OnePlus startede som bekendt i det små.
Til at starte med skulle man have en invitation i sin e-mail-indbakke for overhovedet at kunne købe en af firmaets smartphones, der blev markedsført på at levere telefonhardware for hvad hardwaren i virkeligheden skulle koste.
Det gjorde OnePlus’ tidlige modeller yderst leveringsdygtige i funktionalitet og ydeevne til en pris, der var svær at slå. Men de var svære at få fat i. Senere blev det lidt nemmere at anskaffe sig en OnePlus, og her i de sidste par år har det kinesiske firma tilsyneladende skiftet strategi.
Fra OnePlus 7 Pro og fremefter har virksomheden villet lege med i toppen af smartphone-markedet, ved at levere såvel innovationer som 90 Hz-skærme som hardware, der kan konkurrere med med telefoner fra Samsung og Huawei.
Det betød en forhøjelse af prisen. OnePlus gik ikke helt ind i de dyreste rækker, men de nyeste modeller har været substantielt dyrere end de tidligste OnePlus-telefoner. Og dermed forsvandt firmaets ry som værende en producent af helt billige smartphones.
Men til næste år kan der blive lavet om på dette. Det er ikke fordi, OnePlus forvents at droppe de ”dyre” topmodeller, tværtimod. Men sammen med topmodellerne vil de levere modeller i stil med dem, de oprindeligt var kendt for.
Går kun lidt på kompromis
Sådan er det i hvert fald, hvis man skal tro OnLeaks og 91Mobiles, der har lækket informationer og billeder af, hvad der skulle være en OnePlus 8 Lite. Denne model skulle være en billigere version af de kommende OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro-modeller.
OnePlus 8 Lite skulle efter, hvad rygterne siger, have to kameraer bagpå i stedet for de tre, de andre modeller har (den skulle dog stadig have en dybdesensor). Processoren ombord skulle også være en billigere af slagsen, måske en Snapdragon 765 fra Qualcomm. Det flot designede display, der krænger ned over siden på topmodellerne, skal potentielle købere også undvære.
Angiveligt kan 8 Lite dog stadig mønste en skærm, der går til kanten, med omtrent 6,4 tommers størrelse, og ligesom de andre OnePlus 8-modeller ser den ud til at have et kamerahul i skærmen til selfie-kameraet. Det er dog uvist, om skærmen kan håndtere 90Hz.
Det kunne også godt tyde på, at Lite-modellen har fingeraftrykslæser indbygget i skærmen, ligesom både sine forgængere og sine dyrere storebrødre. Dette er dog blot baseret på, at der ikke er nogen fingeraftrykslæser andre steder. Det kan dog være, at OnePlus vil bruge en fingeraftrykslæser i power-knappen, sådan som rygtet siger at en billig iPhone kan have.
Foreløbig er der ikke noget nyt om præcis hvor billig, OnePlus 8 Lite bliver, og som altid skal lækager som disse tages med et gran salt. Men OnePlus 8-serien forventes lanceret til foråret, så måske ved vil allerede mere omkring MWC til februar.