Forside * Featured

Lukningen af antenne-tv med DVB-T udskydes

-
Foto: Shutterstock.com

Den endelige overgang til DVB-T2 på antenne-tv udskydes pga. coronaepidemien.

Op mod 150.000 danskere stod til at miste tv-signalet her d. 31. marts, hvis de ikke forinden havde nået at anskaffe sig det rigtige modtageudstyr.

Efter planen skulle DR og Boxer nemlig begynde at sende antenne-tv på nogle nye signaler og lukke ned for de nuværende.

Annonce:

Omlægningerne ville både betyde et skifte af frekvenser, hvor tv-apparaterne bagefter skulle indstilles igen, men mere vigtigt ville den sidste del af antenne tv skifte fra DVB-T til DVB-T2.

Men nu behøver danskere på antenne-tv ikke frygte problemer her ved udgangen af marts. Eventuelle problemer er udskudt til 2. juni.

Bred opbakning fra mobiloperatørerne og tv-distributørerne har gjort udskydelsen mulig.

“Jeg er meget glad for den store velvilje i branchen til at udskyde lukningen af antenne-tv-signalerne, så der ikke er nogen, der oplever, at deres fjernsyn går i sort ved udgangen af marts. Tv’et er for mange – særligt ældre – den væsentligste kilde til information og underholdning, og vi skal passe ekstra godt på vores ældre i denne tid”, fortæller Kulturminister Joy Mogensen, og hun fortsætter:

“Jeg vil nu hurtigst muligt fremsætte forslag til ændring af radio- og fjernsynsloven, der giver den fornødne hjemmel til at udskyde lukningen. Teleselskaberne er gået med til at udskyde til 2. juni, og jeg vil samtidig kraftigt opfordre alle antenne-tv-seere til i den mellemliggende tid at undersøge, om de kan blive berørt af lukningen, fx ved at gå ind på www.sortsignal.dk.”

Teleindustrien kalder frekvenserne der skal frigives fra tv til mobil for en vigtig ressource, som teleselskabernes arbejde med at fremtidssikre de danske mobilnet.

“Men lige nu står Danmark i en helt ekstraordinær situation, hvor det er afgørende, at ingen mister muligheden for at følge med i nyhedsstrømmen”, fortæller Jakob Willer, direktør i Teleindustrien.

 

Andre nyheder om elektronikverdenens påvirkning af covid-19 virus (corona)

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.