Stadigt flere danskere bliver snydt, når de handler på nettet. Ifølge Danmarks Statistik rammes hver syvende dansker af fupbutikker. Det undrer ikke e-handelsorganisationen e-mærket, der netop har anmeldt 150.000 falske webshops til politiet.
Nu tager e-mærket kampen op og lancerer med støtte fra TrygFonden i dag et nyt og gratis værktøj, der kan hjælpe dig med at styre uden om svindelsiderne.
På bare et år er antallet af anmeldte falske webshops steget fra knap 10.000 til i dag at runde 150.000. ”Alarmerende og trist udvikling”, lyder reaktionen fra e-mærket, der er den danske mærkningsordning for sikker nethandel, og som igen i år har opgjort antallet af falske webshops på nettet og anmeldt disse til Bagmandspolitiet.
”Det springende punkt er, at svindlerne bag disse falske webshops formentlig alle sidder i udlandet. For det komplicerer politiets efterforskning og kan i værste fald føre til, at siderne får lov at stå uberørt hen,” fortæller Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket og fortsætter: ”Det kan ingen være tjent med, da de udenlandske svindlere, ud over at ramme forbrugerne, lige så meget rammer alle de danske e-handelsvirksomheder, som hver dag driver en ærlig og lovlig forretning”.
Derfor har man hos e-mærket udviklet et nyt kriminalpræventivt værktøj med navnet SIKKER SHOPPING, der allerede i søgeresultaterne viser et rødt advarselsikon ud fra webshops, som e-mærket mistænker for at være falske. Projektet er det første af sin art, har været et år undervejs og er skabt med støtte fra TrygFonden.
Behov for øget digital tryghed
Målet med SIKKER SHOPPING, der er et lille program, du gratis henter i Chrome Webshop til din browser på computeren, er at gøre borgerne mere trygge, når de handler på nettet og ultimativt begrænse den e-handelsrelaterede it-kriminalitet.
”Vi er bare mennesker, og det ved svindlerne godt. De kender til den menneskelige psykologi og udnytter vores iboende trang til gode tilbud. Uanset om der er tale om identitetstyveri, kortmisbrug eller salg af ulovlige kopiprodukter, finder danskerne it-kriminalitet stærkt grænseoverskridende. Nethandlen vil kun vokse over de kommende år, og derfor er der behov for at supplere vores sunde fornuft med et værktøj, som ikke lader sig påvirke af et godt tilbud”, siger projektchef i TrygFonden, Christoffer Elbrønd.
Gode råd kan ikke stå alene
Hos TrygFonden ser man positivt på skabelsen af konkrete digitale værktøjer, der kan hjælpe både borgere og virksomheder.
”Jeg tror, vi alle kan genkende følelsen af, at der særligt inden for it-sikkerhed er mange gode råd at huske og holde styr på. Derfor støtter vi udviklingen af værktøjer, der kan gøre det lettere for den enkelte dansker at agere sikkert online,” afslutter Christoffer Elbrønd.
Sådan fungerer SIKKER SHOPPING:
• Med SIKKER SHOPPING vil du i dine søgeresultater få vist, hvilke webshops der mistænkes for at være falske webshops (rødt advarselsikon) og hvilke der er e-mærkede (et e-mærke).
• Klikker du dig alligevel videre til en shop, der mistænkes for at være fup, bliver du mødt af en tydelig advarselsmeddelelse med opfordring til at forlade siden. Advarselsmeddelelsen forhindrer dig dog teknisk ikke i at kunne klikke dig videre ind på en falsk webshop.
• SIKKER SHOPPING fås i første omgang kun til Google Chrome browsere og fungerer kun på PC/MAC. Målet er senere at udvikle SIKKER SHOPPING til mobile platforme.
• SIKKER SHOPPING er skabt af e-mærket med støtte fra TrygFonden. Formålet er at gøre borgerne mere trygge, når de handler på nettet og ultimativt begrænse den e-handelsrelaterede it-kriminalitet.
• SIKKER SHOPPING er en såkaldt browser-udvidelse (på engelsk browser extension) til Google Chrome browsere. Du kan hente den via dette link.
• Læs mere om SIKKER SHOPPING på www.emaerket.dk/sikkershopping