Yngre skuespillere og knap så meget komedie.
Det synes at være opskriften på den kommende ’Ghostbusters’-film, der har eftertitlen ’Afterlife’. Modsat den reboot med kvindelige spøgelsesjægere, der kom ud for nogle år tilbage, er den kommende film en direkte fortsættelse af de to første film.
Eller måske knapt så direkte. Hvis vi skal tro den nye trailer, der netop er blevet sluppet ud, handler den nye film om de oprindelige Ghostbusteres børnebørn. En af dem spilles af Finn Wolfhard, der er allermest kendt for at spille en af hovedrollerne i ’Stranger Things’.
Hans stemme er nu gået i overgang, og han er lidt af en langhåret teenager, der sammen med sin lillesøster og sin mor flytter til en lille by i midten af ingenting, hvor den lille familie har arvet et hus fra børnenes bedstefar.
Naturligvis er det dog ikke nogen helt almindelig lille by på landet, for der sker en række ’Stranger Things’-lignende ting der, hvis man skal tro på traileren. For eksempel oplever byen en række jordskælv, selv om de naturlige forudsætninger for jordskælv slet ikke er til stede.
Mere eventyr
Da de to unge hovedrolleindehavere udforsker bedstefaderens efterladte genstande er det ikke småting, de finder. Blandt genstandene er en heldragts-uniform, der bærer navnet Spengler. Som i Egon Spengler, en af de fire Ghostbusters-medlemmer, der blev spillet af Harold Ramis i de oprindelige film.
Ramis døde i 2014, så det er måske meget passende, at Egon Spengler heller ikke er i live i den kommende film. Men heldragten er langt fra det eneste, der bliver fundet på ejendommen. Der er også spøgelsesfælder og en ombygget ambulance, hvis nummerpladen bærer teksten ”Ecto-1”.
Hvor originalerne var rene komedier, 2016-rebooten var en klokkeklar actionkomedie, ser ’Ghostbusters: Afterlife’ mere ud til at være lidt af en eventyr-film med komiske elementer. Paul Rudd er dog også med, og det plejer at være ensbetydende med mindst ét godt grin.
Filmen får premiere til sommer, og selv om de ikke er med i traileren, forventes flere af skuespillerne fra de første film at vende tilbage i gæsteroller, inklusive Dan Aykroyd, Ernie Hudson, Bill Murray og Sigourney Weaver. Det er i øvrigt Jason Reitman (søn af Ivan Reitman, der lavede de to første film), der har både skrevet og instrueret.