Fans af Android TV-baserede streaming-bokse kan nu glæde sig.
NVIDIA, der laver en af de mere højprofilerede af slagsen, Shield TV, har nu lanceret den nyeste version af den. Eller rettere, versioner. Der er nemlig nu to modeller at vælge imellem, og den ene er noget billigere end den anden. Og den ser også ret anderledes ud.
Den billigste model koster 1.299 kroner Det er den, der nu bærer navnet Shield TV, og ser ud til at være NVIDIAs forsøg på at lave en model, der appellerer til de brede masser. Men modsat de rektangulære streaming-enheder, vi er vant til, er den nye Shield TV noget mere afrundet.
Den er simpelthen formet som en cylinder. Designmæssigt er det et frisk pust på streamingfronten, og dens minimalistiske overflade gør den samtidig attraktiv for folk, der foretrækker, at deres gadgets passer ind i hjemmets indretning.
Opskalering med kunstig intelligens
NVIDIA har dog ikke blot valgt cylinder-designet for dets pynteværdi. Faktisk forventer firmaet slet ikke, at folk har cylinderen stående fremme. Den er i stedet lavet til at befinde sig bag TV’et sammen med alle kablerne, og ifølge NVIDIA hjælper det cylindriske design med at afværge interferens fra trådløse netværk.
Den dyre model, hvis design i højere grad følger i det vanlige Shield TV-spor, hedder nu Shield TV Pro koster 1.699 kroner. Den fastholder det sort-grønne og kantede design, der minder lidt om de første Xbox-modeller, men noget mere strømlinet.
Begge modeller er baseret på NVIDIAs Tegra X1+-chip, der ifølge firmaet selv er 25 procent hurtigere end Tegra X1, der sad i den gamle Shield TV. På TV-fronten giver det angiveligt en bedre opskalering fra HD til 4K.
Opskaleringen afhjælpes også af, at NVIDIA har inddraget kunstig intelligens og et neuralt netværk under designet af softwaren, der opskalerer video i den nye Shield TV. Algoritmen kan derfor ifølge NVIDIA forbedre detaljer, som normal opskalering i dit TV ikke fanger.
Fuld Dolby Vision og Atmos
Den hardwaremæssige forskel på de to modeller er primært, at Pro-modellen har 3GB RAM ombord, hvor den almindelige model kun har 2GB RAM.
Det kan dog betyde en del, hvis man bruger Shield TV pro til at spille på en gang imellem. NVIDIA laver også en controller til den. Pro-modellen har også to USB-porte, mens den billige model slet ikke har en.
Software-mæssigt er der dog en stor forskel. Pro-modellen har Plex Media Server indbygget, og dermed kan den med det samme være mere attraktiv for mange Recordere-læsere.
Den nye fjernbetjening har et trekantet design og ligner lidt en forvokset version af Amazons Fire TV-fjernbetjeninger, dog med en stor, fed Netflix-knap ombord.
Begge modeller kan nu dekode både Dolby Vision og Dolby Atmos, hvor den gamle model kun havde Dolby Vision pass-through og HDR 10+-understøttelse
De har også begge indbygget Google Assistant og kan fungere med Alexa, og de to modeller har en Chromecast ombord sammen med Android TV-softwaren.
Pris og tilgængelighed
- Nvidia Shield TV koster kr. 1.299,-
- Nvidia Shield TV Pro koster kr. 1.699,-
Du kan læse mere, og se, hvor Shield TV og Shield TV Pro kan købes her.
Se også
Nye NVidia Shield TV kan automatisk matche billedfrekvens