Den 31/10 er sidste sendedag for Radio24syv, men flere programmer fortsætter i anden regi, og Berlingske overtager radioarkivet.
Natten til fredag slukker Radio24syv og giver stafetten videre til Radio4.
Det betyder dog ikke et farvel til alle kanalens programmer, for nogle af dem vil blive videreført i anden regi. Det fortæller mediehuset Berlingske nu i en pressemeddelelse.
Den ny Radio4 meddelte forleden at de overtager programmet Nattevagten fra 24syv, og det vil blive sendt på samme tidspunkt kl. 00:00-03.00.
Samtidig står flere programmer til at blive videreført. Lige nu ligger det fast at:
- B.T. overtager titlerne ‘Fodbold FM’,’Politiradio’ og ‘Det, vi taler om’.
- Euroinvestor bliver hjemsted for ‘Millionærklubben’.
- Berlingske vil fremover udgive ‘Cordua og Steno’, ‘Kampagnesporet’ og ‘Hitlers Æselører’.
- Weekendavisen viderefører ’24 spørgsmål til professoren’.
Programmerne vil blive udgivet som podcasts.
Berlingske fortæller at der godt kan komme flere programmer med i redningsplanen. Lige nu har de arbejdet under tidspres, så det er ikke en 100% færdig plan de nu står med.
Mediehuset overtager også de 8 års arkiv fra Radio24syv og vil sikre at det fortsat vil være tilgængeligt for alle.