Forside * Nyheder

Covid-19: LG Display standser produktion og GDC er aflyst

-

Tech-branchens problemer forårsaget af Covid-19 fortsætter med at vokse.

Over weekenden blev det bekendtgjort, at årets måske største begivenhed for gamere og spilbranchen, Game Developers Conference (GDC),er blevet aflyst. Det kom ikke som nogen gigantisk overraskelse, efter såvel Facebooks F8-konference og en række andre tech-konferencer har måttet aflyse.

Annonce:

Det sker naturligvis på grund af den fortsatte udbredelse af Covid-19-virussen, der nu er blevet diagnosticeret hos en patient i Silicon Valley, hvor F8 skulle være afholdt (og tæt ved San Francisco, hvor GDC skulle have fundet sted), men også har krævet sit første dødsoffer på amerikansk grund, i den nordvestlige delstat Washington, hvor Amazon og Microsoft har hjemme.

Microsoft havde allerede trukket sig fra GDC, og det samme havde Sony, selv om det var forventet, at begge disse firmaer ville præsentere nyt om deres konsolplatforme ved eventen. Nu venter tech-branchen så spændt på, om flere kommende konferencer, såsom Google I/O-udviklerkonference i maj og Apples WWDC i juni, også er i fare.

I mellemtiden, på den anden side af kloden, har Covid-19 nu forårsaget problemer for et andet firma, med konsekvenser, der kan være meget vidtrækkende for måske den største kategori indenfor forbrugerelektronik: smartphones.

 

Mobilskærm-fabrik midlertidigt lukket

Sydkoreanske LG har nemlig standset al produktion på en af fabrikkerne, der hører til under LGs skærmproduktions-division, LG Display. Fabrikken laver skærme til smartphones, og som bekendt laver LG Display ikke bare skærme til LGs egne modeller.

LG Display leverer også skærme til nogle af Apples iPhones, og det kan yderligere skabe problemer for leveringsdygtigheden hos Apple. Sidstnævnte firma har i forvejen meldt ud, at Covid-19 betyder lavere produktion af iPhones end forventet, men LG Displays midlertidige nedlukning af denne fabrik kan gøre situationen værre.

Skærmfabrikken ligger i Gumi i Sydkorea, og det er ud fra et forsigtighedsprincip, at fabrikken er blevet lukket ned midlertidigt. Der er nemlig ikke – endnu- blevet meldt noget ud om smittede fabriksmedarbejdere, men det er derimod en medarbejder i en bank tæt ved fabrikken, der er blevet diagnosticeret med Covid-19.

Det må derfor formodes, at LG Display lige nu er i gang med at teste alle medarbejderne på fabrikken for Covid-19. LG har meldt ud, at de håber på at genoptage produktionen allerede om et par dage, med mindre Covid-19 kommer på tværs igen. Uanset hvad kan selv et par dages manglende produktion nedbringe det tilgængelige udbud af smartphone-skærme betydeligt.

LG er i forvejen bagud med produktionen af OLED-skærme på grund af Covid-19

 

Andre nyheder om elektronikverdenens påvirkning af covid-19 virus (corona)

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.