Forside * Tests

TEST: B&W 705 S2… en let duft af High End

-

En musikalsk partner!

Markedet bugner med gode to-vejs kompakthøjttalere, der nemt finder vej ind i en reol eller kan stå frit på et par slanke stands og på den måde kan finde plads i de fleste boligindretninger. Men hvad skal en audiofil kigge efter hvis man er til raffineret, dynamisk og velopløst lyd, men ikke har en årsindkomst at bruge?

Annonce:

705 S2 er er en mulighed fra det engelske Bowers & Wilkins, og repræsenterer toppen i 700 serien. Jeg har fået et hvidt sæt stillet til rådighed, sammen med de flotte matchende B&W S700 S2 stands, som 705`erne kan skrues fast på. Standerne kan fyldes med sand, for ekstra isolation til gulvet, ligesom at der er valg mellem gulv venlige “knopper” eller spikes. Kabler kan føres diskret igennem standeren. Med et prisskilt på 15.998 kr for et sæt (plus stands til 3.699 kr) er der tale om HIFI højttalere, der er indenfor flere musikelskeres rækkevidde.

Livet som anmelder: Seriøs lytning kræver tid og respekt

Jeg møder ind imellem HIFI & musikelskere der tror at jeg som anmelder lige smider et par nye højttalere op, lytter til dem i fem minutter og så har jeg et klar mening om dem.

Det er imidlertid meget langt fra virkeligheden. For at kunne yde en god HIFI højttaler fuld retfærdighed, må man se dem som gode parforhold…. Det tager tid at lære hinandens styrker/svagheder at kende. Der er kanter der skal files af, kompromisser der skal accepteres, ting man lærer at elske med tiden, og ting man måske i første omgang synes var fantastisk, viser sig måske med tiden at være noget negativt. Der kan også være nær-traumatiske oplevelser, som f.eks at opdage at det man havde bildt sig selv ind, alligevel ikke er sandt… Nogle er casual forhold man har det sjovt og festligt med, andre er livspartner materiale som man måske ender med at blive gift med for livet! Til sidst er der den ulykkelige forelskelse… højttaleren du har været enormt meget sammen med, men ikke har råd til… Som anmelder er der en del af den slags forhold man skal komme sig over, når højttalerne og systemerne skal tilbage.

Min lyd vs. din

Det kan også være svært at drage endelige konklusioner, fordi lyden som de fleste producenter har anstrengt sig for at fremelske igennem deres designbeslutninger og filosofier, er lige så subjektive som vi mennesker er forskellige. MIN favorit lyd er med andre ord måske slet ikke DIN favorit lyd!  Du kan således kun tage mine ord som en vejledning, indtil du selv har konstateret at du er enig i mine betragtninger, og derved kan stole på at min dømmekraft i høj grad matcher din.

“Du kan således kun tage mine ord som en vejledning, indtil du selv har konstateret at du er enig i mine betragtninger”

Højttaler vs. forstærker

Kombinationen af højttaler og forstærker har også utrolig meget at sige, som f.eks i denne test hvor jeg efter kort tid var klar til at sende 705 S2 til tælling på knockout,  efter et utilfredsstillende kortvarigt forhold til en NAD M10. Da jeg i stedet spænder en “old-school” Technics SU-G700 integreret forstærker foran (i samme prisklasse), får 705`erne pludselig liv og en empatisk finesse på et helt nyt niveau, – der får mig til at lytte i flere timer igen, mens jeg bliver mere og mere forelsket i deres varme, fløjsbløde, mikro detaljerede top, fremmelige mellemtone samt flotte, dybe perspektiv og hurtige dynamik.

Technics forstærkeren var subjektivt et meget bedre match til 705 S2 end den lille NAD Master Series M10 forstærker på trods af mindre effekt på papiret.

“jeg var efter kort tid klar til at sende 705 S2 til tælling på knockout,  efter et utilfredsstillende forhold til en NAD M10”

Meget af det, var usynligt med NAD M10 spændt for. Noget der på papiret ikke burde være tilfældet, men ikke desto mindre udgjorde en enorm forskel for netop disse højttalere, i dette rum, i dag.

Lytterummet

Til sidst er der selve lytterummet. Der er meget stor forskel på at stille kompakt højttalere i en reol eller fritstående. Afstand til bagvæg er ofte altafgørende for bas performance o.s.v. Der er altså rigtig mange faktorer der bidrager til det samlede indtryk, og det indtryk kan kun være anmelderens subjektive oplevelse, og ikke nødvendigvis et udtryk for om den pågældende komponent er det helt rigtige i dit “lytte-forhold”.

Design:

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes at B&W 705 S2 er en hammerflot højttaler, stående på sin matchende stand uden frontstof og med sin specielle tweeter siddende i sit eget isolerede hus på toppen af det hele. Den banale, helt firkantede kasse bliver nærmest ophævet af nautilus diskanten på toppen. i.flg B&Ws hjemmeside findes de i 2 andre varianter end hvid, – nemlig sort og rosentræ. Hvad man er til, kan man lege med her.

Designet er et basrefleks design med en port bag på kabinettet. Derved er det ikke en højttaler man skal sætte ind i en reol for de bedste resultater.

Så fuld af musikalitet og formål i designet

“Jeg synes at B&W 705 S2 er en hammerflot højttaler”

Lyttetest

Under testen havde jeg også et sæt af de lidt billigere Technics SB-C700, der blev sammenlignet med 705 S2. Læs den test her for mere perspektiv.

Jeg har lyttet til 705`erne i mange timer både i min stue og i mit mindre kontor. Jeg har lyttet med flere forskellige forstærkere, med og uden brug af rum-korrektion, og resultaterne varierer temmelig meget. Det fede ved en højttaler i denne overkommelige størrelse, er at det er nemt at eksperimentere lidt med placeringen. En højttaler som 705 S2, får løftet sin begrænsede bas-respons ved at komme tættere på en bagvæg, men jeg oplever også at bas responsen er betydeligt bedre i et mindre rum som mit kontor, hvor at højttaleren rigeligt formår at “loade” rummet. Helt fritstående på stands midt i rummet, mangler jeg noget tryk i bunden. Jeg vurderer derfor højttalerne som perfekte i et mindre rum, stående på stands maks. ½ meter fra væggen, gerne mindre.

“Jeg vurderer højttalerne som perfekte i et mindre rum, stående på stands max ½ meter fra væggen, gerne mindre.”

Forstærker mæssigt fandt jeg et rigtig godt match i Technics SU-G700, der fik englene frem, når dens specielle LAPC impedans kompenserende kredsløb var slået til og analyseret sammen med 705`erne. . Generelt kan de snildt bruge en kraftig forstærker med masser af headroom, da de er små dynamiske perler. Behovet er dog mindre, hvis man ikke lytter til så dynamisk musik.

Den specielle diskant enhed, monteret i sit eget isolerede hus, er en af hemmelighederne bag 705 S2s raffinerede klang.

“Generelt kan de snildt bruge en kraftig forstærker med masser af headroom, da de er små dynamiske perler.”

Hvordan lyder de så?

B&W 705 S2 opleves af mig som en højttaler der har en især fornem mellemtone, der lyder en klasse dyrere end den er. Den hjælpes godt på vej af en for størrelsen imponerende dynamik, der er hurtig og meget kontrolleret. Lyden af rimshot lilletrommen på Van Morrisons “Whenever god shines his light” er eminent, Vokaler præsenteres med detalje og vægt igen hjulpet på vej af den hurtige dynamik, hvilket f.eks høres på Bob Dylans “Shelter from the storm” eller Finks “Trouble`s what you`re in” der virkelig klæder den lille højttaler. Jeg er ligeledes vild med diskanten, der igen lyder dyrere end den er, med den slags bløde, raffinerede diskant man typisk oplever på high-end systemer i den væsentlig dyrere ende. De præsenterer en involverende, musikalsk energi og “lytte venlighed”, der giver dig lyst til at lytte i timevis, og gør det godt med mange genre af musik. Jeg overraskes i det lille rum over bas responsen, der er ret imponerende, og kunne følge med et godt stykke af vejen niveaumæssigt med det lille Lyngdorf BW2/MH2 højttaler system (“med-testet” her) som har 2 x 10” subwoofere der er mit faste setup i det rum. 705 S2 tegner også et imponerende dybt og bredt perspektiv der eksisterer udenfor højttalerne.

705`erne gjorde sig rigtig godt i kontoret, hvor de kan spille med mere autoritet.

Leverer de sandhed?

Overhovedet ikke! I mine ører fokuserer B&W 705 S2 på at please og kæle for dine øregange, mere end de prøver at skildre sandheden. Det er klart en fordel med meget musik at de er så “lyttevenlige”. Den eminente midrange og diskant gør vokaler, akustiske guitarer og stemmer til en fornøjelse at lytte til, – og den hurtige dynamik sikrer (med den rette forstærker!) at du bliver holdt engageret i en levende og ægte forestilling. Det er ganske enkelt en genial kombi, der vil sikre musikglæde i mange år.

Jeg var især vild med at lytte til vokal jazz, let rock,  blues og pop musik på dem, hvor jeg fandt mig selv blive hængende i meget lang tid, hvilket altid er et godt tegn på at man kan holde hinanden ud i længden.

Svagheder:

Der er grænser for, hvor meget energi en kompakt højttaler kan flytte, og man mangler ganske enkelt de sidste oktaver i lydbilledet. Der er kompromiset i forholdet. “Scenen” bliver også relativt lille når du lytter til storladen musik, og jeg har svært ved at lytte til klassisk musik på B&W 705 S2, ikke fordi de er dårlige, men fordi scenen simpelthen bliver for lille. Det er derfor der naturligt findes højttalere og forstærkere der er meget større.

Konklusion:

B&W 705 S2 og jeg fandt hinanden, nøgne,  uden rumkorrektion, dansende ved hjælp af Technics LAPC over et stykke med Diana Krall!

Det er en fremragende og i mine øjne rigtigt flot kompakt højttaler, der under de rette forhold, i et mindre rum, og vigtigt, – med et godt forstærker match, – kan forløse et musikalsk engagement der er sjældent hørt i denne prisklasse. Måske det var et “lucky strike”, men kombinationen med Technics SU-G700 og deres LAPC system løftede 705`erne en klasse op i mine ører.

“B&W 705 S2 og jeg fandt hinanden, nøgne,  uden rumkorrektion, dansende ved hjælp af Technics LAPC over et stykke med Diana Krall!”

Til prisen, er har jeg absolut ingen problemer med at give B&W 705 S2 mine varmeste anbefalinger.

Læs mere incl tekniske specs om B&W 705 S2, der herhjemme forhandles af HIFI Klubben der også venligst har udlånt et sæt til os.

Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, hvor han b.la har arbejdet som DJ, musik producer, studieteknikker, tv & film audio designer og mixer, teknisk chef, dolby broadcast konsulent, underviser, pro audio/video konsulent, system designer, Pro AV konsulent, salg/marketing dude  m.m.  Yderligere er han stifter og medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche. 

På recordere.dk anmelder han især premium HiFi og surround. Hans grundfilosofi er,  at hvis det lyder rigtigt, så ER det rigtigt.

Mortens lyd-eventyr kan følges på instagram profilen stjernholmreviews

B&W 705 S2
Design
Lydkvalitet
Dynamisk formåen
Value for money
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
Design
Raffineret mellemtone
Musikalsk
Lyttevenlig
Minus
begrænset basrespons
begrænset output
kræver en god forstærker for at yde sit bedste
4.1
Karakter

Denne artikel er en del af serien: Højttaler tests

Denne artikel er en del af serien: premium HIFI

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.