Asus kan med RT-AC86U ikke beskyldes for at have mundrette navne til deres routere, men det er nemt at tilgive!
Kigger vi på stabilitet, rækkevidde og performance har Asus nemlig med denne model ramt næsten plet. Til ca. 1500 kr er den ikke i det billige segment, men jeg mener den er alle pengene værd og den tæsker langt dyrere routere i performance testene!
Jeg udsatte routeren for den samme testsuite på min testplatform fra QA Cafe som D-Link DIR-809 fejlede så miserabelt. Resultatet er meget bedre, men jeg faldt dog over en enkelt (ret pinlig) fejl som er sikkerhedsrelateret. Men da den i praksis med stor sandsynlighed ikke kan udnyttes, så trækker det ikke så meget ned i det samlede indtryk. Se en gennemgang af fejlen i videoen nederst i posten.
Asus RT-AC86U skiller sig i særlig grad ud fra mængden, når man kigger på Wi-Fi.
Specielt på 5 GHz er udstrålingskarakteristikken særdeles imponerende, som du kan se i nedenstående polære plot. Den ideelle karakteristik er en perfekt cirkel og i Asus’s tilfælde kommer vi tættere på dette end jeg nogensinde har set på alle de produkter jeg har testet.
Til sammenligning kan vi f.eks. kigge på en (iøvrigt udmærket performende) Airties 4920, hvor der er en tydelig ubalance til siderne.
Der er kælet for antennerne, og det viser sig i performance testene, hvor Asus RT-AC86U tæsker alle de routere jeg før har testet. På kort rækkevidde måler jeg 750 Mbps i throughput mod en 3×3 klient, og dermed er vi særdeles tæt på den praktisk opnåelige maksimale hastighed.
Endnu mere imponerende er det, når jeg udsætter routeren for mine svære test cases. F.eks. med en iphone mellem stueetagen og min kælder, hvor en ældre standard router fra Fullrate kun kan opnå omkring 2 Mbps, og min hidtil bedst ydende router kunne opnå 13 Mbps rydder Asus RT-AC86U totalt bordet med voldsomt imponerende 163 Mbps!
Strømforbruget har tidligere været et af mine kritikpunkter når jeg har testet Asus routere. Specielt RT5300 havde et grotesk højt idle strømforbrug på 15W. Det ser ud til at Asus har mere fokus på dette nu. RT-AC86U forbruger knap 7 W i IDLE hvilket svarer til en årlig besparelse på næsten 160 kr i forhold til RT5300. I disse klimabevidste tider er det måske mere relevant at sige at det reducerer din klimabelastning med 20 kg CO2 om året.
Alt i alt er det en virkelig solid router vi her har fat i, og den er klart et kig værd, hvis du står og mangler en ny router.
På en skala mellem 0 og 10 vil jeg give den en solid 9’er!
Se videoen hvor jeg gennemgår alle testene her. Den er som sædvanlig lang, og derfor kan du finde en indholdsfortegnelse under videoen så du kan springe til de dele som er relevante for dig.
Pris og tilgængelighed
Asus RT-AC86U koster knap 1400 kroner.
Nørd’o’teketDenne artikelserie bringes i samarbejde med Nørd’o’teket, hvor du kan læse supernørden Steen Garbers Enevoldsen’s tanker om meget af den teknik du møder i hverdagen. |