex-serien ligner en satsning af en lidt større kaliber, så måske gør Samsung en undtagelse denne gang.
Ellers kan der måske være god grund til at hente én hjem fra udlandet, hvis du kan leve med det fremmede tastatur. OLED-skærmen er nemlig ikke det eneste nyskabende på Book Flex-serien. Men det vender vi lige tilbage til.
600 nits på skærmen
Flex-serien blev først vist frem ved Samsungs udviklerkonference, SDC sidste år, og kom også på gæstevisit under CES i januar. Men det er først nu, at maskinerne rent faktisk kan købes – som nævnt uden for Danmark i første omgang.
Book Flex fås med 13-tommer og 15-tommer skærme, og i den internationale prissætning er der kun cirka 450 kroners forskel på de to. 13-tommerens startpris i f.eks. Storbritannien ligger på cirka 9.600 kroner. Den kommer med den nyeste 10. generations Core i7-processorer fra Intel og i Europa vil den kunne fås med 16GB RAM og 1TB SSD.
Skærmen er dog kun i 1080p og ikke 4K, sådan som mange laptopskærme ellers er idag. Til gengæld er der knald på lyssætningen. Hvor normale laptopskærme kun klarer op til omkring 500 nits, er der lige 100 ekstra nits på QLED-skærmen, og de maksimalt 600 nits er ifølge Samsung nok til at bruge laptoppen komfortabelt udendørs. Den kan også fås med en separat NVIDIA-GPU.
Touchpad’en er en ladeplade
Som nævnt er QLED-skærmen ikke den eneste nyhed. Samsung har også indbygget en ladeplade i touchpad’en. Du kan simpelthen lægge din Qi-kompatible, trådløst opladelige gadget på touchpad’en og se batteriet komme til live igen.
Det begrænser naturligvis begrænser brugen af laptoppen, mens det sker, men på den anden side kan det spare plads på skrivebordet, eller være en måde at give smartphones og trådløse øretelefoner et skud energi på i en nødsituation.
Der følger en S Pen med Book Flex, der ligesom på Note-smartphones kan gemmes væk inde i kroppen på computeren. Det har dog ikke gjort ret meget ved Book Flex’ design, der er både tynd og let. Den vejer 1.15 kg og er kun 13 mm tyk. I det hele taget er der, som man kan se på billederne ovenfor, kælet for designet i højere grad end vi er vant til fra Samsung-laptops.