Den nye Star Trek-serie minder os om serieuniversets grundlæggende værdier, som vi har hårdt brug for at høre om lige nu.
De fleste, der var børn eller unge i 1990’erne opdagede ikke Star Trek-universet på grund af Kirk og Spock. De opdagede universet på grund af navne som Picard, Riker og Data.
Og selv de, der var blevet fans af universet på grund af de biograffilm, der genoplivede den oprindelige besætning på USS Enterprise, var næppe lige så bekendte med den originale serie, der kun kørte i tre år mellem 1966 og 1969, som de senere blev med den syv sæsoner lange ’Star Trek: The Next Generation’.
TNG-generationen
I kølvandet på TNG, som den sidstnævnte serie populært kaldes, fulgte endnu flere spin-offs, der udvidede Star Trek-universet betydeligt, herunder ’Star Trek: Voyager’, ’Star Trek: Deep Space Nine’ og ’Star Trek: Enterprise’, der modsat de andre foregår før den oprindelige serie.
Det kan måske endda være, at nogle enkelte fans kom ombord i Star Trek-universet ved hjælp af den tegnefilms-serie, der fra 1973-1975 byggede videre på den oprindelige serie via historier med karakterer fra denne.
Og så skal det naturligvis også nævnes, at især danske Star Trek-fans kunne være kommet ombord via de tonsvis af genudsendelser af den oprindelige serie, der kørte på både tysk tv (for dem, der kunne modtage signalerne) og sidenhen på satellit- og kabel-tv.
Men når det kommer til stykket, har den største rekrutteringskampagne for moderne Star Trek-fans nok været TNG.
Det kunne man også se på den jubel og spændte forventning, der rejste sig, da det endelig stod klart, at TNGs absolutte hovedperson, Jean-Luc Picard, ville vende tilbage i sin egen serie.
Efter streaming-revolutionen var det pludselig muligt igen at bruge mange penge på science fiction-serier, så naturligvis skulle nogle af disse foregå Star Trek-universet.
Men før det skete, var Star Trek-universet allerede blevet rebootet i form af af nogle stort anlagte biograffilm. Det skete blandt andet takket være Alex Kurtzman, hvis hjerte banker ekstra hårdt for Star Trek.
Hans gode ven, J.J. Abrams, fik ham med ombord på Abrams’ første succes-serie, ’Alias’ og siden samarbejdede med Abrams på bl.a. ’Mission Impossible III’-filmen. I 2008 skabte Abrams og Kurtzman serien ’Fringe’ sammen med Kurtzmans faste manuskriptskrivnings-makker, Roberto Orci.
De to havde på det tidspunkt allerede skrevet manuskripterne til to reboots, hvoraf den ene blev en massiv succes, der fortsætter idag: ’The Legend of Zorro’ og ’Transformers’.
Så da J.J. Abrams fik tilbudt at instruere en reboot af Star Trek-serien til biograflærredet, var Kurtzman og Orci oplagte partnere. Især Kurtzman, der som tidligere nævnt er stor Star Trek-fan.
Det blev til i alt tre film i den nye serie, inden sammenbrudte kontraktforhandlinger og et -ifølge skuespilleren Chris Hemsworth – halvdårligt manuskript satte en stopper for en fjerde film.
Siden var der snak om at Quentin Tarantino skulle skrive og instruere en Star Trek-film, men han bekræftede i sidste måned, at projektet var lukket ned, og at hvis filmen blev lavet på baggrund af hans manuskript, ville han ikke instruere den.
Siden er produceren og manuskriptforfatteren Noah Hawley, der blandt andet har skabt tv-serien ’Fargo’ baseret på filmen af samme navn, samt den X-Men-relaterede serie ’Legion’, blevet nævnt som en mulig bagmand til en ny film.
Men hvor den rebootede filmserie fik en (foreløbig) brat ende, gik det bedre på tv, ikke mindst på grund af det nye marked for streaming. Efter Netflix og Hulu først havde skabt et marked for streaming af tv-serier i USA, øjnede de store tv-produktionsselskaber en mulighed for at frigøre sig af de begrænsninger og omkostninger, der var forbundet med at distribuere deres indhold via kabel-tv.
Kabel-baserede kanaler som HBO og Showtime var blandt de første til at kaste sig over streamingmarkedet og tilbyde deres indhold helt uden om den traditionelle kabel-tv-industri. Og siden fulgte de tre store, amerikanske tv-netværk, CBS, ABC og NBC. ABC er ejet af Disney og var derfor en del af Disney+-tjenesten, og NBC har netop lanceret deres ’Peacock’-tjeneste, navngivet efter påfuglen i firmaets logo.
Men CBS var først på banen med flere års forspring, og lancerede deres abonnementstjeneste CBS All Access allerede i 2014. Efter et par år med kun langsom vækst i abonnent-tilgangen, stod det klart for CBS, hvad de manglede. De manglede det ekslusive indhold, som havde gjort Netflix’, Hulus, HBOs og Showtimes standalone-abonnementer og apps så populære.
Eftersom det meste af CBS’ indhold kunne ses gratis via reklamefinansiering, hvis man blot havde en digital stue-antenne, var der ikke meget grund til at købe et abonnement på CBS All Access.
Så CBS tænkte: Hvad har vi rettighederne til, som har en stærk fanbase allerede, hvor fans er villige til at kaste penge efter nyt indhold? Svaret var oplagt. Det var naturligvis Star Trek.
Picard er anderledes
Sådan kom der gang i den første, nye Star Trek-serie på tv siden ’Star Trek: Enterprise’, der lukkede ned i 2005.
Efter 12 år skulle Star Trek-universet udvides igen, blandt andet for at give CBS en del af streamingmarkedet. Men på det tidspunkt havde J.J. Abrams taget springet til den anden rumserie, han selv havde været størst fan af som barn: Star Wars.
Han var med andre ord ikke den mest oplagte person til at styringen med en genoplivning af Star Trek på tv.
Den næste på listen var Alex Kurtzman. Og Kurtzman skuffede ikke. Hans første produktion i det genoplevede Star Trek-univers på tv var ’Star Trek: Discovery’, der blev en massiv succes og med det samme øgede CBS All Access’ abonnements-mængde med 25%.
Premieren på Discovery gav CBS All Access den største tilgang i abonnenter på en enkelt dag, de hidtil havde set. Og derudover kunne Discovery sælges til andre tjenester i markeder, hvor CBS All Access ikke var tilgængelig. Det er f.eks. grunden til at du kan se serien på Netflix i Danmark.
På grund af Discoverys store succes fik Alex Kurtzman frie tøjler til at udvide sit yndlingsunivers med endnu flere serier. Øverst på Kurtzmans ønskeliste stod muligheden for at bringe Jean-Luc Picard tilbage på skærmen.
På grund af deres lave budget og korte spilletid nåede antologi-serien ’Short Treks’ at komme på banen før en højt budgetteret serie med Jean-Luc Picard kunne få premiere.
Men for tre uger siden, efter flere måneder med teasere, fik vi så endelig lov at følge den populære kaptajn igen. ’Star Trek: Picard’ fik endelig premiere.
Men fans, der forventede at se et action-fyldt premiereafsnit med masser af rumskibs-kampe og ture ud i rummet, blev svært skuffede, i hvert fald når det gjaldt disse elementer.
I stedet kan vi nu konstatere, efter tredje afsnit blev gjort tilgængeligt igår, at Picard foreløbigt er en helt anden slags serie end de andre Star Trek-serier. Heldigvis.
Det er ikke fordi, serien ikke er dybt forbundet til det øvrige univers. Tværtimod tager den udgangspunkt i Datas endeligt i filmen ’Star Trek: Nemesis’ fra 2002, der ikke ligefrem var nogen kassesucces og satte en foreløbig stopper for historier om karaktererne fra TNG.
Den bygger endda bro til begivenhederne i den første af de tre Star Trek-rebootfilm, hvor planeten Romulus går til grunde på grund af en supernova.
Som fans af Star Trek vil vide er fjendskabet mellem Romulanerne og United Federation of Planets det mest langtidsholdbare af slagsen i hele historieuniverset, men dette til trods beder romulanerne føderationen om hjælp.
Der er indflydelsesrige personer på Jorden, der mener at Romulanernes liv dog alligevel er noget værd og at føderationen af planeter bør hjælpe med en evakuering – især fordi, det er muligt at forudsige god tid i forvejen, hvornår supernovaen udsletter Romulus.
En af dem er Picard, der lægger en plan for at redde de 900 millioner romulanere, der befinder sig på planeten. Det skal ske ved at føderationen stiller en armada af redningsskibe til rådighed, og Picard er villig til at forlade sin post på Enterprise for at lede redningsoperationen.
Planen iværksættes og i år 2385 er rumskibsværfterne på Mars godt igang med at bygge redningsskibe til den førnævnte armada.
Men så sker der noget katastrofalt. En gruppe syntetiske arbejdere (androider) saboterer skibene, der alle destrueres.
Androiderne sætter derefter ild til Mars’ atmosfære og hele affæren slår flere end 92.000 mennesker ihjel. Det siger sig selv, at redningsaktionen på Romulus heller ikke lykkes, og katastrofen vist i 2009-filmen Star Trek ender med at blive virkelighed i år 2387.
Picard på pension
Solen, som Romulus er i kredsløb omkring, eksploderer i en supernova, hvilket splitter planeten i to dele og slår millioner af romulanere ihjel.
Men på det tidspunkt er Picard allerede ude af billedet. To år tidligere, da Mars-angrebet indtræffer, sætter Picard hele sin karriere ind på at overtale føderationen til at fortsætte evakueringsaktionen, selv om det vil koste dyrt.
Han stiller et ultimatum til føderationens ledelse om enten at acceptere hans plan for en fortsættelse af redningsaktionen eller acceptere, at han forlader flåden i protest.
Hans satsning slår fejl, for lederskabet vælger det sidste.
Føderationen vælger tilmed at forbyde alle former for syntetiske væsener, hvilket gør ondt på Picard, eftersom en af hans tætteste venner, der reddede hans liv, netop var en syntetisk androide – Data. Nedslået og frustreret går Picard på pension.
Han trækker sig tilbage til sin families vingård i Frankrig (der i virkelighedens verden er den i øvrigt fremragende vingård Sunstone Winery lige udenfor den dansk-inspirerede by Solvang to timer nord for Los Angeles).
Og det er her, vi møder ham, når serien begynder, i selskab med to romulanere, der passer gården for ham… og så hans hund med navnet Number One.
Men 14 år efter Mars-affæren, et år før det 24. århundrede bliver til det 25. århundrede, bliver Picards otium forstyrret af en ung pige, Dahj, som en dag dukker op på vingården.
Hun fortæller ham, at hun bliver ved med at se visioner af ham, selv om han aldrig har mødt hende før. Hun fortæller ham også, at hendes kæreste er blevet myrdet af en hel gruppe af en slags 24. århundredes ninjaer, der brød ind i hendes lejlighed – og at hun ikke har nogen som helst idé om, hvorfor.
Hun fornemmer dog, at de i virkeligheden var efter hende, eftersom hun midt under angrebet pludselig var i stand til nedkæmpe angriberne med kræfter og evner, hun ikke anede, hun havde.
I en kombination af Philip K. Dick-agtig identitets-forskubbelse og en pludseligt opstået overlegenhed i nærkamp, der vækker mindelser om ’Alita: Battle Angel’, fremstår Dahj som et levende mysterium.
Det hele gøres mere mystisk af, at Picard synes, han har set hende før. Det viser sig at være i et maleri, som Data i sin tid malede – længe før Dahj overhovedet blev født.
Samtidig begynder vi at ane konturerne af en sammensværgelse på regeringsniveau, som rækker langt ind i de begivenheder, der sendte Picard på pension.
Star Treks moralske baggrund
Der er altså med andre ord skruet op for mystikken i ’Star Trek: Picard’, og det er det, der heldigvis gør den anderledes end tidligere Star Trek-serier.
Fra den seneste trilogi i Star Wars-universet til serier som ’The Expanse’ og naturligvis også ’Star Trek: Discovery’ skorter det ikke på historier om rumskibe, der suser rundt i galakserne.
Det er ikke det, vi har brug for lige nu. Hvad vi derimod har hårdt brug for, at science fiction, der binder an med lidt større spørgsmål, sådan som genren altid har været god til, fordi den nuværende virkeligheds snærende bånd ikke holder historien tilbage.
Hvis man undtager de tidligeste, fantasifulde filmværker som George Meliés klassiske stumfilm ’Rejsen til Månen’ fra 1902, handlede science fiction-film med rummet som baggrund fra den første halvdel af det 20. århundede altid om noget meget jordnært.
Især film om rumvæsener, der invaderede jorden, var ofte metaforer for den kolde krig og truslen fra Sovjetunionien og de øvrige kommunistiske lande. Da ’Star Trek’ gik over skærmene fra 1966-1969, var det blandt andet skaberen Gene Roddenberrys mål at vise, at væsener, der ser meget anderledes ud end os, kunne være fredelige.
I årene op til ’Star Trek’-premieren, 1964 og 1965, blev der gennemført to banebrydende lovgivninger i USA. Den ene forbød ”segregation”, altså opdeling af alt fra skolegang til offentlige toiletter, efter hudfarve. Den anden forbød lokale delstater og byer i USA fra at implementere regler og praksis, der kunne forhindre sorte amerikanere og andre minoriteter i at stemme ved valg. Det var en tid, hvor USA gjorde store fremskridt i kampen mod racisme.
Star Trek, med dens mange forskellige væsener fra andre planeter anses blandt filmhistorikere for at være et indspark i kampen for større samhørighed og respekt for mangfoldigheden i det amerikanske samfund.
Gene Roddenberry har også selv fremhævet dette aspekt som en af årsagerne til at han skabte serien, og i 1968 lod han endda den hvide kaptajn Kirk dele et langt tv-kys med den kvindelige kommunikationsofficer ombord på Enterprise, Uhura, spillet af den afrikansk-amerikanke skuespillerinde Nichelle Nichols.
Cheferne på NBC, der sendte den oprindelige Star Trek-serie, var dybt bekymrede for at seerne i de stadig ret racistiske sydstater ville tabe besindelsen, men i stedet modtog folkene bag serien store mængder fanbreve fra fans, der værdsatte at serien gik foran med at bekæmpe racisme.
Med andre ord havde den oprindelige ’Star Trek’ et halvpolitisk, eller i hvert fald moralsk synspunkt som en af dens primære temaer. Siden har flere historieforløb i serierne kunnet tilskrives en vis ræsonans i de samfundsdiskussioner, som optog seerne i deres dagligdag. Og det ser ikke ud til at være spor anderledes idag.
Det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen i ’Star Trek: Discovery’ er en sort kvinde, en samfundsgruppe, der traditionelt har været holdt væk fra heltepositioner og hovedroller i Hollywood (’Watchmen’ på HBO er endnu et eksempel på, hvordan Hollywood nu forsøger at gøre op med dette).
Samtids-kommentar
I forhold til Picard ser den ud til, efter tredje afsnit, at være en stærkere samtids- og samfundskommentar end mange af dens forgængere.
Da indspilningerne af serien begyndte i april 2019, havde Mueller-kommissionen i USA netop fremlagt deres rapport, der med sikkerhed påviste, hvordan russiske kræfter havde både hacket sig vej til indflydelse på 2016-præsidentvalget og havde iværksat en propagandakampagne, der via fake news på sociale medier havde bildt en masse amerikanerne løgnehistorier på ærmet.
Op til rapportens fremlæggelse var der gået to år, hvor de amerikanske efterretningstjenester og pressen havde afsløret den ene tætte forbindelse mellem Trumps kampagnefolk og russiske oligarker – og flere af dem, inklusive Trumps personlige advokat, var blevet sendt i spjældet.
At Picard ser ud til at indeholde en regeringskonspiration, der er en bombe under freden i seriens univers, er ikke tilfældigt.
Det er næppe heller tilfældigt, at fundamentet for historien er at føderationen først viste stor modvilje mod at hjælpe folk i nød, fordi deres ledere havde været fjendtlige tidligere. Og at da beslutningen endelig blev taget, skete der en mystisk sabotagehandling, der lukkede hele projektet ned med katastrofale følger for millioner af individer.
Det sender tankerne i retning af vestens håndtering af Syrien og den flygtningekrise, der fulgte, samt Trumps håndtering af migranter fra mellemamerika, der blev separeret fra deres børn og blev placeret i lejre, der anklages for at være alvorligt på kant med menneskerettighederne.
Midt i det hele står Jean-Luc Picard, der i seriens univers ikke bare undervurderes på grund af sin høje alder, men også anses for at være gammeldags.
De ”gammeldags” værdier som fred og sameksistens, værdighed, åbenhed og gennemsigtighed, som han står for, er fuldkommen i modvind i serien, ligesom de er i USA idag.
Det virker som om, Alex Kurtzman og hans hold gerne vil minde os om, hvordan vi så på verden, da Picard gæstede vore skærme første gang.
Og det er måske ikke nogen dum idé.
Tilgængelighed
‘Star Trek: Picard’ kan følges herhjemme via streamingtjenesten Amazon Prime Video.
