Forside * Featured

HBO MAX åbner 27. maj

-

HBOs nye streamingtjeneste lanceres i det sene efterår med en del original indhold ombord.

Når vi nærmer os slutningen af maj, er verden forhåbentlig ikke helt så karantæneramt og indespærret som den er lige nu. Men skulle Coronapokalypsen alligevel holde os inden døre mere end normalt på det tidspunkt, kommer der lidt mere at kigge på 27. maj.

Den dag lanceres HBO MAX nemlig, i første omgang i USA. HBO og dets moderselskab WarnerMedia (der igen er ejet af den amerikanske telegigant AT&T) meldte dog allerede tilbage i oktober ud, at de to næste stop efter USA er Europa og Latinamerika.

Annonce:

Der er dog stadig intet nyt om, hvilke datoer de to sidstnævnte lanceringer, ligesom der stadig ikke er meldt noget officielt ud om, hvad der eventuelt sker med HBO Nordic i den forbindelse. Sidstnævnte har som bekendt indhold fra andre producenter end HBO på indsholdslisten, så det kan være en grund til eventuelt at køre tjenesten videre parallelt.

Eksklusivt indhold

HBO MAX har imidlertid også indhold ombord, der ikke står HBO på, men dog er det begrænset til indhold fra WarnerMedia, der som navnet antyder, også omfatter film og tv fra Warner Bros. Dertil kommer en række eksklusivt indhold, der kun kan ses på HBO MAX.

Det sidste er der en hel del af fra lanceringsdagen. Her vil man f.eks. kunne se den romantiske komedieserie ’Love Life’, der blandt andre har Anna Kendrick på rollelisten. Samme dag lanceres også den kontroversielle dokumentar ’On the Record’, der anklager hip-hop-mogulen og multimillionæren Russell Simmons for at have begået seksuelle overgreb.

Den sidstnævnte film vakte en del røre i forbindelse med Sundance-filmfestivalen, hvor den havde premiere, ikke mindst fordi Oprah Winfrey, der ellers var medproducent, krævede sit navn strøget fra filmen, angiveligt på grund af ”kreative uoverensstemmelser”.

Der kommer også et show om en undergrunds-dansekonkurrence ved navn ’Legendary’ og en serie med gør-det-selv-YouTuberen LaurDIY, der hedder ’Craftopia’. Og så bliver Looney Tunes-tegnefilmene relanceret i en moderne udgave, hvilket klassiske tegnefilms-fans formentlig enten glæder sig vildt til eller frygter som pesten.

HBO MAX lover, at der kommer nye premierer i en lind strøm efter lanceringsdagen. Du kan se trailere for nogle af de nye serier og film herunder.

Filmhits og klassikere

Som vi tidligere har skrevet om, vil der på et tidspunkt også komme et særligt specialafsnit, hvor holdet fra ’Venner’ genforenes. Men det er nok i virkeligheden mest de 10.000 timers Warner-indhold, der kommer til at trække flest kunder til at begynde med. Ud over tv-serier fra Warners bagkatalog vil der i det første år blive lagt omkring 2.000 Warner Bros.-film ud på tjenesten.

På lanceringsdagen nøjes de dog med 700 film, men disse inkluderer nyere filmhits fra D.C.-tegneserieuniverset (som Warner ejer) såsom ’Joker’ og ’Aquaman’ (resten af D.C.-filmkataloget kommer angiveligt senere) samt andre Warner-filmhits fra de senere år, inklusive ’A Star is Born’ og ’Crazy Rich Asians’.

Men HBO Max dykker også ned i, som firmaet udtrykker det, nærved 100 års filmhistorie, sådan at klassikerne også får plads på tjenesten. Det betyder, at film som ‘Casablanca’, ‘The Wizard of Oz’ og ‘Citizen Kane’ samt nyklassikere som ‘The Matrix’-filmene, ‘The Goonies’, ‘When Harry Met Sally’, ‘The Lord of the Rings’-filmene og ’Gremlins’ kan ses på HBO MAX.

Som nævnt kender vi ikke lanceringsdatoen for Europe og eventuelt Danmark, ligesom vi ikke kender prisen. Men når tjenesten lanceres i USA 27. maj vil den koste 15 dollar om måneden, hvilket formentlig betyder en pris på omkring 100 kroner i Danmark.

https://youtu.be/13bU5genKJI

https://youtu.be/9bgVmjX86bQ

https://youtu.be/uZp_g271jpo

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.