Opdateret: Sonos i kovending (se afsnit nederst)
Fra maj måned 2020 vil nogle af Sonos’ ældste produkter ikke længere modtage softwareopdateringer og nye features.
Sonos trækker nu en streg i sandet omkring opdatering af ældre produkter. Fra maj i år vil flere modeller ikke længere modtage softwareopdateringer eller nye funktioner. Der er tale om de originale Zone Players, Connect og Connect:Amp (lanceret i 2006 og solgt indtil 2015), første generations Play 5 (lanceret i 2009), CR200 (lanceret i 2009) og Bridge (lanceret i 2007).
Det betyder ikke at de ikke kan bruges længere, men ny funktionalitet vil ikke blive implementeret på disse produkter. Sonos tilbyder stadig 30% i “skrot-præmie”, hvis du vil købe nye produkter, men det kræver så at du accepterer at de gamle produkter bliver ubrugelige på Sonos økosystem.
Mere end 92% af alt Sonos der er solgt igennem tiden er stadig i brug, og det gør at Sonos for at kunne fortsætte deres produktudvikling er blevet nødt til at trække en streg i sandet, for hvad produkter de stadigvæk vil være kompatible med.
Du kan ikke blande nyt og gammelt hvis du stadig vil have opdatering
Sonos har netop sendt et brev ud til kunder, hvor de viser hvad enheder man eventuelt har af gamle enheder. Disse enheder skal skiftes ud, hvis du stadig vil have opdateringer på dine nye produkter. I brevet står der
“Bemærk venligst, at fordi Sonos er et system, bruger alle produkterne den samme software. Hvis nye produkter forbliver forbundet til ældste generation produkter efter maj, vil disse heller ikke modtage softwareopdateringer og nye funktioner.”
I et blogindlæg hos Sonos som vi nedenfor har gengivet kan du læse hele Sonos forklaring på hvad der sker de kommende måneder.
Du kan også læse mere på Sonos supportside på dette link.
Opdatering
Sonos i kovending: Alle produkter vil fortsat fungere efter maj
[su_box title=”Information fra Sonos Blog” style=”soft”]
Da Sonos for snart 20 år siden introducerede den teknologi, der gjorde det muligt at afspille musik i flere rum ad gangen, lyttede vi til musik på en anden måde, end vi gør i dag. Faktisk kom de første Sonos-produkter endnu før den første iPhone, og dengang MySpace var det hotte sociale medie. For at udvikle multirums-musik og smarte højttalere kombinerede vi hi-fi-lyd med computerfunktionalitet. Hvert enkelt Sonos-produkt har en mikroprocessor, flash-hukommelse og andre komponenter, som man typisk finder i computere og smartphones.
Siden dengang har vi oplevet en massiv teknologisk udvikling lige fra anvendelsen af trådløse netværk og bluetooth til streamingtjenester og stemmeassistenter. Gennem hele denne udviklingsproces har Sonos løbende tilføjet nye funktioner gennem softwareopdateringer. Vi er meget stolte af, at vi har bygget langtidsholdbare produkter, som vores brugere stadig har glæde af. Faktisk er 92% af alle produkter, som Sonos nogensinde har produceret, stadig i brug i dag. Det er ret enestående i forbrugerelektronikkens verden. Men vi er altså nu kommet til et punkt, hvor nogle af de ældste produkter simpelthen har nået deres tekniske grænse for hukommelse og processorkraft.
Fra maj i år vil disse ældre produkter ikke længere modtage softwareopdateringer eller nye funktioner. Der er tale om vores originale Zone Players, Connect og Connect:Amp (lanceret i 2006 og solgt indtil 2015), første generations Play 5 (lanceret i 2009), CR200 (lanceret i 2009) og Bridge (lanceret i 2007).
I dag bygger hele Sonos-oplevelsen på et tæt forbundet økosystem, der giver adgang til mere end 100 streamingtjenester, stemmeassistenter og kontrolfunktioner som f.eks. Apple AirPlay 2. Uden nye softwareopdateringer vil adgangen til nogle af disse tjenester og dit Sonos-systems samlede ydeevne blive påvirket, især i takt med at Sonos’ partnere videreudvikler deres teknologi.
For at hjælpe dig bedst muligt igennem denne overgang, tilbyder vi følgende to muligheder:
Mulighed 1)
Forsæt med at anvende de pågældende produkter uden opdateringer og ny funktionalitet
Mulighed 2)
Køb et nyt Sonos-produkt med 30% rabat for hvert af de gamle produkter, du ønsker at erstatte
Hvis du ønsker at gøre brug af rabatordningen, bliver dine gamle produkter sat i et såkaldt Recycle Mode, der sletter al personlig information og sikrer, at ingen uvidende køber et ældre produkt med begrænset levetid og en funktionalitet, der ikke lever op til den oplevelse, som brugerne forventer af Sonos i dag. Recycle Mode findes kun i de gamle Sonos-produkter nævnt ovenfor.
Dernæst opfordrer vi dig til at skille dig forsvarligt af med produktet på en genbrugsstation, hvilket er det mest miljøvenlige. Hvis du ikke har en genbrugsstation i nærheden, betaler vi for returnering af dit produkt til Sonos og sørger for ansvarligt genbrug.
Ideelt set holdt vores produkter for evigt, men vi er stadig begrænset af den nuværende teknologi. Sonos’ ansvar i denne sammenhæng rummer tre væsentlige elementer: Vi skal bygge produkter der holder i lang tid. Vi skal producere vores produkter mere miljøvenligt gennem materialer, emballage og distribution. Og vi skal hjælpe vores kunder bedst muligt gennem overgangen, når et givent produkt nærmer sig enden af sin levetid.
Hos Sonos har vi altid troet på valgfrihed, hvad enten det drejer sig om streamingtjenester eller hvordan du ønsker at styre din lytteoplevelse. Vi håber, at disse to muligheder – forsat at bruge disse produkter uden softwareopdateringer eller at benytte rabatordningen til at købe et nyt produkt – giver dig mulighed for at træffe et tilfredsstillende valg.
Vi er stolte over at have en plads i dit hjem og ønsker også fremover at kunne give dig den bedst mulige lytteoplevelse, også selv om nogle produkter når til enden af deres levetid.
[/su_box]
Opdatering
Sonos i kovending: Alle produkter vil fortsat fungere efter maj