Forside * Featured

Disney giver os endelig et glimt af de nye Marvel-serier

-

Kommende Disney+-serier blev teaset under Super Bowl-finalen igår.

Disney brugte nogle af deres mange milliarder dollar på at reklamere under årets Super Bowl-finale i amerikansk fodbold. Hvis du hører til blandt dem, der kiggede med over nettet via en amerikansk tv-kanal (modsat de eksempler vi gav i vores guide), så du måske reklamen.

Som det er tradition for Super Bowl-reklamer, så er Disney-reklamen nu landet på nettet, så vi kan kigge nærmere på den. Som indikeret i overskriften ovenfor, er der tale om en reklame for de serier, der er på vej til Disneys streamingtjeneste, Disney+.

Annonce:

I centrum er udvidelsen af Marvel Cinematic Universe (MCU) til ikke kun at være ”cinematic” i det helt store format, men også til at være cinematisk i dit ”home cinema”. Som vi tidligere har spået om her på siderne, er der tale om en serie med Loki/Loke med Tom Hiddleston tilbage i rollen som den nordiske gud, samt serier med makkerparrerne Vision og Scarlet Witch samt Winter Soldier og The Falcon.

De fleste trailere har primært benyttet sig af genbrugsmateriale fra MCU-film eller har vist meget lidt frem fra serierne. Med den nye trailer er der lidt mere kød på benet, og vi får faktisk glimt at se fra alle de nye serier.

Vildt tids-ridt

Vi får for eksempel et ret fascinerende kig ind i WandaVision-serien, der som tidligere beskrevet kommer til at lege med tiden og foregå både i nutiden og i 1950’erne. Det er f.eks. ret sjovt at se Scarlet Witch svare en ringende telefon med ordene ”Vision residence”, eftersom det svarer til en dansk kvinde, der tager telefonen og siger ”Det er hos Jens Hansen” tilbage i de gamle dage.

Seriens flikken frem og tilbage mellem sort/hvid-tv og farve-tv ser endda ud til at blive blandet sammen i et stort miskmask, så det skal nok blive en interessant, postmoderne oplevelse. I forhold til Loke-serien er der ikke så meget at hente. Vi ser kun logoet og ser Tom Hiddleston i silhouet, mens han taler om at ”burn this place to the ground”.

Så er der mere at hente i de glimt, vi ser fra ’The Falcon and the Winter Soldier’, der dels viser The Falcon/Sam Wilson igang med at træne med Captain Americas skjold, som han fik overrakt i slutningen af ’Avengers: Endgame’. Og derudover ser serien ud til at blive en hårdkogt affære med både action i luften og på jorden.

Disney+ forventes at åbne i løbet af foråret i de store markeder i Europa og kommer så til Danmark til sommer. Det er ikke alle de teasede serier, der vil være klar på det tidspunkt, men så er der da mulighed for at tegne abonnement, så du er klar, når de lander.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.