Forside * Featured

En æra er slut: Samsung holder op med at producere LCD-paneler

-

Fire Samsung-fabrikker i Kina og Sydkorea skal ikke længere lave LCD-paneler fra årets udgang.

Overgangen til fladskærme betød undergang for en række tv-brands i den billige ende, mens andre mærker for alvor brød gennem lydmuren. Samsung kom for alvor på folks læber i Danmark og den øvrige vestlige verden, da billedrørs-tv’et skulle skiftes ud med noget fladt.

Annonce:

Idag er Samsung førende, når det gælder salg af fladskærms-tv, men snart vil der ske en større forandring i firmaets strategi…som dog har været på vej i noget tid. Fra årets udgang holder Samsung op med at producere LCD-paneler til tv-brug.

Samsung Display, der er den del af Samsung-koncernen, der laver selve panelerne, vil fra 2021 fokusere på primært at producere Quantum Dot-baserede paneler. Det skriver Reuters, der har informationerne fra en Samsung-talskvinde.

Ifølge firmaet selv er det simpelthen et faldende behov for LCD-paneler til tv-brug, samt at Samsungs lagre bugner med paneler allerede, der er årsagen til at beslutningen er blevet taget netop nu. Firmaet kan angiveligt ikke se en fremtid, hvor der er tilstrækkelig efterspørgsel på deres LCD-paneler, når først lagrene er blevet tomme.

Storinvestering i Quantum Dot

Samsung Display leverer naturligvis paneler til en række andre producenter, der ikke er dem selv, og disse producenter behøver ikke være bekymrede. Ifølge Samsung-talskvinden vil firmaet ”levere LCD-paneler til kunderne året ud, uden at der vil opstå problemer heraf.”

Det betyder at LCD-produktionen på to af Samsungs fabrikker i Sydkorea, samt to Samsung fabrikker i Kina, der er helliget LCD-produktion, står foran en større omstilling. Samsung sagde allerede i oktober, at de forventede at investere en stor sum penge i sådan en omstilling.

Det er næsten 13.1 trillioner sydkoreanske won, eller cirka 78 milliarder kroner, som Samsung har dedikeret til omstillingen, der også kommer til at omfatte forskning i nye skærmteknologier på laboratorier, der har forbindelse til de nævnte fabrikker. Dette beløb er dog kun relateret til en enkelt fabrik i Sydkorea, der fremover udelukkende skal producere Quantum Dot-baserede paneler, f.eks. til firmaets QLED-tv.

Det vides endnu ikke, hvad der skal ske med de tre andre fabrikker. Men det kunne jo være, at Samsung vil omstille nogle af dem til at lave MicroLED-paneler, når disse bliver billige nok til at sætte i masseproduktion. LG annoncerede tidlligere på året, at de også holder op med at lave LCD-paneler til tv-brug ved udgangen af 2020 og satser på OLED.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.