Forside * Nyheder

Samsung Galaxy Buds+ skruer op for både lydkvalitet og batterilevetid

-

Samsung har netop lagt sig i spidsen når det gælder musikafspilnings-timer pr. opladning på helt trådløse øretelefoner.

Hvad vil du helst have? At dine øretelefoner har lang spilletid på en opladning, eller at de kan lades op adskillige gange i den medfølgende æske? Det er spørgsmålet, som Samsung synes at have stillet, da de overvejede, hvordan de skulle opdatere deres Galaxy Buds.

Annonce:

Tilsyneladende kan begge dele nemlig ikke lade sig gøre endnu, og Samsung har derfor valgt at satse på det første med Galaxy Buds+. De har 11 timers spilletid men kan kun lades op en enkelt gang i æsken, sådan at de får ekstra 11 timer ombord, før æsken skal lades op.

Det vil dog formentlig være et populært træk, eftersom det største problem ved stort set alle ’true wireless’-øretelefoner er deres korte spilletid pr. opladning. Hvis du er på en lang flyrejse, bus- eller togtur, er du jo nødt til at standse brugen efter fem timer for at lade øretelefonerne op.

Længere end du gider

Og så kan det godt være, øretelefonerne markedsføres med 25 timers spilletid, men hvis de skal ligge i æsken i to timer, hver gang, der er gået fem timer, bliver det uanset hvad en oplevelse med masser af afbrydelser.

Med ny batteriteknologi ombord, kan Galaxy Buds+ altså klare 11 timer på batteriet, hvilket formentlig er længere, end de fleste mennesker orker at lytte til musik og podcasts i ét stræk alligevel. Og det sætter Samsung foran langt de fleste af konkurrenterne, der med deres 2020-øretelefoner som regel ikke kommer meget over 7 timer (i hvert fald i det modeller, vi har set indtil videre).

Som nævnt kan æsken dog kun lade øretelefonerne op en enkelt gang, men ifølge Samsung er der en ny hurtigopladnings-feature ombord, der giver dig tre times spilletid mere på batteriet efter blot ti minutter i æsken. Det sidste kræver dog, at æsken er tilsluttet et kabel, skriver Samsung på deres Buds+-hjemmeside.

Selve æsken kan, ligesom dens forgænger, lades op trådløst via Qi-standarden. Det er dog som vanligt hurtigere at lade den op via kabel og en kraftig oplader. Men det er ikke kun batterilevetiden, Samsung har gjort noget ved.

Fra envejs til tovejs

Første generation af Buds gjorde sig især bemærket ved øretelefonernes diskrete design og at lyden ved musikafspilning faktisk var god, især hvis man bruger skumørepropper til at få Buds til at sidde helt inde i øret. Derved får man nemlig basfrekvenserne tættere på og et mere helstøbt lydbillede. Til prisen var lydkvaliteten ganske fin.

Men den ser ud til at være endnu bedre i Buds+, hvis man skal tro Samsungs markedsføring. Hvor første generation kun havde en enkelt, fuldspektrums-driver ombord, er Buds+ i stedet to-vejs, og hvor stor Forbedringen er, må komme an på en prøve i en reel test. Der sidder to mikrofoner på ydersiden og en indvendig mikrofon til at opfange, hvad du siger under telefonsamtaler.

Ligesom forgængeren har Buds+ Ambient Aware-teknologi ombord, altså mulighed for at slippe lyd fra omgivelserne ind eller lade være. Det beskriver Samsung som ”tuning out unwanted noise”, men dette sker altså kun i form af fysisk isolation via f.eks. skumørepropper eller de medfølgende silicon-tips. Der er ikke aktiv støjreduktion i Buds+, akkurat som rygtesmedene havde meddelt.

Buds+ har salgsstart 13. marts og koster 1.299 kroner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.