Streamingtjenesten TV 2 Play er kommet i en ny udgave på Apple TV. Vi ser nærmere på den.
Her kort før jul, der udkom en ny udgave af TV 2 Play på Apple TV. Vi har kigget på den.
Ved første øjekast ligner forsiden sig selv, med en topmenu, store billeder der viser udsendelserne i fokus lige nu, med anbefalinger til noget man kan se nedenunder.
Det første der bemærkes er hvor rolig siden er blevet. Ingen autoplay af videoer og ingen slides i karusel. Man skal selv gå på opdagelse med fjernbetjeningen. Udforske indholdet.
Tjek selv hvor rolig forsiden er på denne video:
Næste række af forslag er ‘Populært lige nu‘, med et udvalg af de programmer der hitter lige nu på tjenesten.
Derefter følger listen ‘I gang med at se‘. Et overblik over de udsendelser man er begyndt at se, men ikke afsluttet. Det er en skøn blanding af de programmer man faktisk er ved at se, og så de programmer man droppede at se færdig.
Her savnes dog en måde at rense ud i listen. Evt. en knap når man når listens ende ude til højre, med funktionen ‘ryd listen i gang med at se’.
Næste række er ‘Redaktionen anbefaler‘, hvor det er TV 2s egne anbefalinger til noget at se.
Derefter følger ‘Den nye fiktion fra 2019‘. TV-serier er blevet populære på streaming, og her gives et overblik over de seneste fra TV 2-kanalerne.
Sådan fortsætter det med rækker videre ned af forsiden. Lige nu er det:
- Lad dig underholde
- Danmarks bedste comedy – Risiko for latterkramper
- Tag i biffen (film)
- Fascinerende rejser og fantastiske eventyr
- Fordi du så <program> (personlige anbefalinger til andet at se)
- Drama til den mørke tid
- Tåkrummende komedier
- Alle årets julekalendere
- Kom helt tæt på
- Feriefilm til ungerne
- Din daglige dosis reality
- Farvel til 2019
- Nomineret til TV-prisen 2020
- Vi holder dig opdateret
- Mest sete
Jeg går ud fra at der løbende skiftes ud i rækkerne.
Tip: Man kan til enhver tid hoppe til toppen af en side, med et enkelt tryk på MENU-knappen på Apple TV-fjernbetjeningen. |
Live TV
Her tilgås live tv-kanaler fra TV 2-familien. De kanaler der er en del af ens abonnement.
Det er en simpel oversigt over kanal med nu og næste information. Der er ingen tv-guide.
Udforsk
Sektionen ‘Udforsk’ er en anden måde at opdage/finde indhold på. Her kan udsendelserne grupperes efter kategorier, kanaler ligesom der også her er forskellige rækker af forslag, hvoraf en del går igen fra forsiden.
Kategorierne er:
- Børn
- Serier
- Film
- Underholdning
- Comedy
- Dokumentar
- Rejser & Eventyr
- Livsstil
- Magasiner
Kanalerne er TV 2, News, Sport, Zulu, Charlie og Fri
Jeg finder personligt ‘Udforsk’ god når jeg leder efter noget nyt at se. Det er typisk indenfor en bestemt kategori, men kan også være efter kanal, da jeg inde i hovedet har et nogenlunde overblik over hvilke kanaler der sender hvad.
Nyheder og Sport
De to næste faneblade i menuen er Nyheder og Sport. Som det fremgår af navnene er det sektioner for seneste nyhedsudsendelser og sportsudsendelser, krydret med udsendelser fra nyhedernes og sportens verdener.
Nyhederne har bl.a. et format der kaldes ‘Minidoks’ hvor man hurtigt kan blive ajour med et eller flere emner fra nyhedsflowet.
Sporten har en oversigt over det live sport du måske missede. Med sport på mange tidspunkter af døgnet kan man ikke nå at følge det hele, så her er en nem adgang til hvad der senest har været sendt, eller man kan snuppe en af sportsnyhederne.
Søgning og konto
Næstsidste faneblad i menuen er søgefunktionen. Den er lige ud af landevejen. Begynd at skriv, og efter de første 2 bogstaver vises de første resultater. Fortsæt med at skrive, og resultaterne følger med.
Sidste faneblad er konto. Her kan man også se de udsendelser man har startet, men endnu ikke set færdig. Her kunne godt være en knap til at rydde listen ‘I gang med at se’.
Det er også på konto-siden at man finder ‘Log ud’-knappen.
Ny login-procedure på Apple TV
I forbindelse med den nye app er er kommet en ny procedure til forbinde Apple TV med ens TV 2-konto.
Første gang TV 2 Play app startes efter opdateringen, så vises en kode der skal indtastes inde på hjemmesiden kode.tv2.dk. Man kan enten manuelt åbne den side i en browser, eller scanne en QR-kode.
Når koden er indtastet på hjemmesiden, så logger Apple TV app ind i TV 2 Play.
Version i denne gennemgang
Denne app-gennemgang er udført med TV 2 Play til Apple TV version 2.0.1 udgivet d. 18/12-19.