Forside * Nyheder

BBC overvejer nu at sende onlinekanal tilbage til flow-tv

-

BBC Three, det engelske modstykke til DR3, kan være på vej tilbage til flow-tv efter 4 år på ‘streaming-only’.

Tilbage i 2016 der valgte BBC af sparehensyn at droppe ungdomskanalen Three som liniær kanal, og rykke den fra flow-tv til ren streaming.

Annonce:

Et af argumenterne dengang var at de unge alligevel ikke så så meget flow-tv længere, til gengæld streamede de meget. På det tidspunkt nåede BBC Three ud til 22% af seerne i aldersgruppen 16-34 år.

Efter tre år med kanalen som ren streaming, der var den tilslutning faldet til at kanalen nu kun nåede 8% af seerne i samme aldersgruppe.

Men samtidig er kanalen blevet lidt af en hitmaskine, der producerer det ene tv-hit efter det andet, til streaming på tjenesten BBC iPlayer og visning på flow-tv på andre af BBCs kanaler, som f.eks. efter de sene nyheder på BBC One.

Det har fået BBC til at overveje om det ikke er tiden til at bringe BBC Three tilbage som en liniær kanal / flow-tv.

“Vi ønsker at styrke vores forpligtelse til bedre at tjene unge målgrupper, der i øjeblikket får mindre værdi hos BBC. BBC Three har været en hitmaskine”, fortæller BBC i deres årlige rapport der udkom i denne uge, og de fortsætter:

“Vi vil overveje fordelen ved at gendanne den som en lineær kanal. Mens de unge fortsat overvejende vil se BBC Three-indhold online, så tror vi, at med den dybde af indhold vi har nu, er der flere seere, som vi vil kunne nå gennem en lineær kanal”.

Herhjemme valgte DR at rykke kanalen for de unge, DR3, over på ren streaming fra 1. januar i år. Argumenterne herfor var de samme som hos BBC. Der skulle spares på budgetterne og de unge er alligevel mere på streaming end på liniær tv / flow-tv.

Kritikere af BBCs overvejelser påpeger at det vil koste penge at sende BBC Three tilbage på flow-tv, og de penge skal så tages fra en anden del af BBCs budgetter. Mens andre gerne ser det populære indhold fra BBC Three nå ud til endnu flere.

“Det ville være forkert at ikke støtte en tjeneste, der klarer sig bedre end nogen nogensinde kunne have forudset”, lyder det fra en talsmand for BBC til BBC NEWS.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.