I et år med skarp, dansk og international konkurrence formåede TV 2 at vokse markant – digitalt på TV 2 PLAY og TV2.DK og på traditionelt tv på fem af seks kanaler. Det skete med blandt andet stærk nyhedsdækning og relevant public service-indhold.
TV 2 kom ud af 2019 med fremgang over stort set hele linjen – både digitalt og på traditionelt distribueret tv. TV 2 fik flere brugere på TV2.DK på tværs af web og apps, og TV 2 PLAY er stærkere end nogensinde ved udgangen af året.
Når det gælder traditionelt distribueret tv, nåede TV 2s kanaler i 2019 bemærkelsesværdige resultater, viser Kantar-seertallene blandt alle danskere:
- TV 2-kanalerne får en samlet seerandel på 40,4 procent – den højeste siden 2009.
- Det er femte år i træk, at TV 2-kanalerne går frem målt på seerandel.
- TV 2 Hovedkanalen præsterer en mindre fremgang til det højeste niveau siden 2016 – samtidig med at næsten alle TV 2s nichekanaler går frem.
- TV 2 NEWS er Danmarks tredje mest sete kanal og opnår sit stærkeste år nogensinde.
- TV 2 CHARLIE er landets fjerdestørste sete kanal og har sit stærkeste år nogensinde. Dermed er tre af Danmarks fire mest sete kanaler fra TV 2.
- TV 2 SPORT er Danmarks 10. mest sete kanal og tangerer sit stærkeste år nogensinde (2018). TV 2 SPORT er mere set end alle øvrige rene sportskanaler tilsammen.
- TV 2 FRI får sit stærkeste år nogensinde.
- TV 2 ZULU fastholder sin seerandel blandt 15-40-årige, men går en smule tilbage i seerandel blandt alle danskere.
Stærk position på nyhedsområdet
Der er ifølge Lotte Lindegaard god grund til, at det – på samme tid – kunne lykkes for stort set alle TV 2-kanaler at øge deres seerandel.
“Når vi vokser samlet set, er det udtryk for, at vi har skabt velpositionerede kanaler, der supplerer hinanden bedre end nogensinde,” siger Lotte Lindegaard, der også glæder TV 2s position på nyhedsområdet.
Programdirektøren er tilfreds med, at TV 2 som public service-station lykkedes med grundig og nyskabende valgdækning, herunder Valgfolkemødet i Odense, og med flere store debatter og dagsordener i 2019. Det gælder blandt andet fokus på børnenes forhold i institutioner i programmet ’Daginstitutioner bag facaden’ og i opfølgningsprogrammerne ’Eksperimentet med vores børn’.
“Daginstitutionerne blev et af årets store samtaleemner, og dér ramte vi en dagsorden, der optager os alle. Det samme var tilfældet med vores klimadagsorden, og det gør mig stolt, når vi på TV 2 tager ansvar og er med til at sikre plantning af over én million træer. Vi meldte os ind i klimakampen i 2019, og vi kommer med nye initiativer i år,” siger programdirektøren.
Lotte Lindegaard fremhæver ’Vild med dans’ som endnu et af højdepunkterne i 2019.
“Da to mænd blev sat sammen som dansepar i ’Vild med dans’ og endte med at vinde, var det et stærkt udtryk for, at vi alle sammen har ret til at elske – og danse med – den, vi vil. Også på den måde blev 2019 et smukt Alt det vi deler-år på TV 2.”