Apples seneste arbejdsstation, den nye Mac Pro, koster over en halv million i ypperste konfiguration.
Den blev præsenteret på udviklerkonferencen WWDC tilbage i juni, men først nu er den kommet til salg. Den nye Mac Pro, som professionelle Mac-brugere med ønske om en højtydende arbejdsstation har sukket efter.
En computer der flytter grænserne for, hvad en Mac kan, med mulighed for også igen at erhverve en Apple-skærm, med deres nye Pro Display XDR.
Computeren har Xeon-processorer, med op til 28 kerner i arbejdsstationsklassen, et højtydende hukommelsessystem med en kapacitet på op til 1,5 TB RAM, otte PCIe-udvidelsespladser og en grafikarkitektur med verdens mest kraftfulde grafikkort. Den introducerer også Apple Afterburner, et acceleratorkort, der gør det muligt at afspille tre 8K ProRes RAW-videostreams samtidigt.
Skærmen ‘Pro Display XDR’ er en 32″ retina skærm med 6K-opløsning og 10-bit farveområde (P3), med et peak-brightness på 1.600 nits.
Mac Pro kommer i et kabinet i aluminium, som kan tages af for at give 360 graders adgang til hardwaren. Senere kommer der også en udgave til montering i rack-skab.
Den er bygget til professionelle brugere, der animerer 3D-filmmateriale, sammensætter 8K-scener og bygger komplekse 3D-miljøer. Mac Pro kan leveres med verdens mest kraftfulde grafikkort, med en grafisk ydeevne på op til 56 teraflops. Det er grafikkortet Radeon Pro Vega II Duo med 28 teraflops, som der kan sidde to af i denne computer.
Afterburner på den nye Mac Pro (tilvalg) giver videoredigeringsfolk mulighed for at afkode op til tre 8K ProRes RAW-videostreams og 12 4K ProRes RAW-videostreams i realtid.
Den nye Mac Pro kan koste over 500.000 kr.
Vælger man maksimal konfiguration på den nye Mac Pro, så ender prisen på kr. 452.008,- for selve computeren, kr. 49.999,- for skærmen og kr. 8.699,- for foden til skærmen. En samlet pris på kr. 510.706,- for en enkelt workstation. Men så er det også en svend der ikke går i knæ når der redigeres 8K videoer i ukomprimeret RAW-format.
Vælges istedet standard konfiguration, uden at tilføje alt det dyre ekstra tilbehør, kan en Mac Pro erhverves for kr. 49.999,- (uden skærm).
Mac Pro, top konfiguration – 2,5 GHz 28‑core Intel Xeon W-processor, Turbo Boost op til 4,4 GHz Kr. 510.706,- Mac Pro, entry-level konfiguration – 3,5 GHz 8‑core Intel Xeon W-processor, Turbo Boost op til 4,0 GHz Kr. 49.999,- |