Husker du al den elektronik, formater og indhold vi sagde goddag til – og måske farvel til igen – i 10’ernes årti?
10’erne, tiden fra 2010 til 2019, blev et årti hvor vi blev mødt med en hel del elektronik, formater og indhold. Mange overlevede, andre forsvandt igen.
Her kigger vi nærmere på årtiet, set gennem tech-brillerne.
3D
3D blev godt nok præsenteret i slutningen af 00’erne, men det var i 2010 og frem at produkterne til 3D i hjemmet begyndte at komme på markedet.
Det blev ført an af Panasonic, der så en mulighed for at vinde markedsandele tilbage fra de koreanske producenter. Samsung og LG var blevet de største tv-producenter, og japanerne ledte efter muligheder for igen at sælge flere tv.
Panasonics løsning til 3D på plasma tv, med (dyre) briller der havde aktiv shutter, var nemlig teknologisk overlegen på den tid.
Det blev starten til et kapløb hvor alle producenterne skulle med på toget. Et tog der dog tabte pusten, og 3D slog aldrig sådan rigtigt an. Til sidst var det kun LG der holdt fast i det, med deres løsning med billige passive briller, men da kalenderen skiftede til 2017 var det endeligt slut med at interessere sig for 3D hos tv-producenterne.
Buede TV
Det blev også årtiet hvor buede TV kom frem – og forsvandt igen. Det lykkedes aldrig helt for tv-producenterne at overbevise tv-køberne om herlighederne ved et buet tv.
De fleste tv-producenter gik med på den vogn, og droppede senere ud igen. Samsung holdt fast i længst tid, men selv verdens største måtte til sidst indse at markedet ikke bed på. Samsung kaldte buede TV et eksklusivt produkt, og de få som købte dem må også føle sig meget eksklusive nu.
En af de producenter der holdt sig udenfor var amerikanske Vizio. De kunne dog ikke dy sig for at drille konkurrenterne, som med denne grafik over de bedste pladser i tv-stuen med et buet tv.
Det skal dog siges, at der stadig sælges buede computerskærme, især i størrelser over 30 tommer.
Smartphones blev hvermandseje
Det blev Apple, der med den første iPhone i 2007, satte gang i bølgen af smartphones med touchskærme og avancerede computere indeni.
Så 10’erne kan ikke få æren for lanceringen af den moderne smartphone, men det var i det årti at teknologien modnede, og der kom produkter på markedet hvor alle kunne være med.
Det var i 10’erne at smartphonen blev hvermandseje.
Tablets
iPad var ikke den første tablet-computer. Men da den første iPad kom på markedet i begyndelsen af 2010, der var den med til at sætte gang i en anden bølge der ændrede vaner.
Nu kunne man sidde hjemme i sofaen og surfe fra en tablet, samtidig med at man så TV og hyggede med familien.
Det var der mange som tog til sig. I statistikken her på recordere.dk kunne vi ihvertfald se at det var om aftenen at tablet-brugerne kom på, for at læse nyheder eller deltage i debatten.
I dag er en tablet også blevet hvermandseje, men i takt med at smartphone-skærmene er blevet større og større, så er den gledet lidt i baggrunden mht. at surfe på nettet fra sofaen, men stadig god til mange formål.
OLED TV
Selvom det allerførste OLED TV kom fra Sony allerede i 2004, så var den lille 15″ skærm både dyr, og nå ja, for lille.
Mange år senere, i 2010, forsøgte LG også med et 15″ OLED TV, men det var først da de store OLED TV kom, at der kom gang i den produktkategori.
Det var i 2013 at LG lancerede det første 55″ OLED TV. Samsung var med i kapløbet, men droppede OLED igen, angiveligt grundet produktionsvanskeligheder med den teknologi de havde valgt.
LGs første OLED TV havde modelnummeret 55EA9800, og det kostede omkring 70.000 kroner ved lanceringen, for det 55″ store buede TV.
Farvel til Plasma
2010’erne var også perioden hvor vi sagde farvel til Plasma TV. Producenterne lukkede deres produktion ned efterhånden, og i 2014 sagde den sidste af de store (LG) farvel til Plasma produktionen.
Et kinesisk selskab (Changhong Electric Co.) holdt dog fast lidt længere, men i dag er det umuligt at opdrive Plasma TV, hvis man ønsker at erstatte sin gamle og udtjente Plasmaskærm med en fabriksny.
I dag betragtes OLED af mange entusiaster som det ypperste inden for panel teknologi, i prislejet for almindelige forbrugere, men mon ikke 2020’erne ser nye teknologier komme ind og tage den plads (f.eks. MicroLED).
Chromecast gjorde streaming af video til hvermandseje
Google gjorde med Chromecast streaming af indhold fra mobile enheder til hvermandseje. Og selvom Chromecast ikke er lige så stort som Apple TV i Danmark, så er der stadig rigtigt mange danskere, der streamer fra f.eks HBO Nordic, Netflix og TV2 Play via deres Chromecast enheder.
Løsningen var så simpel. Et intelligent HDMI stik med en lille enhed for enden af stikket, og så kunne du for rimeligt få penge streame YouTube, HBO Nordic, ViaPlay, Netflix og mange andre tjenester. Nogle tjenester gav endog en Chromecast med hvis du købte et abonnement.
Smarture
De smarte wearables blev et hit. Du kan få alt fra telefoner til ringe, men en af de mest populære wearables bortset fra Smartphones er smarture.
I Danmark er det Apple Watch der sidder på tronen, og selvom bl.a. Samsung og Huawei laver sindsyge lækre smarture, så er Danmark på den store klinge et Apple land, og derfor er det Apple Watch de fleste der har et smartur går med.
Apple Watch er på 5. generation, og tilbyder i dag både ure med 4G (eSIM) og uden. Samsung og Huawei er de mest brugte smarture til Android telefoner.
Trådløse in-ear hovedtelefoner og ANC
Det blev også det årti hvor den lyd vi putter i ørene blev rigtigt trådløs. Bluetooth blev godt nok, så både almindelige – og in-ear hovedtelefoner blev så gode, at flere producenter af smartphones helt valgte at fjerne minijack stikket, og forventede at folk købte eller allerede ejede trådløse hovedtelefoner.
Oven i det fik vi aktiv støjreduktion, og her sidst i 10’erne kom det også til in-ear, så nu går flere og flere rundt i deres helt egen verden med trådløs støjreduceret lyd i ørerne og ved ikke hvad der foregår omkring dem.
Og så bør vi vel lige nævne trådløs opladning også i samme moment. Nu oplader flere og flere deres smartphones og andre trådløse enheder via trådløs opladning.
Google Chrome dominerede browsermarkedet
Da vi gik ind i 2010’erne, var Microsoft Internet Explorer stadig den mest brugte browser, med mere end 60% af alle sidevisninger på verdensplan. Men Internet Explorer døde ud, og en ny konge, der kun havde 5% i januar 2010, sidder i dag på mere end 70% af browserforbruget.
Browseren Google Chrome er vokset enormt igennem 2010’erne, men folk er nu begyndt at overveje om Google får for meget viden om vores færden på nettet, og kigger derfor på alternativer som Firefox, Safari og de mere private alternativer som Brave browser.
Om Google stadig sidder på tronen med Chrome i 2030, er svært at forudsige, og om web som vi kender det i dag eksisterer er også svært at gætte.
E-sport ændrede måden vi kiggede på folk der spiller på computere
Jeg er mere end én gang trådt ved siden af, ved at kalde e-sport for e-gaming, og så får man hurtigt det halve af Twitter efter sig. Og med Astralis på toppen af en af de mange e-sportsgrene, der nu findes er e-sport kommet på alles læber.
I begyndelsen undrede vi os over, at de store arenaer i Sydkorea blev fyldt op af publikummer, der så på unge, der spillede forskellige spil.
I dag er der ingen der griner, når Royal Arena fyldes op med 15.000 publikummer, der ser store events, og hylder deres danske – og udenlandske helte. Og beløbene som de store teams omsætter for, er mange hundrede mio. kroner årligt.
Farvel til Flow-TV – Vi blev cable-cuttere
Der er stadig mange, der ser TV via deres antennekabel, men andelen bliver mindre og mindre, og TV-Krigen mellem YouSee og Discovery Network har kun været med til at øge hastigheden og mængden af folk der klipper deres kabler til de klassiske TV-udbydere.
Især YouSee har kunne mærke frafaldet, og streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic, TV2 Play har gjort at folk har kigget på deres regninger for at se om det kunne betale sig at vinke farvel til ligegyldige kaneler, der bare fylder i deres TV-Pakker.
Men er det så blevet billigere at klippe kablet. For nogle ja, men for andre, har de været nødt til at købe så mange forskellige tjenester, hvis de vil se f.eks. alle kampe i den engelske Premier League, der nu deles af hele tre udbydere.
Så selvom man nu føler sin frihed, ved at slippe for DK4 og andre for mange ligegyldige kanaler, så kommer friheden for en pris, der for nogle har været høj, og for andre blot har givet dem en minimal besparelse.
Men én ting er sikkert. Flow-TV, som vi kender det, er i opbrud, og det vil fortsætte ind i det årti vi nu går ind i. Nu skal vi vænne os til at spørge alle ved frokostbordet, om de har set sidste afsnit af en TV-serie, før man begynder at tale om den.
10’erne blev også her vi sagde goddag til TV-apps. De apps der kan installeres på smart tv og tv-bokse, og både kan give adgang til alternativer til TV over kabel, satellit eller antenne, samt kan fungere som suplement til tv-abonnementet, med tv-arkiv og forskudt tv.
Hjemmet er blevet smartere
I starten af 2010’erne var det smarte hjem forbeholdt dem med en endog meget stor tegnebog, men nu er smarthome blevet hvermandseje. I dag køber vi Philips Hue lys, Sonos lyd og Samsung Smartthings til at styre alt i vores hjem, og den gammeldags timer kontakt, er blevet erstattet af et intelligent stik, der styres direkte fra vores smartphone, computer eller tablet.
I dag kan man for billige penge, få smarte termostater, vejrstationer, badevægte, sensore og overvågningskameraer, der fortæller os hvordan vi – og vores hjem har det lige nu.
En af de ting der desværre ikke er fulgt med, er sikkerheden, og vi ser stadig flere og flere private blive ramt af hackere, fordi de ikke forstår de risici der er ved at installere smarte enheder uden at sikre at kodeord skal skiftes, eller smart-tv der får virus fordi de ikke opdateres eller vedligeholdes af deres ejere og producenter.
Blandt årtiets nyheder kom der også dansk talegenkendelse til det smarte hjem.
4K og 8K UHD, HDR og Dolby Vision
10’erne bød også på nye tv-opløsninger, flere farver på tv-skærmene og ikke mindst HDR.
Vi fik først 4K UHD TV og senere 8K UHD TV. Indholdet er dog endnu kun HD og 4K, men i Japan er de langt fremme med 8K TV med OL 2020 i Tokyo som spydspids.
Forskellen fra HD til 4K UHD opleves dog ikke nær så stor som forskellen mellem SDR (Standard Dynamic Range = standard tv) og så HDR (High Dynamic Range). Her fik vi i 10’erne adgang til flere nye formater, HDR10, HDR10+ og Dolby Vision.
Så evolutionen indenfor TV bød på flere nyheder i det årti vi er på vej ud af.
Objektorienteret 3D-lyd
Årtiet bød også på en ny kategori af surroundlyd, kaldet objekorienteret lyd eller 3D lyd, fordi de forskellige elementer i lydbilledet udsendes som objekter, der af surround-processoren kan flyttes rundt i et tredimmensionelt rum.
Formaterne hedder Dolby Atmos og DTS:X, og i hjemmebiografen opereres med mulighed for mere end 20 højttalere (som 22.2 kanaler), og er der ikke plads til dette findes der forskellige bud på soundbars der kan dekode 3D-lyd også – dog ikke med samme lyttemæssige resultat som et rigtigt 3D-surroundsetup med højttalere i flere niveauer.
Farvel til fysiske medier
Selvom denne udmelding nok er lige tidlig nok, vil vi stadig mene at 2010’erne var det tidspunkt hvor vi for alvor vendte CD, DVD og Blu-Ray ryggen.
Folk streamer alt hvad de ser og hører i dag. Feinschmeckere vil stadig sværge til den højere bitrate som f.eks. 4K Blu-Ray stadig har, men det er nok kun et spørgsmål om tid, før producenterne helt vender det fysiske medie ryggen, og så enten har egen streamingtjenester eller også sælger og distribuerer deres indhold igennem andres online butikker og universer.
Et fysisk medie fik dog comeback i 10’erne, og det var vinyl. Senest er salget af vinyl ligefrem begyndt at give det faldende CD-salg baghjul.
Streaming
Derfor slutter vi også af med at skrive om streamingtjenester. Og historien er lige så morsom, som Microsoft der ikke troede på Internettet, eller IBM, der ikke troede på at PC’en havde en fremtid i sin tid.
Selvom Netflix’s historie starter i 1997 (med DVD-udlejning) så er det primært deres skyld at vi i dag næsten alle har mindst én streamingtjeneste, og almindelige flow-tv producenter nu også selv har deres egen streamingtjenester med alt fra Linse Kessler til den populære betjent Vlado.
Streaming har givet os det bedste 4K indhold, og det bliver vel også streaming der kommer til at blive bannerfører for 8K indhold, når det sætter af de kommende år.
Rigtigt godt nyt-årti og vi glæder os til at bringe jer alle historierne på recordere.dk.
Der er med garanti ting vi har glemt, og ikke fået med på listen her. Skriv en kommentar herunder, hvis du savner noget vi bør huske 10’erne for indenfor elektronik, streaming og øvrigt indhold.