Forside * Featured

Er Realme det næste store smartphone-brand fra Kina?

-

Et ungt, kinesisk smartphone-brand satser nu på Europa med en smartphone, der leverer periskop-zoom og 120Hz refresh rate for under 4.000 kroner.

Har du hørt om Realme? Måske ikke. Men du har hørt om de andre produkter, som firmaet bag mærket laver. Realme er nemlig et søsterselskab til OnePlus, OPPO og Vivo, tre kinesiske smartphone-brands, der har været først med en række innovationer, som f.eks. selfiekameraer, der popper op, når de skal bruges. Især OnePlus kræver næppe nogen introduktion for faste Rec.dk-læsere.

Annonce:

Alle fire selskaber er ejet af kinesiske BBK Electronics, der samlet set er den næststørste producent af smartphones i verden efter Samsung. Hverken Huawei eller Apple kan være med, hvis man ikke fokuserer specifikt på selve smartphone-brandet, men i stedet ser på, hvor mange smartphones, BBK Electronics sælger på tværs af sine fire, store mærker.

Hvor OPPO og Vivo er sjældne gæster på danske breddegrader er det lykkedes at etablere OnePlus-brandet i Danmark, og især i resten af Europa. Og nu kan endnu en BBK Electronics forsøge at gøre det samme med deres nyeste smartphone-brand, Realme.

Realme er kun to år gammel og udspringer oprindeligt af OPPO. På rekordtid er det lykkedes for Realme at bryde igennem på de sydøstasiatiske markeder, og især i Indien. Men nu vil Realme prøve lykken i Europa og lancerer deres nyeste topmodel, Realme X3 Superzoom i Europa først.

 

Top-features til bundpris

Realme X3 Superzoom er næsten er oppe i topklassen, men til en mellemklasse-pris. Den er f.eks. den første smartphone i sin prisklasse, der har periskop-zoom og kan levere 5x optisk zoom med optisk billedstabilisering, og sammen med den digitale zoom leverer kameraet helt op til 60x zoom med et 8 megapixels telefoto-kamera.

Dette sidder i et modul med tre andre kameraer, et hovedkamera på 64 MP, et ultravidvinkel-kamera på 8 MP og et makrolinse-kamera på 2 MP. Der sidder et dobbelt selfie-kamera på i alt 32 megapixel i et ovalt hul i displayet.

 

 

Den fås med op til 12MB RAM og 256MB lagerplads. Realme X3 Superzoom er dog ikke en 5G-telefon, og det betyder, at den er drevet af Qualcomms Snapdragon 855+-chipset og ikke 865-chipsettet, der har 5G ombord.

Et andet sted, hvor Realme-telefonen er lidt skrabet, er på skærmsiden. Der er tale om et LCD-panel og ikke OLED, hvilket forklarer, hvorfor der er lidt mere kant i bunden af telefonen, end vi normalt ser i disse dage. Skærmstørrelsen er 6,6 tommer og opløsningen er FHD+, 2400×1080 pixels.

 

Ingen trådløs opladning

Skærmen har dog én feature, som også er unik for prisklassen. Ligesom søstertelefonen OnePlus 8 Pro kan skærmen køre med 120Hz refresh rate, hvilket formentlig også får en LCD-baseret skærm til at se bedre ud i daglig brug. Det kræver dog mere strøm, og Realme har derfor sat et batteri på 4.200 mAh i telefonen, der dog ikke kan lades op trådløst. Den klarer 30W opladning via USB-C.

Det er dog naturligvis prisen, der er det største salgsargument for Realme X3 Superzoom. Den kan forudbestilles nu til en pris på 499 Euro, eller cirka 3.700 kroner, med levering først i juni. I følge The Verge bliver den lanceret i Storbritannien og Spanien først.

Man må dog formode, at de lande, hvor Realmes endnu billigere smartphones allerede er på markedet følger derefter, hvilket omfatter Belgien, Frankrig, Luxembourg, Portugal, Holland og Tyskland. Om Danmark kommer med på listen, eventuelt gennem parallelimport, vil tiden vise.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.