AirPlay 2 er blevet cracket. Ikke understøttede højttalere vil kunne spille med på Apples multirum.
AirPlay 2 er Apples audio- og video-streaming, eksempelvis til trådløs overførsel af lyd, til enkelthøjttalere eller flere højttalere i multirum. Fra Apple-enheder som iPhone, iPad og Apple TV kan lyden sendes trådløst til en eller flere AirPlay 2-højttalere eller AirPlay 2-stereoanlæg i hjemmet.
Selve protokollen er Apples egen proprietære, og for at bruge den skal producenterne der ønsker at tilbyde AirPlay 2 i deres produkter være godkendt af Apple og erhverve en licens.
Men nu har en gruppe udviklere cracket protokollen, og fundet frem til hvordan man kan dekryptere og dekode audio data fra en AirPlay 2 strøm. Det skriver 9to5mac.
“Guys… ready? I can finally confirm I got airplay2 working, including multi-room! Audio streaming data correctly recovered, decrypted and decoded!”
Udviklerne kommunikerede via en Slack-gruppe, og udsendte deres kode på GitHub, der er en portal for softwareudviklere.
Der er mange højttalere og hifi-produkter på markedet som allerede har AirPlay 2 indbygget, og her vil der ikke være brug for udviklernes løsning. 9to5mac skriver at det blot kræver nogle få kommandoer på en Raspberry Pi, for at omdanne den til en AirPlay-modtager.