PS5 ser ud til at have lige så meget power som Xbox Series X – bare på en anden måde.
Coronavirus eller ej, konkurrencen mellem de to største spilkonsol-platforme fortsætter. Efter aflysningen af såvel Games Developers Conference og E3, valgte Microsoft at tease deres kommende Xbox Series X’ specifikationer med et blogindlæg forleden.
Sony gik dog lidt videre, og holdt idag en video-præsentation om PlayStation 5, som de helt åbent indrømmede var den, de skulle have holdt på GDC. Mark Cerny, Sonys PS5-chefarkitekt, gav et lille (og forhåbentlig COVID-19-screenet) publikum et indblik i den kommende konsols hardware-specifikationer. Umiddelbart var der ingen reaktioner fra publikum, så måske var de bare papfigurer for at det ikke skulle se for mærkeligt ud.
Modsat Xbox Series X ved vi stadig ikke, hvordan PS5 kommer til at se ud. Fokus ved dagens video-session var på, hvad der kommer til at være inde i PS5, og ved første øjekast ser konsollen ud til at være lidt svagere end Xbox Series X. Men når man kigger lidt nærmere på specifikationerne, viser det sig, at de to konsoller formentlig kommer til at præstere nogenlunde samme ydelse, blot på to forskellige måder.
Kigger man imidlertid udelukkende på specifikationerne, vil PS5-GPU’en komme til at levere 10.28 Teraflops fra 36 Computing Units (CU). Det skal sammenlignes med at Xbox Series X har næsten 45 procent flere CU, nemlig 52. Det giver dog kun halvanden teraflop mere på papiret, nemlig 12, og det store spørgsmål er, hvor meget dette betyder i forhold til selve brugeroplevelsen.
AMD leverer til begge konsoller
Dette kan forklares med, at GPU’ens CU’er er AMD RDNA 2-enheder ligesom Xbox’ens, men de kører hurtigere end sidstnævnte. Hvor Xbox Series X-CU’erne er sat til at køre ved 1,825 GHz, kører PS5’erens med en 2.23 GHz-hastighed. Når de to konsoller kommer på gaden, vil tests derfor kunne afsløre, om færre, men hurtigere CU’er er bedre end flere, men langsommere CU’er.
Som nævnt kommer grafikkortet i PS5 fra AMD, ligesom det gør i den kommende Xbox. Ligeledes er CPU’en i begge konsoller også fra AMD, i begge tilfælde er der tale om en 8-core Zen 2, der er specialbygget til konsollerne.
Der er dog en lile forskel på de to CPU’er. PS5’erens kan køre op til 3,5 GHz, men denne frekvens kan varieres med softwaren. Xbox Series X-CPU’en er sat til 3,8 GHz, men spiludviklerne kan dog slå hyperthreading til, hvilket sætter hastigheden ned på 3,6 GHz. Men altså ingen mulighed for decideret variation af hastigheden.
RAM og SSD nogenlunde ens
Ligesom Xbox Series X kommer PS5 til at have 16GB GDDR6 RAM ombord, der kan overføre data med 448 GB/s. Dette skal sættes i forhold til Xbox’en, hvor 10GB af de 16 kører ved 560 GB/s og 6GB kører ved 336 GB/s. Hvis alle 16GB på PS5 kører ved 448 GB/s kan det altså måske ende med at være nogenlunde det samme.
Der er til gengæld forskel på de to konsollers tilgang til lagerpladsen. Sony har valgt en lidt mindre SSD med 825GB i forhold til Xbox’en, der har en fuld terabyte. PS5’erens SSD er dog væsentligt hurtigere end Xbox’ens. Mark Cerny fortalte, at disken vil kunne overføre data med 5,5 GB/s, hvilket umiddelbart ser ud til at være mere end dobbelt så hurtigt som Xbox’en, der kun håndterer 2,4 GB/s.
Det stod dog ikke helt klart, om de 5,5 GB/s er komprimeret data. Hvis dette er tilfældet, er PS5’erens drev kun lidt hurtigere end Xbox’ens, der overfører komprimeret data ved 4,8 GB/s. I begge tilfælde er der tale om NMVe-drev, og hvor Xbox’en kræver et særligt kort, hvis lagerpladsen skal udvides med en terabyte, kan PS5’eren udvides med et standard NMVe-drev.
3D-lyd indbygget
Ikke overraskende vil Sony forsøge at bruge PS5’eren til at promovere deres 360 Reality Audio-lydteknologi. Folk, der ikke har et surround-setup til rådighed, når de spiller, vil kunne udnytte PS5’erens såkaldte ’Tempest Engine’ til at få en 3D-lydoplevelse, selv i helt almindelige hovedtelefoner, sagde Mark Cerny.
Han kunne dog også fortælle, at Sony lige nu er igang med at optimere denne oplevelse på tv-højttalere og soundbars. Umiddelbart er undertegnede ikke ret overbevist af Sonys 3D-lydteknologi, som blev demonstreret på CES i år, men på den anden side var demonstrationen baseret på musik. Måske virker det bedre med spil.
Det ser altså ud som om, de to konsoller kommer til at være nogenlunde ens i ydelse, selv om de når frem til denne ad to forskellige spor. Men vi må vente til slutningen af året, når konsollerne kommer på gaden, før vi for alvor kan sammenligne.
Gense dagens præsentation her:
PS5 Specifikationer
CPU | x86-64-AMD Ryzen “Zen 2” |
8 Cores / 16 Threads | |
Variable frequency, up to 3.5 GHz | |
GPU | AMD Radeon RDNA 2-based graphics engine |
Ray Tracing Acceleration | |
Variable frequency, up to 2.23 GHz (10.3 TFLOPS) | |
System Memory | GDDR6 16GB |
448 GB/s Bandwidth | |
SSD | 825 GB |
5.5 GB/s Read Bandwidth (Raw) | |
PS5 Game Disc | Ultra HD Blu-ray, up to 100GB/disc |
Video Out | Support of 4K 120Hz TVs, 8K TVs, VRR (specified by HDMI ver.2.1) |
Audio | “Tempest” 3D AudioTech |