I dag åbner DRs nye streamingtilbud med kultur- og samfundsprogrammer.
I dag har det nye DR2+ premiere på DRTV. DR kalder det “Et nyt tilbud med kultur- og samfundsindhold rettet til de yngre voksne, der streamer”.
Danskerne ser hver eneste dag timevis af kultur- og samfundsprogrammer på DR’s tv-kanaler. Om alt fra kunst og bøger til debat og politik. Men blandt særligt de yngre danskere, der i høj grad streamer deres tv-indhold, er kultur- og samfundsprogrammerne ikke altid øverst på listen over det indhold, der vælges til.
Derfor styrker DR sit tilbud på dette område i dag ved at åbne DR2+. DR2+ er et digitalt tilbud, der fra 22. januar 2020 findes på DRTV, som har til opgave at løfte kultur- og samfundsstoffet ud til yngre og voksne digitale brugere.
Et laboratorium
“DR2+ er vores laboratorium, hvor vi vil eksperimentere og gå forrest i at undersøge, hvordan formidlingen af kultur- og samfundsstoffet skal skrues sammen, så indholdet også fungerer i en digital fremtid”, fortæller Irene Strøyer, der er chef for DR2+ og DR3, og hun fortsætter:
“Jeg var selv med til at starte DR3, og lige som det har taget lang tid at etablere den kanal, så er jeg også meget bevidst om, at DR2+ ikke er i mål eller rammer plet fra dag ét. Vi skal til gengæld prøve forskellige ting af, eksperimentere og fejle tilpas mange gange til, at vi på den lange bane knækker koden”.
Helt nye programmer på vej
DR2+ lægger fra kaj med tre helt nye programserier: ’Sektlederens hemmelighed’, ’Trumps tweets’ og ’Cornflakes med lort og Død ved kølle – humoren der formede dig’.
Herefter vil der fra midten af februar udkomme en ny programserie fra DR2+ hver anden uge på DRTV. (Se mere om programmerne i faktaboksen nederst på denne side)
Et smugkig ind i maskinrummet viser, at der planlægges en række af DR2+programmer til foråret 2020.
De foreløbige arbejdstitler er:
- ’Hvorfor er Ludwig ikke konge?’ med 18-årige Ludwig af Rosenborg
- ’Hornsleth er død’ med provo-kunstneren Kristian von Hornsleth
- ’Det sidste skrig’ om Gannis CEOs klimafokus
- ’Mordet på Mr. Nix’ med tidligere direktør for Cambridge Analytica
- ’Hübbe’ med balletmesteren Nikolaj Hübbe
- ’Ane i Ingen-mands-land’ med komikeren Ane Høgsberg.
DR2+ dykker i de kommende programmer ned i emner såsom kulturhistorie, klimaforandringer, radikalisering, etik og neurovidenskab, personlig datamisbrug og overvågningskapitalisme, international politik, kunsthistorie, royal kulturhistorie og ligestillingskamp samt meget mere.
Programtekster til DR2+’s tre første programmer’Lort med cornflakes og Død ved kølle: humoren der formede dig’ er en fortælling om de største humorpionerer, som omkring årtusindeskiftet stod for en helt ny bølge af humor. Det blev definerende for en hel generation – for vores sprog og vores måde at grine sammen på. Igennem fem afsnit dykker vi ned i skabelsen af de største satireopsætninger på DR, og kigger ikke mindst på de aftryk, de har sat på en hel generations humor og sprog. Kom med bag om satirens historie, som bliver fortalt af hovedpersonerne selv over fem afsnit af en halv time. ’Sektlederens hemmeligheder’ er fortællingen om Roald Bergmann, der som teenager på Bornholm blev hvervet af en lokal kirke. Roald viste sig hurtigt som en af de dygtigste missionærer, der kunne hverve nye medlemmer som ingen anden, og således blev den forførte selv en effektiv forfører. Programserien er tre afsnit af en halv time, som blandt andet undersøger metoder og de psykologiske mekanismer i hvervningen af unge. ’Trumps tweets’ er et nyt explainerformat, hvor Donald Trumps tweets, og det konkrete ord i hans konkrete tweet, bliver vendt og drejet af forskellige eksperter. Deres fagområder spreder sig over felter som psykologi, og børnepsykologi, til retorik, lingvistik og politisk kommunikation. Programmerne kombinerer aktualitet og politisk analyse med uventede historier, der udspringer af forskellige fagområders analyse af Trumps ordvalg, hvor der bliver spiller på kontrasterne mellem seriøst fakta og humor. Programmerne varer cirka 10 minutter og bliver sendt frem til det kommende præsidentvalg i USA. Se alle tre programmer her |