Kode fra iOS og nye skærmbillede-lækager peger på, at Apple vil gøre Home-skærmen på iPhone mere fleksibel.
Der bliver færre og færre forskelle på iOS og Android, i hvert fald, når det gælder funktionalitet og navigation af interfacet. Nu kan det være, at Apple vælger at aflive endnu en forskel, hvilket nogle iPhone-brugere nok vil sætte pris på.
Widgets, altså vinduer på skærmen med app-specifikt indhold og funktion, har længe været en del af iOS. De har været en del af Android endnu længere. Men den store forskel på widgets i Android og iOS er hvor de kan ses.
På Android kan du placere en widget på forsiden, så du altid med et hurtigt blik på skærmen kan se en detaljeret vejrudsigt, sportsresultater, nyheder, e-mail-emner osv. På iOS er disse widgets altid placeret på deres egen skærm, som du så først skal scrolle hen til.
Det er det, Apple ser ud til at ville ændre i iOS 14. Websitet 9to5Mac har fundet spor i iOS 14-koden, der peger på et projekt, der angiveligt hedder ’Avocado’, og som skulle frigøre widgets til at blive flyttet rundt ligesom app-ikoner. Kodebidderne relaterer sig til Springboard-app’en, der styrer Home-skærmen.
Mere varierede baggrunde
Det forklarer samtidigt, hvordan Apple kommer ud over en af de helt store forskelle mellem iOS og Android, nemlig at Android har en brugerflade til widgets og app-ikoner, der er separat fra den fulde liste af apps, mens Apple kun har den ene brugerflade. Men den nye funktion vil altså give mere kontrol over sidstnævnte.
Det falder sammen med, at iOS-brugere kan få mere kontrol over hjemmeskærmens baggrund. I iOS 14 kan Home-skærmens baggrund sættes til at være mørkere eller mere sløret, hvis brugeren synes, det hjælper på overblikket.
Det sidste synes at blive bekræftet af en anden kilde, nemlig Twitter-brugeren DongleBookPro, der har fået fingre i, hvad vedkommende påstår er skærmbilleder af de nye indstillinger af baggrundene. Her kan man se, hvordan de forskellige niveauer af synlighed kan indstilles.
Selv om den slags altid skal tages med et gran salt, er resultatet et samlet billede, der indikerer, at Apple er igang med at give folk mere kontrol over Home-skærmen og formentlig også Widgets. Men vi må vente til juni og den virtuelle udgave af WWDC for at få mere at vide.