Enten vil du elske den eller hade den; Men en ting er sikkert du kommer ikke uden om den.
Uanset om du deltager i Whamageddon (kæmper for at undgå at høre den), eller kører den på repeat på din streamingtjeneste, så er Last Christmas med Wham svær at komme uden om, og nu kan du så også gense den i opdateret 4K.
Sony fejrer at det nu er 35 år siden at Wham sendte “Last Christmas” på gaden, og den har været en juleplage på både streamingtjenester, i radio og på jule-cd’er lige siden.
Nu har Sony så haft fat i de gamle 35mm filmstrimler, og opdateret og udgivet en 4K UHD version af hittet, som allerede nu streames løs på YouTube.
For at forstå at det her ikke bare er en sjov idé bør du faktisk starte med at se original-videoen fra 1984, som også ligger tilgængelig på YouTube.
Først da kan du se hvor stort et arbejde Sony har gjort for at løfte kvaliteten på videoen fra dengang. Nedenfor viser Sony en sammenligning af de to kvaliteter i en teaser de sendte ud for en lille uge siden.
En ting er sikkert, uanset hvad du synes om Last Christmas, så må du da give os ret i, at den aldrig har set bedre ud. Glædelig for-jul fra Wham.