Det er en kendt sag, at Lithium-Ion-batterier har særlige karakteristika.
En af dem er, at de kan lades hurtigt op, men at dette kun bør ske op til 80%, hvis man samtidigt gerne vil have batteriet til at holde længe. Med det sidste menes at batteriet holder til flest mulige opladninger, ikke så meget hvor længe, det kan holde strøm på en enkelt opladning.
Det er af samme årsag, at det anbefales kun at lade elektriske biler med Lithium-Ion-batterier op til 80% ved daglig brug – og så lade den op til 100%, når man skal ud og køre langt. Lader man batteriet op til 100% hver gang, nedbringer det tilsyneladende antallet af gange, batteriet kan lades op.
Det er også derfor, markedsføringsmaterialer om smartphones omtaler, hvor hurtigt, en model kan lades op til 80%. Hurtigladere er som regel sat til at lade op til 80% i en fart, og derefter sænke hastigheden for at skåne batteriet.
Men hvad nu, hvis du som de fleste lader telefonen op natten over og ikke har lyst til at stå op klokken halv tre om natten for at hive laderen ud af stikket, når telefonen er 80% ladt op? Hvis du er iPhone-bruger, slipper du allerede for dette. Apple har nemlig med iOS 13 lanceret et avanceret opladningsmønster, der passer bedre på batteriet.
Lader op til 100% efter dine vaner
Hvad med Android-ejere? ASUS har lanceret noget lignende på deres smartphones, men de er jo ikke særligt udbredte i Danmark. Derimod har OnePlus-telefonerne en del fans i Danmark, og disse får nu også en særlig opladningstilstand, der passer bedre på batteriet.
Den nye feature, som OnePlus har annonceret som en del af en lille række nyheder i forbindelse med CES i Las Vegas, hedder ’Optimized Charging’. Denne oplade-funktion kører fuld strøm ind på batteriet op til 80%, men sætter derefter opladningen i bero.
100 minutter før du forventes at hive ladestikket ud af telefonen (f.eks. hvis du har sat vækkeuret til at ringe på et bestemt tidspunkt) går den så igang med at lade op igen. På den måde når den stadig op på 100% opladning, når du skal bruge den. Funktionen vil også over tid lære, hvornår du typisk frigør telefonen fra opladeren.
På denne måde undgår telefonen at blive tilført strøm ved 100% opladning i flere timer i træk, mens du sover, og det skulle angiveligt få batteriet til at kunne klare flere opladningscyklusser i dets levetid. Nogle årvågne OnePlus-brugere fik øje på funktionen i en betaversion af Oxygen-softwaren i sidste måned, men nu har OnePlus altså gjort funktionen officiel.
De har dog stadig ikke givet os et specifikt tidspunkt for udrulningen, men måske kan vi få mere at vide, når vi besøger OnePlus og tager et kig på koncepttelefonen Concept One onsdag, Las Vegas-tid under CES-messen.
- TEST: JBL Tune 220TWS trådløse in-ear hovedtelefoner
- Det så vi også på CES – tendenser og pudsigheder
- Hvad har OnePlus i ærmet til på mandag?
- Lås cyklen op med dit fingeraftryk
- Nu kan AirPods også få skum-ørepropper på (hands-on)
- Nu skal din grill også være smart
- VIDEO: Sådan virker Samsung Object Tracking Sound og Q-Symphony
- Panasonic introducerer nyt design til VR-briller
- Hands-on: Mobvois nye øretelefoner kan modtage telefonopkald med et nik
- Vuzix’ nyeste AR-briller viser vejen mod fremtiden (hands-on)