Hvis du gerne vil skille dig ud fra mængden, men stadig have en rigtigt god telefon som kan købes for menneskepenge, så er OnePlus 7T Pro McLaren Edition lidt bedre end den almindelige OnePlus 7T Pro.
OnePlus er klar med deres specielle version af deres flagskib OnePlus 7T Pro. Modellen hedder OnePlus 7T Pro McLaren Edition, og den er 99% identisk med sin lillebror, og derfor er denne anmeldelse også 99% genbrug, hvor vi kun har ændret få afsnit med hvad forskellen er. Prisen for vidunderet er 6.499,-
Udpakning og installation
OnePlus 7T Pro McLaren Edition kommer i en flot McLaren Papaya orange æske, der gemmer på endnu en æske som ligner kulfiber. Udover telefonen indeholder en sort / orange Warp Charge 30 USB oplader, samt et McLaren Papaya Orange USB-C opladningkabel. Desuden er der et kulfiber beskyttelsescover med McLaren logo til bagsiden af telefonen. Der er ingen øretelefoner med i pakken.
Skærmen virker enorm, og der er hverken har hak, hul eller dråbe til front-kamera. Selfie-kameraet er gemt i en skuffe, der kommer op når man skal bruge det. På OnePlus 7T Pro McLaren Edition er skærmen buet til kant, mens den på lillesøster 7T er flad til kant, så er man ikke til buede skærme, så kan jeg anbefale at kigger på OnePlus 7T som kommer uden buet skærm men ellers med meget ens hardware-specifikationer. Vi har allerede testet OnePlus 7T, og du kan læse testen her.
På bagsiden har man et kamera med 3 linser, På venstre side har man lydstyrke, og på højre side har man tænd/sluk samt en 3-klik knap, hvor man kan vælge lydløs/vibration/lyd på. Bagsiden er iøvrigt klædt med et specielt mønster, samt kameraet er indrammet i en Papaya Orange kant.
I bunden er der et USB-C stik, ligesom det er i bunden at man finder en dual-SIM skuffe. Alt dette er præcist det samme som på OnePlus 7 Pro, som 7T Pro skal afløse.
OnePlus 7T Pro McLaren edition kommer kun i én størrelse når det gælder RAM og lagerplads: 12GB RAM og 256GB lagerplads.
OnePlus har virkeligt løfte designet med 7 familien, og designet på 7T Pro McLaren Edition minder 100% om 7 Pro, og det er jeg helt vild med. Den ligger godt i hånden, og uanset om du har det gennemsigtige cover på eller ej, så føles telefonen hverken stor eller klodset. Men det er klart at er du til små smartphones, så vil OnePlus 7T Pro McLaren Edition føles som en kæmpe.
OnePlus har iøvrigt forbedret fingeraftrykslæseren via software, så den nu er endnu bedre.
To ting har OnePlus dog stadig ikke smidt i OnePlus 7T Pro McLaren Edition, og det er en IP certificering for vand- og støvtæthed, ligesom den som flagskib stadig mangler trådløs QI opladning. Til gengæld har de optimeret Warp Charge, så det nu er endu hurtigere med 30 Watt.
Skærmen: 6.67 tommer 90Hz Fluid AMOLED
Jeg har skrevet det så mange gange før. OnePlus har fat i det rigtige med deres 90Hz teknologi. Den 6.67 tommer store skærm er i særklasse blandt de allerbedste skærme på en Smartphone, og opdateringshastigheden gør at det bare er en ren fornøjelse at bruge sin smartphone.
Opløsningen er QHD+ med 3120 x 1440 pixels og 516 PPI (pixels per tomme) skærmen er med 19:5:9 ratio. Skærmen er beskyttet af Corning Gorilla Glass, der beskytter mod ridser.
De 90Hz er stadig en feature du kan slå til eller fra, hvis du vil spare batteri, men jeg vælger at bruge telefonen med 90Hz på tale tiden, men du kan slå den ned til 60Hz, hvis du ønsker det fra indstillingerne.
Full-screen video på 7T Pro McLaren Edition ser bare super godt ud, og du bliver ikke forstyrret af hverken hak eller hul i skærmen. OnePlus har en særlig optimering af video, der ser rigtigt godt ud, og oven i det understøtter skærmen også HDR10+, der virker med bl.a. Netflix.
OnePlus 7T Pro McLaren Edition har også en “Reading mode” indstilling, du kan bruge Chromatic – eller Mono effekt, der gør det mere behageligt at læse artikler eller bøger. Du kan selv slå det til eller fra som du ønsker.
Flere måder at låse op på
Indbygget i skærmen finder man en fingeraftrykslæser, der er blevet optimeret i forhold til OnePlus 7 Pro McLaren Edition, så den nu ikke skal have så meget lys for at låse op. Den virker rigtigt godt, og jeg oplevede kun at den låste op hurtigt og effektivt.
Oven i det kan du bruge frontkameraet til ansigtsgenkendelse, som så også kan åbne telefonen hvis man stoler på løsningen. Det virker ikke lige så godt som på 7T, fordi kameraet jo skal komme frem før det virker. Derfor er det væsentligt langtsommere end f.eks. fingeraftrykslæseren.
Hvis det ikke er nok, kan du som altid også bruge en Pinkode til at låse telefonen op.
Ydelse helt i top for en Android smartphone
OnePlus 7T Pro McLaren Edition kommer med den nye superhurtige Snapdragon 855+, der giver op til 15% bedre ydelse end Snapdragon 855 uden plus. Og selvom det kun er op til 15%, så slår det alligevel ud på den positive side på både GeekBench og AnTuTu.
På GeekBench 5 scorer OnePlus 7T Pro McLaren Edition 785 single-core og 2.757 på multi-core. På Antutu3D scorer OnePlus 7T Pro McLaren Edition 479.060 Det er tæt på samme score som OnePlus 7T, og det skal det være, da de har præcis samme specifikationer når det gælder chipset. De 12 GB RAM som OnePlus 7T Pro har mod de 8GB som lillebror har, giver endnu bedre multitasking, fordi der kan være endnu flere programmer åbne, men du skal ikke købe en McLaren fordi du tror du får en meget hurtigere OnePlus, for det gør du ikke, men du får en eksklusiv smartphone med super ydelse.
Smartphone model | GeekBench 5 Single Core | GeekBench 5 Multi Core |
---|---|---|
iPhone 11 Pro Max | 1333 | 3459 |
OnePlus 9 Pro | 1124 | 3514 |
Samsung Galaxy S21 Ultra | 1107 | 3449 |
OnePlus 8 Pro | 902 | 3322 |
OnePlus 8T | 893 | 3175 |
Huawei P40 Pro | 755 | 2930 |
Samsung Galaxy S20 Ultra | 927 | 2861 |
Samsung Galaxy Note20 Ultra | 895 | 2514 |
OnePlus 7T Pro | 789 | 2873 |
OnePlus 7T Pro McLaren Edition | 785 | 2757 |
OnePlus 7T | 782 | 2751 |
OnePlus 7 Pro | 750 | 2842 |
Samsung Galaxy Fold | 703 | 2621 |
Huawei Nova 5T | 674 | 2407 |
OnePlus 7T Pro McLaren Edition kommer med 12GB RAM at arbejde med, så der er godt med plads til at have flere programmer liggende i hukommelsen, og oven i det så kommer den med 256GB arbejdslager som kan bruges til at installere programmer, musik, billeder og video. OnePlus 7T Pro McLaren Edition’s kølesystem kombinerer et kobbervarmerør fyldt med damp, avanceret termisk gel og ti lag varmespredende grafit, så det kan tilbyde en ret høj termisk ydelse. Dette gør at telefonen aldrig bliver for varm at holde på.
Alt kører flydende på OnePlus 7T Pro McLaren Edition. Programmer startes hurtigt på grund af UFC 3.0 (Universal Flash Storage). Vi oplevede ingen forsinkelser på afvikling af programmer eller nogen som helst form hakken i hverken video og surf på net . OnePlus 7T Pro McLaren Edition er en super performer, og ydelsen er helt i top blandt Android telefoner.
På spil imponerer OnePlus 7T Pro McLaren Edition også. OnePlus har lavet et samarbejde e-sport syndikatet Fnatic. En speciel Fnatic gaming mode, gør at du får optimal ydelse og skærm-farver når du spiller spil der har høje krav til ydelse.
OnePlus 7T Pro McLaren Edition har stereo-lyd, og fortsat et samarbejde med Dolby, der har kalibreret de indbyggede stereohøjttalere så de er Dolby Atmos certificeret. Ligesom på alle andre “Atmos” telefoner, mener vi at det er åndsvagt at kalde mobiltelefon-lyd Dolby Atmos, men sådan må det være. Men lyden er også godkendt.
Rigtig god batteritid og opdateret opladningshastigheder
Batteriet i OnePlus 7T Pro McLaren Edition er på 4.085 mAh, og det er fint for de fleste til at komme igennem dagen. Men bruger man 90Hz skærm, og spiller meget så kan det godt være at man skal oplade i løbet af dagen. Personligt lå jeg på mellem 20-30% ved normalt hårdt brug af telefon, surf, musik og video, når jeg smed telefonen til opladning om aftenen når jeg gik i seng.
OnePlus har opdateret deres opladningsteknologi, så de nu kalder den Warp Charge 30T. Du kan oplade fra 0 til ca. 70% på 30 minutter, og helt til 100% tager omkring én time.
Warp Charge 30T bruger den samme oplader som kommer med de forrige modeller OnePlus 7 og 7 Pro, og den forbedrede opladning er opnået ved software optimeringer. Det betyder også, at har du en Warp Charge bil-oplader, så vil den også oplade hurtigere.
OnePlus har stadig ikke taget trådløs opladning til sig, og du er derfor nødt til at have adgang til et USB-C opladningskabel. Hvornår OnePlus mener er trådløs opladning er godt nok til dem er der stadig ingen tegn på, men vi er snart i 2020, så jeg håber at OnePlus 7T familien er den sidste uden trådløs opladning. Men når det er sagt, så er Warp Charge 30T super godt, og batteritiden er absolut OK.
Hvordan virker den som telefon?
OnePlus 7T Pro McLaren Edition understøtter dual-SIM (Nano), der begge kan være aktive når det gælder opkald, og så vælger du blot hvad SIM kort du vil bruge aktivt til mobil-data.
OnePlus 7T Pro McLaren Edition har også understøttelse for VoLTE og WiFi opkald, så du kan få den bedste opkaldskvalitet, hvis du er på 4G/LTE eller WiFi.
OnePlus 7T Pro McLaren Edition har også understøttelse for alle de vigtige trådløse protokoller 2×2 MIMO 802.11 a/b/g/n/ac, ligesom den understøtter 4G/LTE på alle de vigtigste bånd i verden.
Du får også Bluetooth 5 med AptX og AptX HD, og naturligvis også NFC, som du kan bruge til at forbinde både hovedtelefoner og højttalere.
Antennerne virker rigtigt gode, og uanset om jeg brugte 3 eller Telenor i Hovedstaden havde jeg fint signal.
Konferencekald virker rigtigt godt med de indbyggede stereo-højttalere, der afspiller højt og klart.
Software og Oxygen OS 10 med Android 10
OnePlus 7T Pro kommer med Android 10 og med Oxygen OS 10, og jeg elsker Oxygen OS. Det er en ren og elegant implementering af Android 10, hvor der ikke er antydningen af bloatware men bare en godt designet brugerflade og brugeroplevelse.
Dog er der en ting jeg stadig savner enormt i Oxygen OS. Muligheden for at lave foldere i app-skuffen. At man kan gøre det på hjemme-skærmen er fint, men at man ikke kan gøre det i app-skuffen er trælst, især når man ser hvor mange der har bedt om det på deres forum, som OnePlus ellers ønsker at være kendt for at lytte til.
Med Oxygen OS 10 har OnePlus optimeret deres brugerflade på mere end 370 områder, og der er kommet flere nye fagter som du kan bruge til at betjene multitasking. Personligt er jeg skiftet fra de velkendte hjem, tilbage og app oversigt til de nye multitasking fagter som giver endnu mere plads i bunden af skærmen.
Oven i det har OnePlus opdateret flere af deres apps, og især galleriet har fået en stor overhaling.
Jeg kan også godt lide at Oxygen OS giver dig frihed til at bygge egne temaer. Jeg er dog vild med night-mode’s mørke farver for tiden, og derfor valgte jeg temaet “Nuanced Dark”, som giver en god night-mode oplevelse.
OnePlus er kendt for at give to års opdateringer af operativsystemer, og oven i det tre års sikkerhedsopdatering, så man trygt kan bruge sin OnePlus 7T Pro McLaren Edition mange år frem.
Software oplevelsen er klart godkendt.
Kamera stadig med i toppen
OnePlus 7T Pro McLaren Edition har triple-kamera på bagsiden, der ved første øjekast ligner det samme som der er på OnePlus 7 Pro, og det er der god grund til, for det er samme som scorede 114 på DxOMark tidligere i år, og det er en god ting, for hvorfor skifte noget som allerede virker godt. Til gengæld har softwaren fået en del forbedringer.
Hovedkameraet er på 48MP med optisk billedstabilisering, og så er der en 16MP Ultra Wide og en telefoto 8MP med 3x optisk zoom.
Frontkameraet er på 16MP, og som skrevet ligger det skjult i kroppen af telefonen, og kommer kun frem, når du har brug for at tage en selfie.
En af nyhederne på OnePlus 7T Pro McLaren Edition er en kraftigt forbedret makro-mode, hvor du kan tage billeder helt ned til 2.5 cm. fra motivet du skal tage billeder af.
OnePlus har udviklet voldsomt på deres UltraShot Engine, der med AI sætter kameraet op til gode billeder i mange forhold som f.eks. solnedgange, portrætter og ved dårlig belysning. Og det kan ses på deres “Nightscape” mode, som både virker på den normale og ultra-wide linse.
Oven i det har OnePlus lavet Hybrid Image Stabilisering (HIS), der kombinerer det bedste fra optisk – og elektronisk billedstabilisering, der skulle give endnu mere rolige videoer. Video kan optages i 1080p og 4K/UHD i op til 60fps. https://vimeo.com/366237797
Kamera appen virker rigtigt godt, og det er hurtigt at skifte mellem de forskellige zoom indstillinger. Og du kan zoome op til 10x med digital zoom.
Vi har testet kameraet i flere forskellige situationer, og er imponeret over hvor godt det performer. Ovenfor er der et galleri og en video, der viser hvordan det klarer sig. Men fra vores side er det klart godkendt, og blandt de bedste på markedet lige nu.
Konklusion
OnePlus 7T Pro McLaren Edition er på alle måder noget af det bedte du kan få inden for Android. Født med Android 10, og et design der imponerer.
Og alt hvad du har læst indtil nu, er sådan set det samme som vi skrev om OnePlus 7T Pro, for i bund og grund er det samme telefon, blot med mere RAM (12GB), og en anden farve.
Men One Plus 7T Pro McLaren Edition ER lidt bedre end sin lillebror, fordi den har det ekstra RAM til at have flere programmer åbne, men du skal kun købe den, hvis du gerne vil have den i den specifikke farve, og med de få ekstra ting du får med. For ellers er OnePlus 7T Pro en præcis lige så god telefon.
Men du skal stadig kun betale 6.499,- for en topspecificeret OnePlus telefon, og der får du du stadig enormt meget Android Smartphone for pengene, og OnePlus 7T Pro McLaren Edition bør klart være med i dine overvejelser hvis du står og skal ud og købe ny smartphone lige nu. Hvis du ikke er til buet skærm, kan du så overveje OnePlus 7T i stedet.
Vi giver OnePlus 7T Pro McLaren Edition præcis den samme karakter som OnePlus 7T Pro, og vi giver OnePlus 7T Pro McLaren Edition vores bedste anbefalinger.
Pris og levering
OnePlus 7T Pro McLaren Edition koster 6.499,- og modellen kommer kun i sort med Papaya Orange streger. Salget er startet