DR lukker filmprogrammet Filmselskabet, men nu er et nyt tv-program klar til at tage over.
“Naturligvis skal vi have et filmprogram på tv”. Sådan indledes pressemeddelelsen for Danmarks næste filmprogram på TV.
Selvom DR har besluttet at lukke Filmselskabet som led i sparerunden, så er der nu hjælp på vej til de, der bare ikke vil være et filmprogram foruden.
Det er DK4 der nu samler handsken op og sammen med vært Steffen Moestrup lancerer tv-programmet film:syn.
I film:syn anmeldes nye film og tv-serier, men der granskes også i genrer, virkemidler og filmiske fænomener, så vi alle kan blive lige lidt klogere på film.
“Vi er ikke bange for nørder og faglighed. Tværtimod synes jeg alt for mange kulturprogrammer skøjter rundt i overfladen og ikke tør hylde de mennesker, der faktisk ved, hvad de taler om”, fortæller Steffen Moestrup, der er vært og tilrettelægger på film:syn, og fortsætter:
“I film:syn vil vi dyrke viden og passionen for filmmediet”.
Første program har fokus på biler
Første program handler om biler på film, og det vil blandt andet udmønte sig i en længere samtale om road movies.
Den danske stuntmand Stig Günther forklarer hvordan man laver et godt bil-stunt på film.
Og så ses også nærmere på den nye danske film Selvmordsturisten – som absolut intet har med biler at gøre.
Kommende temaer bliver dansk dokumentarfilm og forholdet mellem computerspil og film.
Tilgængelighed
film:syn kan ses første gang d. 14/11 kl. 18:30 på DK4.
Det vil også være tilgængeligt på DK4’s hjemmeside.
Programmet udkommer en gang om måneden.