Nu er der flere tegn på, at klaptelefon-formatet vender tilbage.
Det sammenklappelige design har ikke rigtig været på mode siden slut-90’erne og begyndelsen af 2000’erne. Især iPhone var med til at lægge denne form for smartphone-design i graven (måske midlertidigt) da den gjorde smartphones til allemandseje i ”candy bar”-formatet.
Men på det seneste har det rumsteret en del med rygter om at klaptelefonen kan komme tilbage, efter at de foldbar skærmpaneler er blevet tilstrækkeligt holdbare til at de kan bruges i praksis. Det tog ikke ret lang tid efter annonceringen af Samsungs Galaxy Fold, før andre producenter kom til med lignende tiltag.
Især et af disse vakte dog opmærksomhed. Der begyndte at gå rygter om at Motorola ville komme på banen med en genoplivning af den populære RAZR-telefon, der med dens slanke linjer og minimalistiske fremtoning, var et stort hit omkring årtusindeskiftet.
Den nye RAZR skulle have en foldbar skærm indvendigt i ”muslingeskallen”, sådan at hele indersiden er en skærm, der kommer frem, når den åbnes. Motorola har siden bekræftet eksistensen af designet, men telefonen er endnu ikke blevet officielt annonceret.
Samsung ”udforsker” konceptet
Seneste nyt er imidlertid, at Motorola ikke er de eneste, der leger med implementeringen af en foldbar skærm i en foldbar telefon. Samsung, der har ageret skjold for det meste af den tidlige kritik af foldbare telefonkoncepter, kan muligvis også være på vej med noget lignende.
I hvert fald, hvis man skal tro en præsentation på Samsung Developer Conference, der finder sted i San José i disse dage. Her har Samsung traditionen tro vist en del mindre nyheder frem, der især handler om de muligheder, udviklere har for at integrere deres produkter med Samsungs software- og hardware-økosystemer.
Men under en af disse præsentationer, viste Samsung en klaptelefon-version af en foldbar skærm frem, og denne blev også tweetet ud til offentligheden senere. Firmaet bekræftede, at der var tale om, hvordan Samsung ville udføre sådan et koncept rent skærmmæssigt, men ville derudover kun sige, at de p.t. ”udforsker” konceptet som en del af deres arbejde med foldbare skærme i smartphones.
Ikke desto betyder det, at Samsung kan være klar med en klaptelefon med foldbar skærm i løbet af meget kort tid, hvis Motorola lancerer en ny RAZR med foldbar skærm, og den går hen og bliver et hit. Samsung er aldrig holdt helt op med at lave klaptelefoner, der stadig er populære i bl.a. Kina og Indien, så infrastrukturen er allerede på plads til at sætte en sådan produktion igang.
Attendees of #SDC19 got a sneak peek at a brand new form factor Samsung is exploring for the foldable category of devices. #SamsungEvent pic.twitter.com/rGtpvNj0SJ
— Samsung US Newsroom (@SamsungNewsUS) October 29, 2019