Andy Rubin kunne ikke få skabt nok interesse om sit smartphone-projekt.
Det er ikke kun aflysningen af MWC i Barcelona, der spreder nedluknings-stemning i smartphone-branchen lige nu. Smartphone-producenten Essential har netop også meddelt, at de standser udvikling og produktion af deres produkter.
Der var ellers ret meget buzz omkring Essential, da firmaet dukkede op. Dette var især fordi, firmaets stifter var Andy Rubin, en af folkene bag Android, der idag fuldkommen dominerer smartphone-markedet verden over.
Rubin ville angiveligt lave en hardcore-smartphone, der skar igennem i forhold til flere ting, som smartphone-nørder har brokket sig over. To af disse ting var at mange smartphone-producenter lavede versioner af Android, der indeholdt for meget fyld, og den anden var at det ikke gav mening at have en flot designet telefon, når designet blev gemt væk i et cover.
Som svar lavede Rubin Essential PH-1, der havde en krop delvist lavet i titanium, sådan at et cover ikke længere var nødvendigt for at beskytte telefonen. Og derudover var PH-1-versionen af Android meget tæt på Googles egen Android-version.
Rubin kunne dog ikke putte den allernyeste hardware i telefonen og samtidigt holde prisen på et rimeligt niveau, så da PH-1 kom ud i 2017, gik der ikke ret længe, før andre telefoner havde overhalet den på f.eks. hastighed og hukommelse.
Sex-anklager
Selv om den fik gode anmeldelser blev Essentials første telefon altså ikke rigtig nogen succes. Dertil kom, at Andy Rubin kort efter PH-1-lanceringen dukkede op i medierne af helt andre, og langt mindre gunstige årsager.
Artikler i både The Information og New York Times såede tvivl om Andy Rubins afgang fra Google, der på overfladen så ganske normal ud, men viste sig at have baggrund i en sag om sex-chikane. Rubin fastholder, at der var tale om et reelt forhold og ikke chikane, men fordi dette var med en medarbejder, der arbejder under Rubin, er det i strid med Googles personalepolitik.
Alt dette blev dog aldrig offentliggjort, og eftersom Rubin fik et massivt, gyldent håndtryk på 90 millioner dollar, da han forlod Google, blev hans navn synonymt med rige, mandlige Silicon Valley-bosser, der har problemer med at holde nallerne fra kvindelige kolleger.
Rubin prøvede at holde Essential fri af skandalen, blandt andet ved at tage orlov, der dog kun varede et par uger. Over de næste mange måneder fokuserede Essential på en ny telefon i et højt, smalt format med kodenavnet ”Project Gem”, som skulle få folk til at glemme både sex-chikane og PH 1-flop.
Men nu har firmaet altså meddelt, at de ikke har ”kunnet finde en klar vej fremad for Project Gem og muligheden for at få den ud til forbrugerne”. Og det har så ført til ”den svære beslutning at stoppe aktiviteterne og lukke Essential”.