Handelskrigen mellem USA og Kina rammer nu Huawei så hårdt, at ledelsen har varslet nedskæringer overfor medarbejderne.
I November fortalte ledelsen af Huawei, at de sagtens kunne blive verdens nummer ét uden Google Play services. Men det lader til at det bliver sværere end man havde regnet med, og nu har Eric Xu, der er en af tre topchefer i Huawei varslet nedskæringer.
”Overlevelse er vores førsteprioritet”
fortæller Eric Xu til Bloomberg. Det er især det aktuelle fald i væksten der gør at Huawei nu er nødt til at sikre at den manglende omsætning ikke rammer virksomheden for hårdt på bundlinien. Og det er sikkert at Huawei ikke vokser lige så hurtigt som de ellers har gjort de tidligere år.
Det går ud over ledelsen i Huawei
Eric Xu mener at man er nødt til at afskedige eller omplacere op til 10% af ledelsen, samtidigt med at man vil reorganisere i flere operationelle afdelinger. Det vil ramme de ledere som performer dårligst fortæller Xu til Bloomberg.
Selvom Huawei har salgsrekord i 2019, er salget gået ned med 23% mellem 1. og 2. halvår, og man forudser at der er en risiko for at tendensen fortsætter i 2020, hvis den aktuelle handelskrig og blokering for samarbejde med Goole og andre amerikanske leverandører fortsætter i hele 2020.
Huawei’s sidste flagskib Mate 30 Pro (der endnu ikke er annonceret i Danmark), kommer uden Google services, og flere kendte testere og bloggere siger det er den bedste telefon man ikke skal købe på grund af den manglende Google support.
Der er dog tegn på at der er en løsning på vej i handelskrigen mellem USA og Kina, men om det også betyder fjernelse af blokeringen for Huawei er der ikke nogen der ved.