Forside * Featured

Streamings fremmarch får kæmpe antenneforening til at overdrage nøglerne til Stofa

-
ANTV Huset. Foto ANTV / Facebook

Stofa overtager drift, udvikling og ejerskab af en af danmarks allerstørste antenneforeninger.

Med omkring 40.000 medlemmer, der er AN-TV i Aalborg og Nørresundby en af danmarks helt store antenneforeninger. Nu stopper de med at være selvstændig. Det skriver SE.

Repræsentantskabet i AN-TV har netop godkendt, at Stofa overtager det fulde ejerskab, drift og udvikling af alle anlæg og kundeforhold.

Annonce:

AN-TV og Stofa har kørt et tæt og godt samarbejde i flere år, men en stærkt øget konkurrence på tv-markedet har gjort det nødvendigt at nytænke den nuværende partnerskabsaftale, for at være bedre rustet til fremtiden, lyder det i udmeldingen.

 

Streaming vinder frem

“Den udvikling, vi ser på tv-markedet, hvor kunderne rykker væk fra det traditionelle flow tv og over på streaming, gør, at der er særligt brug for at agere professionelt. Derfor må vi erkende, at vores formål som antenneforening er ved at være udtjent, og her skal flere kræfter til end dem, vi kan mønstre”, fortæller Jakob Svendsen, formand for AN-TV, og fortsætter:

“Skala er alt afgørende, og derfor er vi glade for at rykke endnu tættere sammen i stuen med Stofa” 

 

Glæde hos Stofa

Den holdning deler de hos Stofa, hvor de er glade for, at en ny aftale kommer kunderne til gavn.

“Jeg vil gerne anerkende bestyrelsen for deres visionære plan med at se dette i fremtidsperspektiv. Det glæder mig, at de kigger objektivt på kunderne og vælger den løsning, der – også i fremtiden – vil sikre dem det rigtige udbud af tv og internet i Aalborg”, fortæller Jesper Kjelgaard, direktør for salg og foreninger i Norlys Digital, som Stofa er en del af, og han fortsætter:

“Det betyder blandt andet, at vi kan tilbyde kunderne en besparelse på knap 40 kroner om måneden på deres tv-pakker, så snart aftalen er endeligt godkendt af konkurrencestyrelsen”.

 

1000 Mbit bredbånd

Stofa forventer bl.a. at kunne tilbyde de nuværende hustande tilsluttet AN-TVs net, bredbånd med hastigheder på op til 1000 Mbit fra efteråret 2020.

Da Stofa allerede leverer TV og internet til det nuværende AN-TV, så giver den nye aftale umiddelbart ingen nettotilgang af kunder.

 

Selve AN-TV-foreningen består, og de overvejer nu hvad ‘pengetanken’ skal bruges til

Selvom Stofa nu overtager det fulde ansvar for aktiviteterne, er det ikke slut med Aalborg Nørresundby Antenneforening. Nu skal pengene fra salget bruges.

“Vi ser frem til at finde ud af, hvad AN-TV’s fremtidige opgave er, og hvordan vi får kanaliseret de midler ud til medlemmerne, som vi har fået ind med aftalen. Vi kender ikke svaret endnu, men vores tanke er at finde et formål, hvor vi giver tilbage og efterlade noget, som AN-TV vil blive husket for”, lyder det fra Jakob Svendsen.

Aftalen mellem AN-TV og Stofa skal nu afvente konkurrencemyndighedernes godkendelse for at træde endeligt i kraft, og herefter skal AN-TV i gang med gentænke sit formål.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.