Forside * Featured

TEST: NAD M10 – Streaming HIFI-forstærker til den moderne indretning

-

Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, hvor han b.la har arbejdet som DJ, musik producer, studieteknikker, tv & film audio designer og mixer, teknisk chef, dolby broadcast konsulent, underviser, pro audio/video konsulent, system designer, Pro AV konsulent, salg/marketing dude  m.m.  Yderligere er han stifter og medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche. 

På recordere.dk anmelder han især premium HiFi og surround. Hans grundfilosofi er,  at hvis det lyder rigtigt, så ER det rigtigt.

Annonce:

Mortens lyd-eventyr kan følges på instagram profilen stjernholmreviews

“My first premium” streaming HIFI

For musikelskeren, der ikke har plads eller lyst til at have et “rigtigt” komponent HIFI anlæg stående, er der ikke så mange muligheder hvis man samtidig ønsker noget der kan levere på et højt niveau rent lydmæssigt.

NAD har skabt et lille, men raffineret streaming-anlæg i prisklassen omkring 20.000 kr. Ud over at have fået deres “Master Series” prædikat, der kun benyttes på deres topklasse produkter, så byder den også på en på papiret muskuløs forstærker med 100 watt, og et touch-display baseret design. Således er der ikke en eneste traditionel knap at finde på det lille anlæg, der kun måler 21,5 x 10 x 26 cm. Det betjenes enten via det store touch-display, eller BluOS-app der forbinder M10 med stort set alle former for streamingtjenester via din smartphone, tablet eller computer.

M10 er udstyret med Dirac rumkorrektion i en “light” version der kun kan korrigere basområdet (der også er det mest problematiske). Brugere kan tilkøbe en fuld Dirac licens hvis man ønsker det. Vi tester med den fulde version, der kostede ca. 600 kroner.

Design

Det store display ER designet, så grafikken har naturligvis stor betydning for hvordan anlægget tager sig ud. Det er muligt at bestemme mellem flere muligheder, for hvad man vil se når musikken spiller. Det kan være f.eks cover og titel, men det kan også være et klassisk VU meter eller et digitalt peak-meter. Jeg foretrak personligt hurtigt at se cover-art og synes at grafikken generelt er god og rimelig klar at navigere rundt i. Den lille æske med det store display ankommer i en meget lækker indpakning, og er i sandhed et livsstils-system, der kan finde plads stort set alle steder. Anlægget kan godt blive varmt under drift, så man skal undgå at stille en masse ting ovenpå det, og det må også gerne have lidt luft omkring sig

Setup

Opsætning af NAD M10 er primært valg og navngivning af inputs, opsætning på netværk og konfiguration / Dirac udmåling af højttalersystem.

Vi tester med 2 meget forskellige højttaler systemer

I testen udfordrer jeg NAD M10 med to forskellige højttalersystemer:

1. Lyngdorf MH2/BW2 højttaler system der består af 2 sattelit højttalere og 2 aktive 10” “boundary” subwoofere, en kombination der kommer til at bruge de indbyggede subwoofer-outputs og stiller krav til konfiguration af delefrekvenser og dirac rumkorrektionens evne til at få det hele til at spille sammen. Samlet pris kr. 24.900.-

2. B&W 705 S2 kompakt / stander højttalere, der er en relativt tungt drevet 2 vejs kompakt højttaler, kendt for sin lækre klang og hurtige dynamik. Pris inkl. standere kr. 19.699.-

Det hele stilles op i et mindre rum, hvor især de relativt kompakte højttaler systemer kan komme til sin ret.

Testens højttaleropstilling. De to BW2 subwoofers er gemt bag sofaen.

Tilslutninger til næsten det hele

M10 er udstyret med både analoge og digitale indgange inkl. HDMI input, så man kan få TV-lyd over anlægget. Der er også et dedikeret PRE-OUT, der kan bruges til at tilslutte aktive højttalere eller en endnu kraftigere / bedre effekt forstærker. Ærgerligt nok, mangler der en RIAA/pladespiller-indgang, så hvis man ønsker at bruge en pladespiller, skal denne altså have enten en indbygget RIAA eller en ekstern en af slagsen (sådan en laver NAD også).

Jeg var ikke så gode venner med manualen, men det lykkedes mig at få M10 tilsluttet WIFI og få hentet en større omgang software-updates.

Næsten alt hvad man har brug for. Ærgeligt, at der ikke er en rigtig hovedtelefon udgang eller indbygget RIAA til pladespiller. M10 kan dog bruges med trådløse hovedtelefoner!

Det første setup jeg sætter NAD M10 op med er højttalersystemet fra Lyngdorf, der er en oplagt partner hvis vi antager at den potentielle M10-kunde går op i ydelse der ikke må fylde noget. Her bruger jeg muligheden for at tilvælge 2 subwoofere i setup-menuen, og sætter delefrekvensen så højt som muligt til 200 hz, hvilket er den delefrekvens som Lyngdorf også bruger til højttalerne. Desværre er det ikke muligt at vælge hvor skarpt crossover-filteret skal være, og det er heller ikke dokumenteret i manualen. Subwoofer-outputs opererer heller ikke i stereo, hvilket desværre har stor betydning hvis man kører med en høj delefrekvens som her. Funktionaliteten kan jeg således konstatere er rimelig basal.

Setup af subwoofere og delefrekvens er meget basal, og giver ikke de store mulighed for tilpasning, fase justering, filterstejlhed m.v.

“Subwoofer outputs opererer heller ikke i stereo”

Dirac mikrofon igen, igen…

Det næste er at udføre rumkalibrering med Dirac. Softwaren er installeret på husets iMac, og den medfølgende, totalt usle målemikrofon med diverse omformere skriger til himlen… Det er den samme Dirac-mikrofon der følger med den M17 surround processor vi tidligere har testet, og her fandt den direkte pinlig. Mikrofoner til rumkorrektion i denne kvalitet er ren dumpekarakter hos din anmelder. Jeg vil naturligvis gerne sikre mig at M10 får de bedste betingelser til lyttetesten, og jeg kører derfor Dirac-udmålingen med en FULD Dirac licens og bruger en professionel målemikrofon og audio interface tilsluttet direkte til computeren (den samme der medfølger til til den 5.000 kr. billigere konkurrent, Lyngdorf TDAI-1120 (tidligere testet her).

“Det er den samme Dirac-mikrofon der følger med den M17 surround processor vi tidligere har testet, og her fandt den direkte pinlig.”

Resultatet af udmålingen sendes som et Dirac-filter til M10. Processen gentager jeg med B&W 705 S2-højttalerne, og vi er nu klar til at kunne lytte til begge systemer med filtrene klar i M10.

Daglig betjening

Al betjening foregår via det store touch-display, eller via den ret omfattende BluOS-app, som det tog mig lidt tid at vænne sig til og finde rundt i.

Det gode ved BluOS er at det er ret veludviklet, med understøttelse af stort set alle streaming platforme. Det skulle også være muligt at tilslutte til netværks-drev, men det opgav jeg, da BluOS ikke supporterer auto-opdagelse af DNLA / UPnP, der ellers er rimelig standard. Heldigvis er der via BluOS support for højkvalitets streaming-muligheder som ROON, Tidal m.fl, og app’en fungerer også som eneste remote mulighed for betjening af nogle af funktionerne i M10, som f.eks. skift mellem forskellige Dirac-filtre. Lad det være sagt med det samme, JEG savner en rigtig remote….

“Det gode ved BluOS er at det er ret veludviklet, med understøttelse af stort set alle streaming platforme.”

Udfordrende presets

Den vigtigste feature til den daglige betjening er i mine øjne muligheden for at lave presets til M10, f.eks til direkte valg af favorit-playlister og ikke mindst radiokanaler. Opsætningen er var dog noget snørklet, og de fleste brugere kommer helt sikkert til at glemme hvordan man gør det i BluOS-app’en – af samme grund. Jeg satte min bedre halvdel på opgaven, og det lykkedes hende IKKE at finde ud af det. Når det er sat op, er betjeningen dog helt ligetil via den fine “presets” side direkte på NAD M10. Jeg vil derfor anbefale novice brugere om at få hjælp til at få sat de daglige radiokanaler og favorit-playlisten op, så det er noget man kan komme til direkte via M10 touch-displayet i dagligdagen.

“Når det er sat op, er betjeningen dog helt ligetil via den fine “presets” side direkte på NAD M10”

Volumen knap…

Jeg kommer aldrig til at vænne mig til at skulle skrue op og ned for lyden på et touch-display. “Volumen knappen” er rund, og det var ofte svær at “fange” knappen i første hug. Det føles bare ikke så betryggende, når man går fra Beethovens 5 symfoni til noget hyper komprimeret dubstep, –  der subjektivt lyder 20 db højere og man i panik prøver at få skruet ned…. En funktion der i øvrigt kræver at man først “tapper” på displayet for at komme om bag ved cover-grafikken. Jeg er ret sikker på at det ikke er et problem for den gennemsnitlige millennial, der betjener deres smartphones og touch-displays med indgroet ynde og tempo.

Det er lige med at “fange” volumen “knappen” det rigtige sted, hvilket er svært i en panik 🙂

“Jeg er ret sikker på at det ikke er et problem for den gennemsnitlige millennial”

Lyttetest

Efter godt 3 timers Dirac-kalibrering af to højttaler systemer, preset setup mv. er vi endelig klar til at finde ud af, hvad NAD M10 gemmer af lydmæssige kompetencer, bag det lille elegante ydre.

stjernholmreview hunden svend overser kalibreringen, men smutter straks når kalibreringstonerne larmer. Det er ikke noget for hundeører! 🙂

“Jeg starter med det system der kræver mest for at spille rigtigt”

Jeg starter med det system der kræver mest for at spille rigtigt, nemlig MH2/BW2 kombinationen fra Lyngdorf, der straks serveres Beethovens 5 symfoni i C minor, i den pragtfulde version med Wiener Philharmonikerne og Carlos Kleiber bag “pinden”. Den plade minder mig altid om hvorfor at der findes HIFI-forstærkere og -højttalere på størrelse med små biler, for hvis der er noget denne skønne plade indspillet i 1974/1975 kalder på, så er det grandios skala, perspektiv, og dynamisk formåen. Selvsagt, lyder den tam og inde-buret, og taber hurtigt pusten i de voldelige passager på Op. 67 “Fate”. Jeg eksperimenterer med at slå Dirac korrektionen til og fra, og finder at jeg faktisk foretrækker det slået fra med denne plade, ikke mindst fordi Dirac stjæler gain (mere om dette senere).

Tilbage til virkeligheden:

Nu er det ikke sådan at jeg forventer at et lille højttalersystem og forstærker skal kunne reproducere den mest storslåede indspilning af Beethovens 5 symfoni, som om man var til stede i salen. Men det er en god test, der kalder på alle anlæggets kvaliteter, nådesløst og med det samme. Spændt på at finde ud af, hvad M10 forstærkerens begrænsede opsætningsmuligheder med Dirac og faste crossover-filtre med mono-subs, kan gøre for at få det hele til at spille sammen, når man benytter 2 subwoofere og høj delefrekvens.

Jeg serverer nu systemet en stak mere “bas tunge” tracks, hvor man hurtigt vil høre om det stikker af:

Eddie Murphy: Oh Jah Jah
Michael Parsberg: Mad World (G&G Remix) fra 2.00 inde
Fabian Mazur: King is back
Pete Rock & C.L Smooth: I got a love
Boz Scaggs: Thanks to you
Lorde: Royals
Poul Halberg/Bo Steif Dream Machine: Heart
Michael Jackson: Speed Demon (BEKLAGER, ORIGINAL MASTER IKKE TILGÆNGELIG)
The Reddings: The Awakening pt 1
Dave Grohl: Mantra (fra filmen Sound City, anbefales!)
Two Feet: Quick Musical Doodles

Groove Amada: Suntoucher (er det fedt? Så hør også MFSB: Something for nothing)
Chris Jones: No Sanctuary Here
Burning Spear : Old Marcus Garvey

Igen slår jeg løbende Dirac til og fra undervejs, og konstaterer at lyden virker mere fri, dynamisk og åben uden Dirac, men at bassen til gengæld stikker af og får nogle irriterende peaks uden. Desværre kompenserer NAD M10 ikke for ændringerne i gain struktur når man benytter digital processing, så forskellen i niveau (og teoretisk også i opløsning) skal jeg kompensere for manuelt hver gang. (jeg dækker denne del i konklusionen).

Med M10 spændt for MH2/BW2 kombinationen af højttalere er lydbilledet mere klasket sammen med mindre afstand og luft omkring instrumenterne. Der mangler noget nerve, ro og intensitet i detaljerne som jeg kender fra systemet med Lyngdorf 1120 spændt foran (se tidligere test her). Det er svært at vide, om det skal tilskrives Dirac eller de grundlæggende evner i M10 forstærkeren, Så det kræver en direkte sammenligning af TDAI-1120 vs M10 uden rumkorrektion slået til.

Dirac rumkorrektions software. Der måles her 9 punkter omkring lyttepositionen.

M10 vs TDAI-1120 uden rumkorrektion

Det kræver kun at flytte to RCA kabler til subwooferne og samt højttalerkablerne frem og tilbage for at kunne lave en direkte sammenligning. Efter at have lyttet på lidt forskelligt, står det klart at forskellen i mellem de to forstærkere med denne højttaler kombination er større end hvad der kan tilskrives deres grundlæggende elektronik. Efter lidt kløen i hovedbunden, går det op for mig, at TDAI-1120 benytter særlige tilpasnings filtre til MH2/BW2 uafhængigt af roomperfect. Derfor er det ikke muligt med dette højttalersystem at lave en direkte lydmæssig sammenligning, da Lyngdorfs integration med højttalersystemet er meget dybt. Det kræver derfor, at vi springer over på B&W 705 S2, hvor vi så tester på et standard 2-vejs højttalersystem, kendt for at være lidt tungt at drive.

Lyngdorf TDAI-1120 og NAD M10. Superkompakt HIFI i 2020.

705`erne har jeg lyttet meget på, i forbindelse med et andet review, og de forekommer mig igen lidt uinspirerende med NAD M10 spændt for, med Dirac-profilen slået til. Der hvor de imponerer i rummet er i bas gengivelsen, der virker væsentlig større end jeg tidligere har hørt dem. 705 er en meget behagelig højttaler at lytte på, der især præsenterer vokaler langt fremme. I det mindre rum, på M10 uden Dirac slået til, er der en fornem balance og meget lyttevenlig klang, hjulpet godt på vej af 705`ernes raffinerede, bløde diskant gengivelse. Man mærker nu at M10 har godt med effekt, men 705 højttalerne afslører en knap så livlig og hurtig transient gengivelse. Noget der bliver meget tydeligt på de hurtige højttalere, når jeg f.eks. spiller hardcore dynamiske ting som f.eks O-Zone percussion group`s “Jazz variants”, hvor man lige bliver mindet om hvad naturlig dynamik er! Når der sammenlignes direkte med Lyngdorf TDAI-1120 uden rumkorrektion slået til, er forskellene ikke så store. M10 præsenterer en marginalt varmere bas, hvor 1120 virker til at have en mere detaljeret top.

set oppefra

I begge tilfælde, kan jeg faktisk bedst lide gengivelsen uden rumkorrektion i dette rum.

NAD M10 som for-forstærker

Jeg skal også lige prøve at lytte til pre-outputtet på NAD M10, og det gør jeg ved at tilslutte et par kraftige RCA kabler til et sæt aktive Dali Rubicon 6C gulvhøjttalere. Der er selvfølgelig ikke noget sammenligningsgrundlag, men det virker glimrende uden sus eller støj og NAD M10 kan levere line signal nok til at drive de imponerende gulvhøjttalere til voldsomme niveauer.

Reality check!

NAD M10 koster 20.000. Det er en pæn sum penge, som man køber mere end bare lydkvalitet for. Når jeg sammenligner den direkte uden Dirac med f.eks Lyngdorf 1120, så sammenligner vi på et ens grundlag, men vi sammenligner ikke de to forstærkeres evner med deres respektive rumkorrektions systemer. Når vi gør det, opdager man at NAD M10 indeholder en række “hovsa” løsninger, hvor der i sammenligning må have stået væsentlig flere mænd i hvide kitler med store hornbriller, og regnet DSP-gain struktur og signalbehandling ud i Lyngdorf TDAI-1120; Der ikke har nogen problemer med at levere nok output uanset hvad brugeren udnytter af rumkorrektion, tonekontrol med videre i det digitale domæne.

“man opdager at NAD M10 indeholder en række hovsa-løsninger

I det værste M10-scenarie, så slår brugeren Dirac til, der straks sænker indgangs-niveauet for at kunne tilføje sin processing, og herefter slår brugeren måske de indbyggede faste tone kontroller til (bas og diskant regulering) der yderligere stjæler 6 db gain. Resultatet er, at NAD M10 pludselig ikke kan skrues højt nok op, til f.eks at kunne spille Dire Straits “ The man`s to strong” (ikke den remasterede version!) på et overbevisende niveau, og samtidig heller ikke kan levere hele sin forstærker-effekt. I min bog, er det en ommer, og noget som det lille Lyngdorf mærke har helt styr på i deres 5.000 kroner billigere mini-forstærker.

Det er ikke M10 der er ovenpå når det kommer til DSP gainstruktur! 🙂

“I min bog, er det en ommer!”

Kontrast på lytteoplevelsen

Nu da vi er i 20.000 kroners klassen, og lytter på B&W 705 S2, kan jeg ikke lade være med under mit lyttetest “reality check” at sætte dem op med den 18.999 kroner dyre Technics SU-G700 integrerede forstærker (tidligere anmeldt her).

I direkte sammenligning åbner lydbilledet sig op med en helt ny autoritet og detalje mylder. Der er en helt anden mikro-dynamik til stede, der serverer f.eks O-Zone “jazz-variants” med en dybde, højde og luft der ikke er til stede på de to små forstærkere sammen med de lidt vanskelige B&W 705 S2, der med SU-G700 føles i et helt andet jerngreb, og nærmest en klasse op.

Lyd vs pris i det 20. århundrede

Her er vi ganske enkelt fremme ved det mest essentielle i denne anmeldelse. Handler det udelukkende om HIFI musik evner pr krone, så får man altså mere for pengene med Technics forstærkeren. Hvis man derimod lægger mere vægt på det smarte og kompakte design, velintegreret app-betjening, tilslutning til TV og touchskærm, så betaler man også for netop dette med NAD M10.

Kilder kan slås til/fra og navngives som man ønsker det, så betjeningen er så enkel som mulig.

Konklusion

NAD M10 er et forfriskende koncept for kvalitets-HIFI, der kan placeres stort set alle steder i boligindretningen, og giver en fed tilstedeværelse i rummet med cover-art på displayet.

Hvis jeg betragter NAD M10 ud fra en ren lyd pr. krone betragtning, står det imidlertid ret klart, at man betaler ekstra for det kompakte design og frække display.

Tager vi f.eks en virkelig fremragende audiofil forstærker som den Technics SU-G700 vi testede for nylig, og sætter den sammen med en BluOS streamer som f.eks Blusound Node2, får vi en løsning der koster stort tæt på det samme, men leverer subjektiv lydkvalitet et par klasser over NAD M10 sammen med B&W 705 S2 højttalerne. Det samme gælder i direkte sammenligning med Lyngdorf TDAI-1120 til 15.000 kroner, der har helt styr på alt det digitale troldmands-værk, og kun er marginalt større fysisk.

Det er direkte skuffende for mig, at NAD i et ‘Master Series’-produkt ikke har bedre styr på den digitale gain struktur, der betyder, at der ved brug af Dirac og den primitive tone kontrol opstår mangel på gain med lav mulig volumen og teoretisk dårligere lydkvalitet til følge. I digitale produkter bliver man naturligvis nødt til at reservere headroom til processering, men i NAD M10 bliver der ikke kompenseret, således at man ender med ikke at kunne spille højt nok og faktisk udnytte forstærkerens kraft-ressourcer.

Når det er sagt, kan det undgås ved at lade være med at bruge rumkorrektionen og tone kontrollen der stjæler yderligere 6 db mulig volumen. For brugere der udelukkende spiller hyperkomprimeret musik, er det et mindre problem, og der har vi nok målgruppen til M10, der i mine øjne ikke er forstærkeren til den audiofile musikelsker med hang til jazz, klassisk, opera og andre luftige genrer.

Konkurrenter / Runner-ups

Naim Uniti Atom til ca. 22.000 kr. Har endnu større understøttelse af streaming metoder incl Chromecast, stemmekontrol, fjernbetjening og stor lækker volumenknap. Er dog noget brystsvag power mæssigt i forhold til M10 og det store display er IKKE touch.

Lyngdorf TDAI-1120 til 14.990 kr. Den nye dreng på blokken med både RIAA input, subsonisk filter, Limiter, Roomperfect rumkorrektion, stereo sub support, 8 bånds konfigurerbar tonekontrol, Chromecast og styr på den digitale gain struktur. m.m. På papiret lidt svagere forstærker effekt, men i praksis ikke til at konstatere subjektivt.

Hvem er NAD M10 til?

NAD M10 er et lækkert, sexet, ultra kompakt og rimeligt kraftigt streaminganlæg, for hvem lydkvalitet for pengene ikke er den ultimative prioritet. Jeg vil anbefale at bruge systemet med et traditionelt højttalersæt, evt. hjulpet på vej af en eller to subwoofere ved en ret lav delefrekvens. Er pengene ikke så vigtige, vil M10 også gøre sig rigtig godt som en pre-amp for et par fede aktive højttalere.

“Det virker på mig, som om at du køber en 10.000 kroners forstærker, med en 10.000 kroners medfølgende indretningsarkitekt, – og det har bestemt også ret”

NAD M10 er nem at leve med og bruge i dagligdagen når den først er sat op, og det enkle smukke design, samt mulighed for at bruge den sammen med dit TV, trækker helt sikkert op.

Det er altså en anbefaling med et par forbehold. NAD M10 er helt unik, men prisen man betaler veksles ikke til de lydoplevelser jeg forventer af NAD ‘Master Series’-brandet.

Med M10 virker det på mig, som om at du køber en 10.000 kroners forstærker, med en 10.000 kroners medfølgende indretningsarkitekt, – og det har bestemt også sin ret.

Læs mere om NAD M10 incl tekniske specs her.

NAD M10
Setup
Fleksibilitet
Design
daglig betjening
Lydkvalitet
Dynamisk formåen
Fremtidssikring
Value for money
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
Design
størrelse
BluOS indbygget
HDMI input
Dirac rumkorrektion
WAF
Daglig betjening
Minus
Lydmæssig setup
Grundlæggende DSP teknik
Master Series? Nej, vel?
3.4
Karakter

Denne artikel er en del af serien: HIFI Streaming

Denne artikel er en del af serien: premium HIFI

Denne artikel er en del af serien: Streaming forstærkere

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.