I stedet vil den nye konsol blive præsenteret hen over en række events igennem 2020.
Det vakte ret meget opmærksomhed, da sidste år Sony droppede ud af spilmessen E3, der hver sommer finder sted i Los Angeles. Det sendte især chokbølger gennem branchen, fordi Sony er ved at gøre klar til lanceringen af PS5.
E3 har ellers været stedet, hvor spilbranchen viste deres nyheder frem for verden, inklusive premieren på de dominerende spilkonsoller inklusive PS3 og PS4, og alle modeller af Microsofts Xbox siden Xbox 360.
Men nu er det blevet annonceret, at Sony heller ikke kommer på E3 i år. Og det betyder, at PS5 kommer til at bryde traditionen og vil blive præsenteret andetsteds end på E3. Hvor ved vi ikke endnu, men meget tyder på, at tidspunktet ikke bliver alt for langt væk fra E3.
Microsofts Xbox-chef, Phil Spencer var nemlig hurtigt ude med en bekræftelse på Twitter af, at de så sandelig var igang med at forberede firmaets deltagelse på E3, hvor der forventes at komme nyt om den næste Xbox, måske endda en decideret lancering af den.
E3 mister indflydelse
Sony kan ikke lade Microsoft løbe med al opmærksomheden, så der vil formentlig komme en eller anden form for annoncering om PS5 til juni, når E3 løber af stablen. Men om det bliver den endelige fremvisning, ved vi ikke.
Hvad vi dog ved fra en pressemeddelelse udsendt af Sony, er at de forventer at sprede PS5-lanceringen ud over hele året på en eller anden måde. Sådan kan man i hvert fald læse teksten i udmeldingen, der blandt andet lyder ”vi ser virkelig frem til et år med fejringer sammen med vores fans”.
Sonys begrundelse for at springe E3 over handler om, hvad eventen er ved at blive til, ifølge pressemeddelelsen, hvor Sony skriver at de ikke føler ”visionen for E3 2020 passer til hvad vi er fokuseret på i år”. Dermed hentyder de formentlig til at E3 for nylig blev åbnet for offentligheden i stedet for at være et rent brancheshow. Det hjalp dog ikke på antallet af deltagere, der faktisk faldt fra 69.000 i 2018 til 66.000 i 2019.
E3 har i de senere år mistet mere og mere relevans og det er i stedet på den langt større GamesCom-event, Games Developers Conference (GDC) og The Game Awards, hvor der er sket store spilafsløringer på det seneste. Det var f.eks. under sidstnævnte, at Microsoft teasede de seneste detaljer om den kommende Xbox Series X.