Forside * Nyheder

DR lægger op til 12½ times fællessang – og sender det hele på DR2

-

Der bliver rig mulighed for at starte 2020’erne med at synge og være sammen med andre om at fremføre sangene fra Højskolesangbogen.

På utallige opfordringer og for at markere, at DR2 og DR K fra nytår smelter sammen til en fælles samfunds- og kulturkanal, planlægger DR at holde en ny, næsten 12 ½ timers fællessang med sange fra Højskolesangbogen.

Det hele kommer til at foregå søndag den 12. januar 2020 ved sang-arrangementer over hele landet. De bliver samtidig sendt direkte på DR2, hvor sangteksterne også kommer til at stå på skærmen, så man bare kan synge med.

Annonce:

 

175 sange valgt ud

Da DR holdt et lignende arrangement i marts 2018, som blev sendt direkte på DR K, var over en halv million seere forbi kanalen i mindst fem minutter. Det betød, at DR K fik sin hidtil bedste dag nogen sinde.

– Vi har 175 sange, der egner sig godt til en ’syng-med-dag’, forklarer redaktør Birgit Bergholt fra DR Kultur og Samfund, der står for indholdet og konceptet for dagen. DR samarbejder blandt andre med Højskoleforeningen om dagen.

Lisbeth Langwadt, der er er programchef for aktualitet, kultur og dokumentar i DR, glæder sig til endnu en dag ’Live fra Højskolesangbogen’.

– En af nyskabelserne på det nye DR2 bliver en fast kultursøndag fra starten af året med timevis af spændende kulturtilbud. Vi finder det helt oplagt at markere den nye kultursøndag med at samle Danmark omkring vores fælles sangskat fra den blå højskolesangbog på en dag, man kan være sammen om på tværs af generationerne og på tværs af hele landet, siger hun.

I løbet af den 12. januar sender DR2 højskolesang fra fire steder i Danmark, hvor alle også har mulighed for at møde op med Højskolesangbogen og være med direkte. De fire steder, værterne og de lokale kor er klar nu, mens DR ved en senere lejlighed præsenterer de kendte solister, der også dukker op hvert sted og er med til at synge for fra den blå bog.

De fire steder, hvor DR2 sender direkte fra, og hvor man kan møde op og synge den 12. januar, er:

10.00-15.00 Kolding Bibliotek
Værter: Phillip Faber, Mathias Hammer og Silja Okking fra DR

Medvirkende kor: Nicolai Kirkes drengekor – og Nicolai Kirkes ungekor, elitepigekoret Landskoret, Kolding Kammerkor, herrekoret MandHatten, DR Børnekoret, Mungo Park Folkekor. Solist afsløres senere.

15.00-18.00 Roskilde Festival Højskole
Vært: Ane Cortzen fra DR

Medvirkende kor: Rockkoret, Paradox og Cph Barbershop. Solist afsløres senere

18.00-21.00 Det ottekantede forsamlingshus, Øster Jølby, Mors
Vært: Tine Gøtzsche fra DR

Lokale kor: Thisted Kirkes Drengekor, Vox 11, Håndværkerkoret. Solist afsløres senere

21.00-22.30 Brorsons Kirke, København N
Vært: Phillip Faber, DR

Medvirkende kor: DR Vokalensemblet, SonSound. Solist afsløres senere.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.