Forside * Nyheder

Lås cyklen op med dit fingeraftryk

-
(Foto: Recordere)

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før biometrikken blev en del af de mange andre låse, vi bruger i hverdagen.

Vi er allerede blevet vant til at låse vores telefoner og computere op med biometriske metoder. Flere og flere sikkerhedssystemer kræver også fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse. Men nu kan du også låse din cykel op med dit fingeraftryk.

De fleste, der har en tohjulet jernhest har nok oplevet på et tidspunkt at forlægge nøglen til låsen, eller glemme kombinationskoden, hvis cyklen har været parkeret vinteren over. Men alle disse problemer bliver løst med cykellåsen fra Benjilock, som blev introduceret på den netop overståede CES-messe.

Annonce:

Der er tale om en kraftig U-lås, men der, hvor nøglen normalt sættes ind, er der i stedet et lille dæksel, der kan skubbes til side. Under dækslet finder man så en fingeraftrykslæser, som dækslet beskytter mod elementernes rasen. Den er endda IP65-certificeret, så den er både modstandsdygtig mod støv og regn.

Så er det bare at plante tommelfingeren på sensoren, som man kender det fra smartphone-skærme, der ikke står Apple på (Benjilocks låse kan dog endnu ikke benytte sig af ansigtsgenkendelse). Som den årvågne læser måske kan regne ud, kræver det dog at låsen har et mindre strømforbrug.

Modstår store boltsakse

Derfor sidder der også et batteri i låsen, som lades op med USB. Det behøver man dog ikke gøre ret ofte, for ifølge Benjilock kan den holde i seks måneder på en opladning. Man skal dog nok være god til at holde øje med, hvornår den løber tør, så man pludselig ikke kan låse cyklen op på grund af et dødt batteri.

Hvis cyklen deles med andre, f.eks. i familien, er det heller ikke noget problem. Der kan programmeres 10 fingeraftryk ind i låsen, hvilket burde være rigeligt. Nu kan cykeltyve, der virkelig gerne vil have fingre i en cykel altid tage en boltsaks med på tyvetogt, men ifølge Benjilock kan den her cykellås modstå boltsakse med op mod ni tons styrke.

Cykellåsen kommer på gaden i de kommende uger til en pris på 69 dollar, eller cirka 460 kroner før danske skatter og afgifter. Den er dog ikke den eneste fingeraftryks-lås, Benjilock laver. Firmaets hovedprodukt er en serie af hængelåse med fingeraftrykslæsere. Disse fås både med nøgler og kombinationslåse som back-up-løsning, til hvis læseren skulle svigte eller ens fingre er våde, beskidte eller lignende.

Benjilock ejes af firmaet Buy Hampton, og man kan købe låsene på virksomhedens hjemmeside. Desværre sender de kun til USA fra denne side, men repræsentanten fra Benjilock mente at vide, at flere af de europæiske Amazon-butikker kommer til at have Benjilocks cykellås i sortimentet, så det er bare om at holde øje med den der.

Følg CES i Las Vegas på recordere.dk

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.